Biskopper politiserer mod Israel og for islam og muslimer

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der er efterhånden en perlerække af eksempler på, at hovedparten af vores biskopper og den gejstlige top i øvrigt inden for folkekirken agerer politisk.

Og der er en meget klar linje: Modstand, for ikke at sige had, mod Israel, ingen opbakning til danske jøder og knæfald for islam og muslimer.

I juni 2025 udsendte otte biskopper en samlet protest over Israels krigsførelse. Man opfordrede regeringen til at lægge pres på Israel. Et stykke nede i teksten kom der så en direkte opfordring til Hamas om straks at frigive de kidnappede gidsler.

Tror biskopperne virkelig, at Hamas vil efterkomme en opfordring fra otte danske biskopper?

Så naive kan de vel ikke være? Så den formulering skal vel alene tjene det formål at give et skær af en afbalanceret udtalelse. Hovedfokus for biskopperne er en fordømmelse af Israel. Og der er ingen fordømmelse af Hamas’ terrorvirksomhed overhovedet.

Det seneste eksempel på en udskamning af Israel inden for folkekirken finder vi i Viborg. Søndag den 16. november blev der holdt en forbønsgudstjeneste for forfulgte kristne med professor mso Peter Lodberg som prædikant og med domprovst Thomas Frank som liturg. Gudstjenesten er blevet arrangeret af bl.a. Viborg Stift og Stiftsudvalget for Verden.

Super godt, tænkte jeg, da jeg så indkaldelsen, om end jeg undrede mig lidt over valget af prædikant.

Vi har i den grad savnet, at kirken stod op for vore forfulgte trosfæller – især i de muslimske lande, men hidtil har der desværre været en næsten larmende tavshed og lukkede øjne i den gejstlige top af folkekirken.

Men min glæde forsvandt desværre hurtigt, da jeg i indbydelsen samtidig kunne læse, at efter selve gudstjenesten vil Peter Lodberg i sognegården holde et foredrag »om de kristnes situation i Israel og Palæstina«.

Det var da forunderligt, al den stund at hverken Israel eller Palæstina overhovedet optræder på Open Doors’ årligt offentliggjorte liste over de 50 lande, hvor forfølgelserne af kristne er værst. Det er især muslimske og kommunistiske lande.

Ved kontakt til Open Doors blev det oplyst mig, at de opererer med en liste på i alt 78 lande, og at Israel end ikke figurerer her! Og Palæstina – hvad det så end helt præcist dækker over – ligger som nr. 60 på listen.

Gad vide, hvad Peter Lodberg mon har sagt om forfølgelsen af kristne i Israel og Palæstina? Det må da have været et meget kort foredrag?

Men måske er det slet ikke det, det her handler om. De kristne i Israel og i Palæstina regnes typisk som palæstinensere. Og så er Lodberg pludselig på hjemmebane – nok hans yndlingsemne. Som tidligere generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, som formand for Det Mellemkirkelige Råd og som engageret i Betlehems venner har han alle tre steder betrådt Israel-fjendtligt land.

Og så har Lodberg sågar haft et fag på teologistudiet i Aarhus »om forfølgelse af kristne i Israel/Palæstina« – oplyst mig af en af de præster i Viborg, der var med til at arrangere forbønsgudstjenesten og foredraget.

Lodberg vil formentlig kunne holde et langt og indigneret foredrag om det forfærdelige og brutale Israel og de elendige forhold for palæstinenserne. Væk er emnet for forbønsgudstjenesten – de forfulgte kristne.

Hokuspokus – nu er emnet i stedet blevet Israels brutale forfølgelse af palæstinenserne. Så at sige ”smuglet ind” under dække af forfølgelsen af kristne.

Biskopperne og andre topfolk i folkekirken er derimod totalt tavse om andre forfærdeligheder rundtomkring i verden, bl.a. i Sudan og Nigeria.

I Nigeria sker der forfærdelige drab på mange kristne. Her er der ingen biskoppelige pressemeddelelser med fordømmelser og ingen opfordringer til den danske regering om at gribe ind. Besynderligt – for i omfang er disse krige og de humanitære katastrofer langt større end i Gaza.

Biskopperne og andre topfolk i folkekirken er også tavse, når det gælder den omfattende forfølgelse af kristne minoriteter rundtom i verden og i særlig grad i muslimske lande. Ingen biskoppelig fordømmelse af de lande, ingen pressemeddelelser og ingen opfordringer til regeringen om at lægge pres på de mange muslimske lande, hvor kristne forfølges. Tavshed.

Herhjemme har biskopperne og andre topfolk inden for folkekirken til gengæld ofte udtrykt afstandtagen til den førte udlændingepolitik og stor sympati og omsorg med asylanter og asylsøgere, hvoraf hovedparten er muslimer.

Kærshovedgaard har bl.a. haft biskoppernes fokus i forbindelse med et bispemøde i Viborg, og et kor fra Kærshovedgaard medvirkede ved ovennævnte forbønsgudstjeneste i Viborg Domkirke.

Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, afholdt for nogle år siden sammen med daværende domprovst i København, Anders Gadegaard, en stor høring i domkirken med fokus på de elendige forhold for asylanterne, særligt i Sjælsmark Kaserne.

Blandt kritikpunkterne var, at man som beboer var afskåret fra at kunne lave sin egen mad i ens bolig, men var ”tvunget” til at indtage maden på højskolemanér sammen med de øvrige beboere i en fællessal. Et uhørt overgreb!

For nylig kunne man så i Kristeligt Dagblad læse, at formanden for Det jødiske Samfund, Ina Rosen, »i den senere tid har savnet opbakning fra folkekirken«, særligt efter at en rapport fra Institut for Menneskerettigheder kortlagde den omfattende og stigende antisemitisme i Danmark.

»Det ville have varmet med opbakkende ord og en direkte tilkendegivelse af, at vi ikke står alene.«

Biskop Peter Skov-Jakobsen svarede ved at udtrykke ærgrelse over, »at danske jøder ikke har fornemmet opbakning fra folkekirken«, men mener, at en »decideret erklæring er overflødig«, da folkekirkens opbakning til jøderne »er et løbende engagement«.

Det bør her retfærdigvis tilføjes, at mange ”menige” præster i folkekirken har en anden holdning.

Biskopperne er næppe uvidende om, at jødiske børn i Danmark går i skole bevogtet af pigtråd og maskinpistolbevæbnede betjente og soldater, og at risikoen for terror i særlig grad udspringer fra islamiske miljøer. Men ingen lyd fra biskopperne i den anledning. Ingen høring herom i domkirken i København. Ingen indignation og harme. Tavshed.

Det er åbenlyst og hævet over enhver diskussion, at biskopperne og andre gejstlige topfolk i stigende grad politiserer – og at der i denne politiseren er en tydelig tendens: en pro-islam/muslimsk holdning og en anti-israelsk og jødisk holdning.

Tænk, at vi er kommet så langt ud i vores allesammens folkekirke. Foredraget i Viborg om forfølgelserne af kristne i Israel er blot det seneste eksempel. Der vil nok desværre følge mange efter.

Til slut vil jeg gerne komme med en opfordring til biskopperne: at de på det førstkommende bispemøde tager en alvorlig samtale med hinanden om den kritik, der rettes mod jeres politiseren, og den skade, I forvolder den kirke, I står i spidsen for.

Og hvis det kribler så meget i biskopperne for et politisk engagement, bør de nok melde sig ind i et politisk parti. Kirken skal de i hvert fald ikke have lov til at misbruge.