Dobbelt medlemskab er en trojansk hest, der galopperer ind i folkekirken

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

En sekt slog sig ned i det nordsjællandske Gørløse. Den karismatiske præst Christian Hedegaard kom med løfter om guld og grønne skove. Skizofrene og maniodepressive patienter fik frataget deres medicin til gengæld for håndspålæggelse og bøn om helbredelse ved Helligånden. Menneskelige tragedier fulgte, indtil han blev dømt for kvaksalveri og rejste til Florida med sin farlige kristendom. Religion kan være gift. Han kommer stadig til Danmark som inspiration i frikirker.

I det fredelige landsbysamfund skabte den nye kirke uro. Han var en gudbenådet ejendomsspekulant og tjente godt på at købe og sælge huse til søgende sjæle, der flyttede til byen. Hvad nu hvis den apokalyptiske bevægelse var flyttet ind i sognekirkens middelalderlige rammer?

Havde det for 25 år siden været muligt med dobbelt medlemskab af både folkekirken og et gendøbende trossamfund, ville et kup af menighedsrådet være attraktivt. Arbejdsmiljøet i folkekirken er en alvorlig sag. Et sådant kup var blevet femte kolonne i forhold til både den uddannede sognepræsts teologi og det øvrige personales kultur for kristendom.

Som en trojansk hest kan dobbelt medlemskab ødelægge kirkens arbejdspladser ved at påtvinge en minoritetskultur i et menighedsråd på steder, hvor rekruttering er svær. Landsforeningen af Menighedsråd er bekymret for, at netop dette kan ske. Det er god luthersk tradition at lytte, når det almindelige præstedømme fremsætter lægmandsteologiske overvejelser.

Men et udvalg har til biskopperne udarbejdet en rapport, der ligger til grund for en foreløbig anbefaling fra 9 af 10 biskopper til, at man på én gang kan være medlem af folkekirken og et hvilket som helst andet kristent trossamfund. Synspunktet er, at rummelighed er det fineste kendetegn på en evangelisk-luthersk kirke. Det begrundes primært kirkesociologisk og følelsesladet:

Det er synd for dem, der har baggrund i en anden kristen konfession og ikke føler sig helt indenfor i folkekirken, mens de stadig opretholder medlemskab af den kirke, de er vokset op i. Men som voksen at skulle træffe et valg for at træde ind i et nyt trossamfund med både goder og indflydelse, er vel ikke ligefrem overgreb, men udtryk for den enkle sandhed, at teologi betyder noget. Er det så slemt?

Rapportens teologi er tynd. Den består primært af et seks år gammelt internt arbejdspapir om den augsburgske bekendelse fra 1530. Hermed aftegner man luthersk identitet alene ved hjælp af et historisk aktstykke. Dokumentet er ganske rigtigt én af folkekirkens fem forpligtende tekster. Men kirkeministeren bør ikke tage stilling til en ændring af styringen af folkekirken gennem landets menighedsråd uden en historisk perspektivering/relativering, der afslører stor forskel på situationen for teologisk samtale i 1530 og nu.

Folkekirken giver sjælesorg, sakramenter og forkyndelse til alle. Ikke-medlemmer er først og fremmest afskåret fra at betale medlemsbidrag og sidde i menighedsråd. Med andre ord har den foreslåede ændring især politisk betydning. Er dét hensigten?

I sin samtid skulle den augsburgske bekendelse afklare, hvad de lutherske kirker stod for. I 1530 håbede man at kunne begrunde, hvorfor den tyske kejser ikke skulle hjælpe pavekirken ved at bruge militærmagt til at slå hårdt ned på de lutherske kristne som kættere.

Strategien betød, at Luther til sin diplomatiske ven og kollega Melanchthon måtte sige, at han selv ikke havde kunnet træde »så blødt og stille« i de vigtige spørgsmål! Som fredløs kunne Luther ikke deltage, hvor bekendelsen skulle nedfældes og fremlægges. Men det var netop også en del af den politiske strategi med voldsomme fordømmelser at tage afstand fra pacifismen og baptismen.

Den augsburgske bekendelse er trods sin historiske relativitet med sin kortfattede klarhed stadig et værdifuldt pejlemærke i lutherdommen. Men i dag at tage stilling til dobbelt medlemskab af folkekirken og et andet trossamfund med dén som eneste dogmatiske referencepunkt for luthersk særkende ville være overfladisk. Hverken kirkeministeren eller andre må bibringes det indtryk, at et dokument fra 1530 i sig selv beskriver det nutidige forhold mellem den katolske og de lutherske kirker. Der er – i respekt for forskelle – immervæk tænkt meget i de 500 år siden dengang!

Ved medlemskab af folkekirken træder en katolik eller ortodoks kristen de facto ud af deres konfessioner. Her findes dobbelt medlemskab ganske enkelt ikke. Det ville være respektløst at affeje dette som de andres problem og dermed udnævne økumeniske samtalepartnerne til skurke, der burde tænke lige som os selv. Vil det gavne forholdet i fremtiden?

Ønsket om lovændring ligner et forsøg på medlemsjagt og dertilhørende bidrag. Men folkekirkens ordning bør ikke reduceres til en statslig fælleskirkelig religionsanstalt. Det er ikke ægte økumeni – dén sker som et møde over grænser uden at lade som om, de ikke findes.

Jeg fik sådan et møde i Notre Dame i Paris. Få dage før havde jeg været i Saint Denis og set den gotiske kæmpekatedral, som inspirerede til Ken Follets ”Jordens søjler”.

I dag er Saint Denis en forstad til Paris, der på grund af muslimsk indvandring giver fornemmelse af at være stået af toget i Nordafrika. Gågaden, der leder op til katedralen, er fyldt med mennesker af anden etnisk afstamning, og på fortovet står giner, der iklædt niqab viser den lokale kvindelige tøjmode.

At sidde i den nyrestaurerede Notre Dame og høre det store Cavaillé-Coll-orgel var himmelsk æstetik efter besøget i den afkristnede forstad: en fejring af vores kristne tro og kultur. En biskop prædikede på fransk. En lægmand læste op fra Bibelen for de 1.000 mennesker. Menigheden sang både salmer på modersmålet og med på tusind år gammel liturgi. Jeg følte mig hjemme i fælles tradition og tro. Og jeg deltog – som inviteret – i den hellige nadver.

Det vil sige, at jeg med armene over kors – i respekt for katolikkens eget ønske om at mødes over grænser uden at udviske dem – viste, at jeg ikke var katolik og dermed i køen tog til takke med præstens velsignelse i form af et kors tegnet på panden.

Et rigtigt møde opstod mellem trosfæller under de høje buer. Det var trist, vi ikke kunne dele nadver. Jeg respekterede naturligvis ønsket. Ellers havde vi netop ikke mødtes, men jeg havde snydt ham og fået en oblat i dét, der knapt kunne kaldes et sakramente, fordi fællesskabet var brudt af uhellig mangel på respekt for forskelle. De er der jo!

Der er sket både meget godt og skidt siden 1530, hvor Melanchthon i Augsburg prøvede at undgå en borgerkrig ved at sige, at der kun var én hellig almindelig kirke – og lod som om de lutherske og de katolske hørte sammen i dén ved at holde døberne og sværmerne udenfor!

Jeg bliver aldrig katolik på grund af dogmet om pavens ufejlbarlighed. Det er fra 1870 og kun brugt til at styrke tilbedelse af Maria som en gud. Mange katolikker ville ønske, at ufejlbarlighedsdogmet aldrig blev formuleret. Det var en stor dogmatisk fejl, men umulig at indrømme.

Men det er også positivt, at tiden er gået! Det er årsagen til, at jeg var til gudstjeneste i Notre Dame, som – hvis den havde set sådan ud i 1525 – måske ikke ville have ført til en selvstændig luthersk kirke. Ud fra anerkendelsen af forskellighed og den følte smerte ved kirkernes nødvendige spaltning i konfessioner føres der i dag seriøse samtaler om det, man kan mødes om. Man kommer ikke fremad ved historieløshed. At nøjes med et dokument fra 1530 ville dog netop være dét.