Vores daglige onlineadfærd er blevet en del af den russiske hybridkrig

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Europa befinder sig i en tilstand mellem krig og fred. Det lyder dramatisk, men er i dag en nøgtern vurdering fra flere vestlige efterretningstjenester.

Blaise Metreweli fra den britiske efterretningstjeneste MI6 har beskrevet moderne konflikter som noget, der udspiller sig i en gråzone, hvor påvirkning, tvivl og kontrol over opmærksomhed kan være lige så vigtige som militær styrke.

Tidligere i 2025 advarede Bruno Kahl fra den tyske udenrigsefterretningstjeneste, Bundesnachrichtendienst, om, at Ruslands omfattende brug af hybride angreb kan øge risikoen for, at Nato på et tidspunkt vil overveje at aktivere artikel 5.

Krig føres ikke længere kun af soldater og våben, men gennem ord, billeder og gentagelser, der langsomt former/ændrer holdninger og handlinger. Den vurdering deles i Danmark. Forsvarets Efterretningstjeneste har gentagne gange advaret om, at Rusland ser sig selv i konflikt med Vesten, og at denne konflikt i vid udstrækning føres med hybride metoder.

Det handler ikke kun om militær magt, men om at påvirke samfund indefra gennem cyberangreb, informationspåvirkning og forsøg på at underminere tilliden til demokratiske institutioner og regeringer. Det er en strategi, hvor gentagelse og vedvarende pres er vigtigere end spektakulære angreb.

Flere europæiske efterretningstjenester og analysecentre peger på, at netop den hverdagslige cirkulation af indhold er central i moderne hybrid krigsførelse. Det europæiske analysecenter Hybrid CoE fremhæver, at Rusland i stigende grad benytter ikkestatslige aktører, løst organiserede netværk og digitale fællesskaber til at påvirke befolkninger.

Det gør det vanskeligt at pege på én tydelig afsender og samtidig let at afvise ansvar. Netop derfor bliver almindelige brugere, bevidst eller ubevidst, en del af hybridkrigens struktur.

Hybrid CoE peger også på, at selve det digitale informationsmiljø er blevet en aktiv del af konflikten.

Sociale medier fungerer ikke kun som neutrale platforme, men som systemer, hvor tempo, synlighed og følelsesladet indhold belønnes. Informationskrig handler derfor ikke kun om, hvad der siges, men om hvordan indhold cirkulerer, gentages og forstærkes.

Når bestemte vinkler, fortællinger og argumenter igen og igen dukker op i informationsstrømmen, kan de skabe en oplevelse af, at bestemte holdninger er mere udbredte eller mere legitime, end de reelt er.

Krigen i Ukraine viser tydeligt, hvordan denne form for krigsførelse fungerer i praksis. Samtidig med de militære kampe fører Rusland en vedvarende informationspåvirkningsindsats, der skal skabe tvivl, usikkerhed og splittelse. Ikke kun i Ukraine, men også i de lande, der støtter Ukraine politisk og militært.

Påvirkningen sker sjældent gennem én stor løgn. Oftere sker den gennem gentagelser, forenklinger og ironiske vinkler, som langsomt flytter grænsen for, hvad der opleves som normalt, rimeligt eller uundgåeligt.

Ukraine er derfor ikke et særtilfælde, men et eksempel. Hybrid krigsførelse er blevet en fast del af europæiske konflikter og bruges til at underminere tilliden til demokratiske institutioner og svække støtten til regeringer. Det lykkes, når russisk retorik gentages og gradvist fremstår som et alternativ til mere etablerede positioner.

Vi ser allerede konkrete konsekvenser af hybridkrig rettet mod Danmark. Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste står pro-russiske grupper med forbindelse til den russiske stat bag destruktive cyberangreb mod dansk kritisk infrastruktur og målrettede angreb mod danske hjemmesider op til kommunal- og regionsvalget.

Et angreb mod et dansk vandværk i 2024 førte til driftsforstyrrelser og manglende vandforsyning for borgere. Formålet var ikke kun teknisk skade, men også at skabe utryghed og svække tilliden til, at samfundet fungerer – og at vi er beskyttet.

Hybridkrig har mange lag. Nogle er synlige og håndgribelige, f.eks. cyberangreb, sabotage og angreb mod infrastruktur og valg. Andre er mere skjulte, men mindst lige så virkningsfulde. De udspiller sig i den konstante strøm af indhold på SoMe.

Memes står centralt i disse informationskampagner, fordi de bevæger sig ubesværet på tværs af skellet mellem online og offline. De omsætter komplekse geopolitiske problemer til følelsesmæssigt genkendelige billeder og korte tekster. Et meme kræver ingen forklaring – det virker med det samme.

Et meme kan virke harmløst, men bærer ofte vinkler eller fjendebilleder, der let spredes på tværs af grænser og sprog.

Samtidig er memes blevet et af vores mest udbredte kommunikationsmidler online. De bruges til at kommentere nyheder, signalere holdninger og skabe fællesskab, ofte uden at vi overvejer, hvor de stammer fra, hvad de oprindeligt blev brugt til, eller hvilken politisk betydning de kan have.

At dele et meme føles sjældent som politisk handling. Det føles socialt og som en naturlig form for kommunikation. Memes kan være baseret på humor, ironi eller en hurtig forklaring på et problem, der spredes i vores feeds. Alligevel bidrager hver deling til at gentage bestemte ord og forståelser, som over tid normaliserer bestemte verdensbilleder og idéer.

Denne udvikling er kernen i memetisk krigsførelse. Indflydelse spredes ikke primært gennem åbenlys overtalelse, men gennem hverdagsbrug af SoMe, hvor vi konstant kommunikerer og modtager information. Almindelige brugere bliver deltagere, ikke fordi de bliver bedraget, men fordi indholdet føles velkendt, meningsfuldt eller understøtter egne værdier og opfattelser.

Samtidig er det vigtigt at understrege, at de samme formater også bruges i online civilt forsvar. Pro-ukrainske memes er blevet brugt til at latterliggøre autoritær magt, udfordre russisk propaganda og holde moralen oppe, både i og uden for Ukraine.

Denne form for kommunikation indgår også i regeringers, offentlige institutioners og politiske aktørers mediestrategier. Memes er et redskab, men de er ikke neutrale i deres effekt. Det afgørende er, hvordan og hvorfor de bruges.

Konsekvenserne af det, vi læser og tror på online, har betydning for vores samfund offline. De memes og opslag, der cirkulerer digitalt, former, hvordan samfund reagerer på krig, hvordan flygtninge opfattes i krisetider, og om demokratiske institutioner og initiativer mødes med tillid eller mistillid. Mistillid opstår sjældent pludseligt, men gennem gentagelser, der over tid flytter grænsen for, hvad der opfattes som sandt.

Hybridkrig i Europa foregår derfor ikke kun på slagmarken i Ukraine eller i lukkede efterretningsrum. Den foregår også i hverdagen – i vores feeds, i det indhold, vi ser, reagerer på og deler videre.

Det betyder ikke, at almindelige SoMe-brugere bærer skylden for udbredelsen af russisk hybrid krigsførelse. Men det betyder, at vores digitale adfærd har betydning, hvis vi ikke tænker os om.

I den virkelighed bliver medieforståelse mindre et spørgsmål om at afsløre den enkelte falske historie og mere et spørgsmål om opmærksomhed og faktatjek.

Vi skal blive bedre til at genkende, når indhold spiller på følelser, skaber unødig splittelse, gør os utrygge eller fremstiller komplekse forhold som sort-hvide eller ude af proportioner med virkeligheden.

Nogle gange er den vigtigste handling ikke at dele videre, men at stoppe op og tænke sig om.