Remigration er ikke løsningen. Det er ude i hampen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

For nylig fortalte flere medier om en syrisk kvinde, der besluttede at forlade Danmark og vende tilbage til Syrien.

Årsagen var, at der på hendes børns skole havde hængt et regnbueflag – en kulturel påvirkning, som hun ikke sympatiserede med, og som hun ikke mente, hendes børn skulle eksponeres for.

Og selv om jeg ærlig talt hverken forstår eller sympatiserer med den holdning til homoseksualitet eller LGBT+, så synes jeg, der er noget befriende ærligt over beslutningen.

Den viser, at der er nogle kulturelle og religiøse forskelle i verdenssynene. Og kvindens verdenssyn er simpelthen ikke kompatibelt med Danmarks verdenssyn. Det er jo en ærlig sag, og andre, der måtte have det på samme måde, kan jo frit vælge at gøre som kvinden og forlade Danmark.

Samtidig har Dansk Folkeparti kastet sig ind i spørgsmålet om remigration. Ifølge DF bør tusindvis af herboende muslimer, inklusive mennesker med statsborgerskab, forlade landet – og hvis ikke frivilligt, så hjælpes afsted med magt.

De to sager viser for mig at se særligt to ting: For det første det helt åbenlyse, at der er mennesker, som er kommet til Danmark, der dybest set ikke ønsker at være her, ikke bryder sig om det danske samfunds værdier og derfor heller ikke ønsker at tilpasse sig.

Nogle gør som den syriske kvinde og flytter selv. Andre bliver her, fordi fordelene overskygger ulemperne, men noget rigtigt aktiv for Danmark er de næppe.

Men DF’s snak om remigration viser mig for det andet, at vi er på et stærkt hældende skråplan, hvis man er parat til at lave lovgivning med tilbagevirkende kraft, gennemgå og eventuelt omgøre myndighedsbeslutninger, fratage mennesker statsborgerskab, internere folk i lejre forud for ufrivillig deportation – for nogles vedkommende til lande, hvor de måske hverken er født eller har boet.

Det er åbenlyst langt ude i hampen – og DF’s forslag er derfor heller ikke realisabelt i praksis.

Til gengæld vil det med sikkerhed nægte så mange af retsstatens principper, at Danmark reelt ikke ville være Danmark mere, hvis man gik med på idéen.

Jeg har fuld sympati for, at vi skal passe på Danmark, også i en total afvisning af enhver form for islamisme. Våde drømme om at lave kalifat i Danmark kan de godt pakke sammen. Men jeg vil altså også gerne passe på dansk demokrati og den danske retsstat.

DF er da heller ikke meget konkret i sit bud på, hvordan dets remigration i praksis skulle foregå. Budskabet handler da heller ikke om den politiske løsning i virkelighedens verden, men alene om at signalere, at det er villigt til at overgå andre partier i retorikken.

Det er derfor ikke kun symbolpolitik – det er også et langt ude forslag, mest af alt designet til at smide andre partier af i ræset mod at være hårdest i udlændingedebatten.

Med forslaget får DF demonstreret, hvorfor en bekymring over et reelt problem – dårlig integration, parallelkultur og kultursammenstød – ikke skal forventes løst med DF’s hjælp. Men dets forslag viser også, hvor mange helt sagesløse mennesker det er parat til at smide under bussen for lidt ”dydssignalering”.

De titusindvis af danske muslimer, der hver dag passer deres studier, arbejde og foreningsliv, og som ikke på nogen måde længes efter en islamisk stat eller et autokratisk præstestyre, men trives glimrende med skolebestyrelser, kommunalvalg og Folketinget, og som passer job og funktioner i alt fra ældreplejen til Forsvaret, kaster DF vrag på i processen.

Det er en både usympatisk og kynisk ofring af helt almindelige menneskers følelse af tryghed i hverdagen og tilhørsforhold til Danmark. Og jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor vi ikke – på 50. år – kan have en fair debat om de reelle problemer og de mennesker, vi vitterlig ikke ønsker i Danmark, og holde det adskilt fra dem, som det ikke handler om?

Morten Messerschmidt forsøgte i Weekendavisen at forklare, hvem og hvor mange der skal remigreres. Er det 15.000, 100.000 eller mere? spurgte værten.

Det var en pinlig seance. Han nægtede at svare, selvom han udmærket godt ved, at hans plan vil kræve, at hundredtusinder af indvandrere forlader landet.

Værre bliver det, når DF kalder remigration for løsningen på den såkaldte »befolkningsudskiftning«. Lige pludselig skal indvandrere smides ud af Danmark – ikke fordi de er kriminelle eller ikke kan forsørge sig selv, men for at undgå, at der bliver for mange af ”dem” og for få af ”os”.

Når DF bruger sådan nogle talelinjer, forsøger det at sælge en drøm til det yderste højre om markant færre indvandrere og efterkommere i en skala, som det reelt ikke kan eller vil levere på.

At have en ambition om, at mennesker med anden etnisk baggrund forskelsløst skal udvises, uden at ville blive konkret på hvem, er uanstændigt. Det får med rette mange til at spørge, om det er dem, der skal hjemsendes, selvom man er nok så dansk i hjertet og har børn, der er født og opvokset her.

Den tanke sidder mange indvandrere og efterkommere helt forståeligt med oven på DF’s melding.

Hvis DF vitterlig mener, at hundredtusinder af indvandrere og efterkommere skal ud af landet, må det stå ved det. Så må DF fremlægge og præsentere et nyt hjemrejseudspil, som besvarer de ubehagelige lavpraktiske spørgsmål, der hober sig op.

Hvem skal hjem? Hvor mange? Hvad gør man, når folk nægter at rejse? Når de siger: “Jeg er født her. Jeg hører til her.” Skal staten så hente dem i deres hjem, internere dem i lejre og sende dem med fly til lande, de aldrig har sat fod i?

Skal helt lovlydige borgeres vilkår, baseret på myndighedsafgørelser, kunne omgøres med et pennestrøg? Skal civile rettigheder uden videre kunne fratages visse borgere og i givet fald ud fra hvilke kriterier? Hvilken retssikkerhed mener DF skal gælde i Danmark?

Først når DF fremlægger svarene på ovenstående spørgsmål, kan vi have en reel debat. Den vil forhåbentlig også afsløre, hvor de andre borgerlige partier står. For er De Konservative, Venstre og Liberal Alliance parate til at gøre DF-formanden til udlændingeminister?

Jeg kan godt forstå, at DF ikke ønsker parallelsamfund og sharialov i Danmark. Det ønsker SF heller ikke. Men konsekvensen af DF’s forslag vil være, at man indfører dobbelte standarder for statsborgere i Danmark – ét sæt for muslimer, et andet for os andre.

Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor vi skal bekæmpe det, vi ikke bryder os om ved en parallel shariapraksis ved selv at lave en parallel retsstatus for alle muslimer og dermed bryde alle retsstatsprincipper, når det nu netop er de retsstatsprincipper, vi gerne vil stå vagt om. Vi er bedre end det.

I SF siger vi klart nej til remigration. Vi har integrationsudfordringer – ja, og det skal hele det politiske spektrum tage alvorligt og anvise løsninger på. Eksempelvis ved at lære den udenlandske arbejdskraft dansk i arbejdstiden, tage et hårdt opgør imod parallelsamfund og negativ social kontrol og udvise de kriminelle udlændinge, der forbryder sig mod den gæstfrihed, Danmark har vist.

Det har vi ment længe og bliver ved med at mene.

Vi skal stå fast på vores værdier og ikke bøje os for hverken religiøse særkrav eller ønsker om ikke at ville se hverken regnbueflag eller Muhammed-tegninger. Men at lægge op til, at man kan komme i nattens mulm og mørke, lægge indvandrere og efterkommere i håndjern og fragte dem til et fængselslignende udrejsecenter, er langt ude.