Er psykisk sygdom i litteraturen ikke bare et billigt markedsføringstrick?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Hvorfor er psykisk sygdom en god historie?«

Sådan blev jeg for nylig spurgt af en kendt psykolog i et radioprogram. Det var ikke ment som en kritik fra hans side, men som et livtag med en fordom, der lever i bedste velgående. Politikere, litterater og senest i en kronik i Berlingske med overskriften: ”Jeg er dødtræt af at høre om din diagnose”.

Kritikken har mange ansigter. Nogle anfægter forfatternes evne til overhovedet at skabe kunst, andre er bekymrede for konsekvenserne: Skaber vi ikke selv mistrivslen ved at skrive om – ja, ligefrem æstetisere det syge sind?

Muligvis, men med den begrundelse kunne man bekymre sig om al litteratur: Skaber vi klasseforskelle ved at skrive om dem? Eller klimaforandringer ved at skrive om klima? Psykisk sygdom er hverken i større eller mindre risiko for at drive rovdrift på læserne eller litteraturen end så meget andet.

Og historien synes da heller ikke at underbygge en sådan frygt. Sindets veje og vildveje har i århundreder udgjort en essentiel del af bøgernes dna. Tænk på Strunge, Morti Vizki. Tænk på Sylvia Plaths “Glasklokken”, på Tom Kristensens ”Hærværk” – protagonistens selvmedicinering. Tænk på Amalie Skrams professor Hieronimus. På Tove Ditlevsens ”Ansigterne”.

For snart en del år siden blev litteratur om det uregerlige sind påsat en etikette: ”Diagnoselitteratur”.

Det førte forventeligt nok til en del modstand, for bag etiketten lå der en implicit vurdering, der ikke talte til den omtalte litteraturs fordel. Tværtimod. Der lå en implicit beskyldning om, at forfatterne udnyttede deres lidelser, at de offergjorde sig selv. At de ligefrem pillede i såret, so to speak, for at få det til at bløde.

Forfatterne bag bøger med det udskældte fokus tog til genmæle. Den rejste kritik blev anklaget for privilegieblindhed, og snart opstod noget nær en hetz mod begrebets ejermand, og en ellers rimelig kritik udartede sig til noget nær en folkedomstol.

Det var ikke kønt, men vidnede om, at der var noget på spil. Noget vigtigt. Jeg oplever stadig en modstand, en slags hierarki i litterære kredse eller blandt litterater, altså folk med en akademisk baggrund inden for litteratur. Her findes fraktioner, der tydeligt tager afstand til værker, hvis fokus er på sindets vildveje.

Bevares, er det skrevet med tilpas distance og iklædt tilstrækkeligt med konceptuelle greb, så går det an. Men ellers. Som jeg så én med baggrund i forlæggeri beskrive det i en kommentar den anden dag: »Den slags bøger skyldes enten manglende evner eller mangel på fantasi.«

Helt anderledes forholder psykiater Anne Lindhardt sig til tendensen. Hun skrev for noget tid siden i Politiken: »Det, vi i psykiatrien ved om dem, vi skal hjælpe, er helt overvejende noget, vi får at vide af det menneske, der sidder over for os, vi kan jo ikke se ind i sindets krinkelkroge. Men det kan litteraturen. Ved hjælp af den tænker man: Okay, det er sådan, det opleves, og sådan, det føles.«

Hun fremfører altså, at litteratur kan føre os til en forståelse, der ikke kan opnås ved empiri. Vi kan ikke måle psykens habitus, ligesom vi ikke kan måle kærlighed. Det giver ikke mening at spørge: ”Hvor øm er din omsorg for dit barn på en skala fra 1-10?” For hvad vil et ottetal svare til: En over middel, men ikke helt fuldstændig kærlighed?

Litteraturen er optaget af netop det: af det svært tilgængelige, den tilnærmelsesvise, men ikke akkurate gengivelse. Af afstanden mellem det virkelige og det sande. Litteraturen er i stand til at trænge ind bag kausale forklaringer, derind, hvor det bliver bøvlet og kompliceret. Og grimt og politisk ukorrekt.

Det er en gave, en ekstra stol i tilværelsens konsultationsværelse. Og ja, psykisk sygdom er en god historie. Ligesom alle andre historier om mennesker er dét, fordi vi rummer konflikt: Kæmper med os selv, mod os selv, mellem indre dæmoner og engle, mellem fornuft og følelse. Mellem det, vi forventes at være, og dem, vi er.

Mennesket er en underlig størrelse, til stadighed overraskende, hvem havde for eksempel set komme, at Casper Christensen skulle vende sig mod Gud? At en anerkendt psykiater fra Norge skulle ende i en sag om psykiske og fysiske overgreb? Hvem regner med at miste grebet om sig selv – de færreste. Alligevel vil 82 pct. af os modtage behandling eller medicin for psykiske symptomer på et tidspunkt i vores liv.

Litteraturen hjælper os til at indse, at vi mennesker ikke kan forstås i vores helhed – kun fattes i stykker, dele. Nemmes i et nu. Røres i en sætning.

Er det ikke at drive rovdrift på lidelsen at stille den til skue som et stykke kunst, lød spørgsmålet, jeg indledte med, i sin udfoldede form. Og videre: Er det ikke at kapitalisere smerten, at sætte den på bogform, iklæde den en fængende titel: “Vanvidnet”. En forside.

Det er helt sikkert en risiko, sådan som det er det med alt andet. Med klassebevidst litteratur, med klima, med kendis. Alt kan misbruges, det er klart. Det er ikke emnets skyld, men markedets. Mediernes.

En god bog er en god bog, det, uanset om den handler om sommerfugle eller sovjetiske spioner, højhuse eller svampeudløste psykoser. Forskellen på tekst og litteratur er ikke tematikkerne, det er den form, vi iklæder emnet.

Den omhu, vi gør os i beskrivelserne, præcisionen. De vinkler, vi anlægger på prismet, gengivelsen af farvernes spil. Forsigtigheden, med hvilken vi går til stoffet. Og samtidig hensynsløsheden, den nødvendige brutalitet.

Det nytter ikke at tale om smerten som en metafor. Smerten er virkelig. Smerten er ond. Smerten er grim. En rose er ikke en rose for den deprimerede, men en ækel og stikkende plante, et betændt stykke natur, en frygtelig påmindelse om den skønhed, man ikke evner at se. Ikke orker, ikke magter.

Så jo, bøger om psykisk sygdom kan med garanti bruges som et salgstrick, en “god” historie, en slibrig og svært modsætningsfyldt fryd for den grådige læser. Det samme kan dystopier, sortsynet, de nemme fingerpeg. Braklagte marker, byggetomter, rygende ruiner.

Uhm, der er ikke noget bedre end at svælge i katastrofer. Eller klassekamplitteratur, der udpeger de gode og de onde, sådan som det ses i eventyrernes verden. Det er så overskueligt at få sandheden serveret som en salt og fed snack, næringstom, men velsmagende.

Men alt det kan heldigvis og i langt de fleste tilfælde også udfoldes med kraft og saft og kompleksitet. Med modsætningsfyldte beskrivelser, urimelige og ubærlige, med ligninger, der muligvis går op, men ikke i nogen sandhed – bare i god litteratur. En uforglemmelig læseoplevelse. Et øjebliks indsigt. Som i Ola Juléns ”Orissa”, der med klinisk præcision nagler et søm i depressionens åbne sår, hænger den til skue på den blanke sides nådesløse tavle. »Jeg er tæt på nu/ men jeg har været tæt på hele mit liv.«

Og helt modsat: Bjørn Rasmussens vilde og psykoseafspejlende skrift i digtsamlingen ”Ming”, hvor fantasier og hallucinationer blander sig med dagligdagsvirkelighed, en emhætte, en tilstoppet kloak, en emmentaler. Og så et sted imellem dagligdagens interiør: »en lille grøn mand i en drøm/ der aldrig ender.«

Er det at kapitalisere på lidelsen? Jeg synes det ikke, tværtimod. For mig at se er det at gøre en ellers lukket og ubekvem virkelighed tilgængelig for alverden. Og tak for det.