Vi var verdens bedste landbrug, men overså prisen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

For nylig læste jeg Niels Krause-Kjærs bog ”Ude for uden”. Og jeg blev ramt på flere planer.

Bogen skildrer min egen opvækst. Jeg er årgang 1957, og Krause-Kjær er årgang 1963, så vores kollektive hukommelse stammer fra den samme tid.

Min far var landmand og årgang 1919, og hans velmagtsdage var 1950’erne og 60’erne og frem til hans død i 1972.

Han drev et klassisk mellemstort landbrug med marker, malkekøer og grise. Han rationaliserede og gjorde bedriften mere effektiv, samtidig med at jeg husker hans gule hænder, når han sprøjtede markerne, og de blå, når han satte træhegnspæle ned i noget blåligt vand i nogle kar, for at de skulle kunne holde længere, når de blev ”plantet” i jorden. Kemikalier var dengang udtryk for fremskridt.

Han var også foretagsom uden for bedriften. Både partipolitisk i det store bondeparti Venstre og som organisationsmand i mejeribruget.

Han og hans ligesindede var tændt af en vision om at skabe en udvikling, der kunne gavne landmanden, erhvervet og Danmark.

I kølvandet på den vækkelse, som højskole- og andelsbevægelsen har medvirket til, skabte de en succes og en stolthed i både landbruget og det øvrige samfund, som dog har peaket for mange år siden. Og som kom med en pris.

Som andre skulle jeg træffe et valg, da huen sad på hovedet. Det blev til et fravalg af landmandslivet, i erkendelse af at jeg nok ikke ville blive en god landmand.

Så efter et sabbatår med et højskoleophold og en rundrejse i USA valgte jeg CBS-vejen. Derefter blev det til en lang og tro tjeneste i landbrugets organisationer, hvor jeg på mange måder var med til at videreudvikle min fars generations visioner.

Den stod på antibiotiske vækstfremmere og GMO i dyrefoderet, pres på dyrene i staldene, sprøjtemidler og stråforkorter til kornet, stinkende gylle i stride strømme, kæmpe gyllebeholdere og monsterstore maskiner, alt imens der blev færre og færre landmænd, der skulle bære og forvalte det hele – på godt og ondt.

Nøgleordet blev vækst, hvor selvbilledet i erhvervet var »verdens bedste landbrug«. I skyggen af det hele rumsterede et begreb, som ingen turde sige højt: fortrængning. Fortrængning af den virkelighed, mange godt kunne ane ude i horisonten, men som ingen turde adressere.

Den virkelighed, som tredje generation i ”Ude for uden” i skikkelse af datteren Karoline repræsenterer. Hende, der konfronterer sin far Svend, der (også) valgte landbruget fra og gik ind i politik, og som Svend på deres biltur ned ad memory lane i det jyske stille og roligt begyndte at forstå.

Jeg arbejdede loyalt i landmandens tjeneste. Men i min skygge voksede der en tvivl frem, der blev mere og mere tydelig for mig. Citronen blev presset for hårdt i blind tillid til, at det, som den tidligere generation havde sat i gang, skulle fortsætte.

Derfor var det en spændende udfordring at blive headhuntet til et direktørjob af en svensk fødevarekoncern, der netop havde købt det nødlignende kyllingeslagteri Danpo.

Ambitionen var at gøre Danpo til en virksomhed med fokus på dyrevelfærd, fødevaresikkerhed, kvalitet og smagsoplevelser.

Det kan lyde enkelt i dag, men det var det ikke i 1996, hvor salmonella, antibiotiske vækstfremmere og GMO i dyrefoderet, dårlig dyrevelfærd og hele frosne kyllinger mere var reglen end undtagelsen. Det blev til 10 år i Danpo, og på lange stræk lykkedes vi mere, end nogen turde håbe i 1996.

Men, for der er et men; vi lykkedes nemlig ikke med at ændre på det kollektive mindset, hverken i kyllingeindustrien eller i landbrugserhvervet som sådan. Vi forblev stenen i skoen på Axelborg, der stadig ikke helt har set ”skriften på væggen” den dag i dag.

I dag er jeg en ”fri fugl” som selvstændig konsulent, og jeg har i nogle år haft en stigende bevidsthed om det udviklingsforløb, jeg har været en del af i over 25 år.

Krause-Kjærs bog blev en linse på mit eget tilbageblik, og jeg indser, at jeg ikke kun var en passende forstyrrelse, men simpelthen havde udviklet mig til at være en for stor forstyrrelse i det landbrugsindustrielle kompleks.

Det lever jeg fint med i dag, fordi jeg indser, at afstanden mellem mine holdninger om landbrugets fremtid og holdningerne i den herskende klasse i landbrugserhvervet er for stor.

Jeg læser og hører med stor forundring om den måde, landbrugets repræsentanter igen igen forsøger at fordreje fagfolks udlægning af tingenes tilstand, f.eks. i vores fjorde og i staldene. Senest i forbindelse med TV 2-dokumentaren ”Hvem passer grisene”.

De går i skyttegraven og skyder til højre og venstre i et sprog, som grundlæggende oser af afmagt. Det er ærgerligt, fordi der er alt for meget på spil – både for landmandens, fiskens, havets og erhvervets overlevelse.

Håb er ikke en strategi, siges det. Men det er det for mig. Og lige nu er der mange ting, der spirer og giver håb. På mikro- og måske også på makroniveau.

I bogen ”Uden for uden” starter fortællingen med hovedpersonen Eriks indtog på Rødding Højskole i 1946. Det var der, almuen – min fars generation – blev oplyst. Det var der, de blev dannet og skolet til at vende tilbage til gårdene og udvikle både bedriften og deres lokalsamfund, og de gjorde det faktisk rigtig godt.

Landbrugsrådets præsident fra 1974 til 1979, Arne Pilgaard Larsen, er faktisk citeret for at have sagt: »Det kniber med at bevare pessimismen.«

På mikroplan spirer det f.eks. på Sydfyn. På Oure Højskole har min ældste datter, Katrine, været med til at udvikle en stor køkkenhave, som både skal forsyne Oure-skolernes køkken med egne økologiske grønsager og samtidig være et læringsrum, hvor højskoleelever ved at få fingrene i jorden lærer, hvor maden meget konkret kommer fra.

Nu er det ikke længere almuen, der skal dannes og skoles, men almuens efterkommere, der skal lære om almuens oprindelige dyrkningsmetoder på landet i form af det, der i dag kaldes for regenerativt landbrug.

På tilsvarende vis har min svigersøn, Victor, for et par år siden sammen med en makker åbnet en restaurant i Svendborg, hvor alle råvarer kommer fra lokale producenter.

Nogle – måske særligt på Axelborg – vil nok sige: ”O.k., det er fint nok, men det kan vi jo ikke overleve af som erhverv.”

Og nej, det kan I måske ikke, men I overlever heller ikke med den nuværende tilgang. Noget skal der ske. Forestil jer for eksempel, at TV 2-dokumentaren ”Hvem passer grisene” – uden de syge grise – skulle indgå i undervisningen i en 3. klasse i faget ”Hvor kommer maden fra?” Og læreren siger: ”Se børn, sådan har den virkelige Gurli Gris det.”

Her er det så, at jeg på makroplan spørger: Hvad ville vores bonde-forfædre svare, hvis vi i dag kunne stille dem spørgsmålet: Hvad tænker I om den udvikling, landbruget har været igennem de seneste 30-40 år, og hvad tænker I, er det gode at gøre, hvis I skulle give nutidens landmænd et godt råd?

Svaret blafrer i vinden deroppe – men jeg kendte mange af dem, og de var også kendetegnet ved at have en ordentlig og retskaffen tilgang til deres virke, selvom de var drevet af en udviklingstrang. Så jeg vover pelsen og kommer med et muligt svar: I er nødt til at tænke jer om – I er ved at køre både jer selv, erhvervet og jeres omdømme helt ud over kanten.