Nyt dåbsritual handler mere om lighed, mangfoldighed og inklusion end teologi

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Forslaget til et nyt dåbsritual i folkekirken er især styret af organisationsteori og sigter på at skabe mangfoldighed, lighed og inklusion. Det bliver især tydeligt i argumentationen for de to modeller med gennemgribende ændringer af ritualets bønner og formuleringer, der åbner for variationer i bl.a. bønner, bibeltekster og spørgeform.

Ingen af de tre modeller, som dåbskommissionen opstiller i sin midtvejsrapport, hviler på nye teologiske indsigter og overvejelser. Det nye er alene det, at man gør tidens DEI-værdier, diversity, equity og inclusion til rettesnor.

Men hvis mangfoldighed, lighed og inklusion gøres til bærende principper for dåben, opgiver vi også det kristne menneskesyn til fordel for tidens forståelse af mennesket som performativt.

At det forholder sig sådan, bliver rent faktisk tydeligt, når man læser kommissionens argumentation for ændringerne.

I tråd med tidens identitetspolitiske strømninger søger dåbskommissionen at lægge afstand til idéen om ”dem og os” ved at understrege, at vi alle – uanset tro eller ikketro – er et gudsbarn. Om man er dybt forankret i troen på Gud eller tager afstand fra den samlede kristne tradition, opfattes man som et gudsbarn. Men helt grundlæggende findes der ikke noget ”dem og os” i det kristne evangelium. Tværtimod ophæver Jesus i ord og handling ethvert mellem dem og os blandt, etableret af jøder i hans samtid, mellem jøder og vantro, mellem de rene og urene.

Dåbskommissionen vælger ikke desto mindre at argumentere ud fra den verserende dagsorden og intentionen om at fremme lighed og inklusion.

Dåben skal, ifølge kommissionen, være en kirkelig handling, hvor alle kan deltage på lige fod, og ingen må opleve nogen former for ulighed. Derfor foreslås det blandt andet at afkorte tilspørgslen, så forældre og faddere ikke længere skal svare ja til alle trosbekendelsens led.

Teologiske begrundelser gives der ingen af. Argumentet er derimod, at man ønsker at modvirke, at tilspørgslen opleves som en eksamination eller trosoverhøring. Alle skal befinde sig på samme niveau, ingen skal opleve nogen form for ulighed. Derfor foreslås det også, at det kors, der slås for barnets ansigt og bryst, skal have en mindre central placering, for at forældre og faddere ikke skal føle sig udstillede.

Det er primært ønsket om at fremstå som den inkluderende kirke, der driver ændringsforslagene.

Dåbskommissionen begrunder også sit arbejde med, at dåben i den danske folkekirke gennem de seneste 15-20 år er blevet problematiseret. At man i dåben bliver Guds barn, kan – hævdes det – opleves som ekskluderende i forhold til dem, der ikke er døbt.

Alt, der kan virke ekskluderende, skal derfor fjernes. I stedet fremhæves alt, hvad der understreger dåben som en inkluderende handling, blandt andet med formuleringen om, at den døbte bliver et Kristus-formet menneske.

Ligesom Kristus er solidarisk med de fortabte, skal den døbte være solidarisk med dem udenfor. Ifølge kommissionen bør man i tilrettelæggelsen af dåben derfor også være opmærksom på, om nogen kunne føle sig ekskluderet; man må spørge sig selv: Vil brugen af symboler for eksempel få deltagere til at føle sig inddraget eller udenfor?

Mangfoldighed, lighed og inklusion, altså DEI-værdierne, udspringer af et menneskesyn, der er dominerende i den vestlige verden: Identitet er ikke noget givet, men noget, vi skaber.

Vi er performative mennesker, og gennem vores performans viser vi, hvem vi er. Vores handlinger, påklædning, kreativitet, politiske udtryk og kønsmæssige fremtoning er måder, vi performer på og udtrykker vores identitet.

Dåbskommissionen overtager ikke bare DEI-værdier, der kendes fra organisationstænkning, hvor man gennem DEI-initiativer søger at forbedre rammerne og understøtte medarbejderes performans. Kommissionen overtager også et menneskesyn, hvor anerkendelse fra andre bliver essentiel.

Som performative mennesker befinder vi os i en evig kamp for at blive set og anerkendt. Ironisk nok kan det behov aldrig opfyldes – mennesket vil altid længes efter mere. Jagten på anerkendelse har vist sig at føre til utilstrækkelighedsskam og meningstab.

I den kristne tradition er dåben et værn for mennesket, når det er svagt og fortabt, når det hverken kan præstere eller performe. Men i dåbskommissionens udlægning af det såkaldte dåbsliv aner man en iscenesættelse af det stærke, frie, eksperimenterende – og performende menneske.

I det nuværende ritual modtager mennesket i dåben syndernes forladelse gennem Kristus, gennem hans død og opstandelse.

Kommissionen ønsker imidlertid, at Gud Skaberen og Helligånden, som vi også bekender os til i trosbekendelsen, skal have en ligeværdig placering, for tilgivelsen ikke længere er dåbens hovedindhold, og at synden får dermed en mere perifer plads.

Dåben handler for kommissionen lige så meget om genfødsel; ritualet skal være en rampe for det »skabte, genfødte og handlende menneske«, altså en genfødsel af det menneske, der allerede er skabt og villet af Gud, og her skal Helligånden være med til at »fremme troens, håbets og kærlighedens nye liv«. Dåben skal ses som en fremadrettet handling, der skal styre individet hen imod et eksemplarisk kristenliv i en skabt verden og i et relationelt fællesskab.

Mens forestillingen om mennesket som performativt ligger som en understrøm i argumentationen, taler formand Thomas Reinholdt Rasmussen eksplicit om den kristne eksistens som relationel og ser forholdet til Kristus som relationelt. Såvel det performative som det relationelle menneskesyn hører hjemme i social-konstruktivismen, der gennem 20-30 år har været den dominerende trend eller diskurs inden for humanvidenskaberne.

Det kan synes lidt bekymrende, at arbejdet med dåben støtter sig så stærkt på en diskurs, der ikke er teologisk og tilmed inden for årtier vil være afløst af en ny diskurs.

Man kan selvfølgelig spørge, hvorfor er det problematisk, at dåbskommissionen forsøger at imødekomme et senmoderne syn på mennesket som performativt og relationelt?

Jeg finder det problematisk, fordi menneskets bestemmelse bliver at kunne performe og indgå i relationer. Uanset om man vil det eller ej, ligger der i det socialkonstruktivistiske menneskesyn en favorisering af det stærke menneske. I den forstand står det i modsætning til det kristne menneskesyn, som værner om det svage menneske. I sin forkyndelse henvendte Kristus sig først og fremmest til det ensomme, angste og fortabte menneske.

Dåben er essensen af det kristne evangelium med tilsigelsen af syndernes forladelse. Men den kristne historie er fortællingen om os mennesker, der ikke ønsker at se os selv som syndere, ikke ønsker at tage imod syndernes forladelse. Det forliggende arbejde indskriver sig i den historie.

Heldigvis er dåbskommissionen kun midtvejs i arbejdet. Kommissionen kan endnu vælge at tage udfordringen op i evangeliets forkyndelse af syndernes forladelse i stedet for at efterlade den døbte i en jagt på anerkendelse og den dermed følgende utilstrækkelighedsskam.

Der er endnu tid til at besinde sig på det kristne menneskesyn. Der er endnu tid til at samle kræfterne om dåbens egentlige mening: at opmuntre det enkelte menneske til at tage imod syndernes forladelse, få fred med sig selv og mod til frit at kunne være i verden.