EU har brug for en folkevalgt præsident med et massivt mandat – nu

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kun de allermest optimistiske europæere går rundt og mener, at vi i Europa er beskyttede af USA – og at Rusland lægger våbnene en af dagene og ikke har yderligere planer om ekspansion vestpå.

Med andre ord: Vi er alene hjemme!

Det ser dog ikke ud til, at de europæiske ledere for alvor har forstået det, for er det ikke Emmanuel Macron (der kæmper med umulige meningsmålinger i Frankrig), der udtaler sig, som om det er ham, der tegner Europa, så er det Friedrich Merz (der trods bastante meldinger endnu ikke har sendt ét Taurus-missil til Ukraine), Kaja Kallas (der intet folkeligt mandat har), Keir Starmer (der end ikke er med i EU) eller Josep Borrell (der heller ikke har noget folkeligt mandat).

Kvintetten er med til vedvarende at gøre Europa til grin og gør det oplagt at genstille det gamle spørgsmål: Hvem skal man ringe til i Europa? Paris, Berlin, London, Bruxelles eller Strasbourg?

Det siger sig selv, at en sådan total uklarhed om, hvem der er den, man ringer til, ikke får Europa til at fremstå som nogen stærk enhed, man enten lytter til, hvis man er USA, eller hvis militære enhed man er bange for, hvis man er Rusland.

Som om det hele ikke er pinligt nok (i forvejen), har vi i vores traktater massive aftaler om enstemmighed, hvilket vil sige, at ruslandsglade medlemmer som aktuelt Viktor Orbán i Ungarn og Robert Fico i Slovakiet kan blokere for flere våben til Ukraine og flere sanktioner mod Rusland – og gør det.

Derfor skal der ske noget, og det noget er dramatisk, omvæltende og inkluderer fire store forandringer.

For det første må vi parkere vores illusioner om stor, national selvbestemmelse og indse, at EU kun får respekt, hvis vi taler med én stemme, har ét telefonnummer at ringe til, og hvis alle ved, at den, der tager telefonen, også kan trykke på den knap, der har adgang til de europæiske atomvåben, som vi i parentes bemærket skal have flere af.

Vi skal helt på linje med USA, Kina og Rusland være et kontinent, som ingen, absolut ingen, tør angribe. Af de fire (potentielle) stormagter ligger EU lunt i svinget på befolkning, hvor vi med 449.206.579 er større end både USA’s 347.275.807 indbyggere, Rusland faldende 143.997.393, men naturligvis mindre end Kinas 1.416.096.094.

Også hvad angår bnp, ligger EU pænt. Vi er ganske vist efter USA’s på 185,5 mia. danske kroner årligt, men med 124,8 mia. kr. ligger vi over Kinas på 120,4 mia. kr. og længder over Ruslands, også her faldende, på 14,1 mia. kr.

EU’s udfordring er altså ikke kapacitet, det er ledelse. Vi har alt det råmateriale, stormagter består af, vi formår bare ikke at samle det.

Det er altså hverken på grund af ringe befolkningstal eller manglende rigdom og forædlingsevne, at Europa er et svækket kontinent.

Det er vi alene på grund af naivitet, grådighed eller dumhed: Naivitet, fordi vi troede, at USA til al evighed ville beskytte os militært. Grådighed, fordi vi troede, vi år efter år kunne bruge de penge til velfærd, som USA brugte til at holde os trygge militært. Og dumhed, fordi vi først nu, måske, er ved at indse, at vi er alene hjemme, og vi nu, lige nu, skal vælge en leder, der er lige så stærk, som vores militær skal være det.

Når vi har indset, at vi skal tale med én stemme som USA, Kina og Rusland, skal vi lade vores ca. 320 millioner stemmeberettigede borgere i EU vælge vores direkte EU-præsident, og om det bliver en fra øst, vest, syd eller nord, om det bliver en mand eller en kvinde, en lys eller mørk, ja – det må vælgerne naturligvis beslutte, og her vil den kulturelle og dannelsesmæssige overhånd, vi ofte hævder at have over de junkfood-ædende, Fox-seende amerikanere, de bøvsende og smaskende kinesere og de vodkabællende machoklichéer i Rusland forhåbentlig, komme til sin ret.

For en EU-præsident skal have vide beføjelser, for det er hun eller han nødt til at have, hvis hun skal sætte sig i respekt ude i verden. Præsidenten, der som skrevet er ansvarlig for EU’s forsvar og sikkerhed, kan og skal opruste alt det, der er flertal for blandt 320 millioner vælgere.

Denne skal, præcis som Trump har gjort det med Nato, smide dem ud, der ikke vil være med (f.eks. Ungarn og Slovakiet), og få alle til at forstå, at EU’s musketéred alene gælder de lande, der forholdsvis deltager med de militære indsatser, EU’s borgere har besluttet.

Enegang og nationale særhensyn er passé og en nær, men ulideligt pinlig fortid, for præsidenten for EU er en folkevalgt leder med et demokratisk mandat større end nogen stats- eller regeringsleder i verden.

Så altså fire barske, men indlysende nødvendige nybrud:

1. Nationale særhensyn og -meldinger ophører

2. EU’s borgere vælger en fælles præsident med vide beføjelser

3. Alle lande opruster efter flertallets beslutninger

4. Manglende deltagelse medfører eksklusion.

Hvad så med Schweiz, Storbritannien, Norge og Island? De kan komme med på associeringsaftaler, som de er det nu, hvad angår f.eks. frihandel. De er altså beskyttede af EU’s musketéred, så længe de opruster og deltager, som EU beslutter – men de er som ikke-medlemmer ikke med ved beslutningsbordet, så længe de ikke melder sig ind.

Men hvad så med Nato?

Nato er de facto dødt med en fuldstændig utilregnelig, Putin-venlig Donald Trump ved magten. Jo, USA kan sagtens vælge en fornuftig præsident igen i 2028, men der er én ting, vi ved med Trumps to sejre (eller var det tre?): USA er kun ét valg fra at vælge, og lad os kalde en spade for en spade, en lystlyvende, inkompetent narcisist. Ét valg – og det kan EU naturligvis ikke bygge vores egen forsvarspolitik på.

Der skal en folkevalgt præsident til med et massivt mandat og endnu større militære kapabiliteter i det europæiske war room, der bliver sat i værk, uanset om Rusland stikker snuden af et MIG-jagerfly eller en drone ind i Estlands, Polens eller Finlands luftrum.

Det kan synes drastisk – og det er det også. Men der er også en række fordele, og den vigtigste er, at vi europæere, endelig, kan genvinde vores selvrespekt, droppe vores småstatsmentalitet og blive herre i om ikke eget hus så på eget kontinent.

At vi kun køber våben af producenter i EU og, sandsynligvis, Ukraine, vil også booste vores innovationsevne kolossalt, som tidligere chef for Den Europæiske Centralbank Mario Draghi har påpeget klogt og åbenlyst flere gange. Også at producere våbnene i EU vil styrke vores produktionsevne kolossalt, og så er der jo på lidt længere sigt gode muligheder for at lave alliancer og samarbejder med de mange lande på kloden, der stadig bekender sig til frie og åbne demokratier, som blandt mange andre Canada, Chile, Japan og Sydkorea.

Et stærkt EU vil nemlig kunne fungere som globalt demokratisk ankerpunkt. En modvægt til både amerikansk lunefuldhed, kinesisk autoritarisme og russisk rå magt og tvang.

På sigt behøver EU’s grænser jo ikke at være geografiske, men det skal de naturligvis være, indtil vi som befolkning og vores ledere indser det fuldstændig indlysende, at EU kun kan sætte sig i respekt, hvis vi taler med én stemme, afskrækker med ét skræmmende militær og ikke én gang til bliver et kontinent, antidemokrater i Washington, Moskva eller for den sags skyld i Beijing kan true.