Trumps "fredsaftale" forråder Ukraine – og hele den regelbaserede verdensorden

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg må sige, at jeg er ret overrasket og chokeret over de seneste analyser af den såkaldte »fredsaftale« for Ukraine, som blandt andet Olfi og Geopol har fremlagt – nemlig påstanden om, at aftalen ved nærmere gennemlæsning ikke er så slem for Ukraine som først antaget.

Jeg er paf og helt uenig. Det er en aftale, der ensidigt gavner USA og Rusland og er en katastrofe for Ukraine, Europa og den regelbaserede verdensorden.

Ifølge aftalen står Ukraine til at miste omkring 20 pct. af sit territorium – herunder områder, der endnu ikke er besat af Rusland – mod løse sikkerhedsgarantier og en bekræftelse af dets suverænitet. Til gengæld skal Ukraine skrive ind i sin forfatning, at landet aldrig kan blive medlem af Nato, og Nato skal tilsvarende love ikke at optage Ukraine. Vi har set den slags garantier før – og vi ved, hvor lidt de er værd.

Da Ukraine i 1990’erne opgav sine atomvåben, garanterede blandt andre Rusland, Storbritannien og USA landets suverænitet og grænser. Hvordan det gik med det løfte, ved vi alle!

I dag er tilliden til sikkerhedsgarantier næppe blevet større. Hvor trygge kan vi være ved Natos løfter, når det i sidste ende afhænger af den politiske vilje i Washington? Vil USA – og især Trump – virkelig komme et medlemsland, endsige Ukraine, til undsætning, hvis det for alvor brænder på? Det er tvivlsomt. Samtidig skal Ukraine endda betale USA for de såkaldte garantier.

Rusland forpligter sig på sin side til at respektere aftalen, ligesom det ”forventes”, at Rusland ikke vil invadere nabolande – men også det har vi hørt før.

Når Kreml får appetit på mere, er det sjældent Rusland, der formelt angriber. I stedet dukker der ”frihedskæmpere” og ”små grønne mænd” uden kendetegn op, eller Ukraine bliver udråbt som aggressoren eventuelt ved en såkaldt ”false flag-operation”, hvor Rusland iscenesætter et angreb, der får det til at se ud, som om Ukraine står bag. Derved kan Rusland hævde at ”forsvare sig”. Mon ikke Trump vil købe ind på den fortælling? For derved falder USA’s sikkerhedsgarantier også bort.

Ukraine skal genopbygges med Ruslands indefrosne midler, bidrag fra Verdensbanken – der vil udvikle en særlig finansieringspakke for at fremskynde genopbygningen – samt et europæisk bidrag på yderligere 100 mia. dollars for at øge den samlede pulje. USA derimod skal ikke bidrage med en eneste dollar.

Tværtimod er det USA, der skal lede genopbygningen og investeringerne i Ukraine – en opgave, som ifølge aftaleudkastet vil give amerikanerne (og måske Trumps familie og venner?) 50 pct. af overskuddet fra projektet. Har det mon været et krav fra amerikansk side – eller en regulær gave fra russisk side?

Ifølge aftalen bevarer Ukraine formelt sin suverænitet – men får ikke selv lov til at bestemme, hvornår der skal afholdes valg. Det skal nemlig ske inden for 100 dage efter aftalens underskrivelse. Aftalen fastslår også, at al »nazistisk ideologi og aktivitet« skal afvises og forbydes.

Men hvem skal afgøre, hvad der er »nazistisk«? Er det Rusland? Det har de jo allerede gjort – ifølge Kreml er præsident Zelenskyj selv nazist. Man ser for sig et scenarie, hvor Rusland får indsat en marionetregering og dermed sikrer Ukraine samme loyalitet som Lukasjenko-styret i Hviderusland. En såkaldt hvideruslandificering. Derved har Rusland reelt kontrol over hele det nuværende Ukraine.

Ukraine får ifølge aftalen lov til at blive medlem af EU – ja tak, det er da trods alt ikke USA eller Rusland, der bestemmer det. For Rusland er det måske en beskeden pris at betale, men samtidig et træk, der kan vise sig at splitte EU indefra. Putin har jo i forvejen Orban siddende ved bordet, en mand, der ganske bekvemt kan stikke en kæp i hjulet for det hele.

Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen får i Geopol næsten tårer i øjnene ved tanken om, at de ukrainske børn, der befinder sig i Rusland, ifølge aftalen måske kan vende hjem sammen med krigsfanger og gidsler.

Måske – men hvilke garantier er der for de ukrainere, der bor i de områder, som ifølge aftalen skal overgå til Rusland?

Ifølge Office of the United Nations High Commissioner for Human Rights (OHCHR) har Rusland som besættelsesmagt systematisk tilbageholdt civile i de besatte områder. De er blevet udsat for tortur, mishandling, vilkårlig detention, ”forsvindinger” og manglende retlig beskyttelse. Ifølge Human Rights Watch har russiske styrker begået udbredte krigsforbrydelser og andre overgreb; hvem husker ikke massakren i den ukrainske by Butja, hvor russiske soldater systematisk nedslagtede civilbefolkningen. Ifølge Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) er der dokumentation for omfattende brud på international humanitær ret. Listen er lang.

Ifølge aftalen vil parter involveret i konflikten modtage fuld amnesti for deres handlinger under krigen og accepterer ikke at fremsætte krav eller behandle klager i fremtiden.

Det svarer til, at en kvinde bliver voldtaget, at hendes voldtægtsmand og en forbipasserende efterfølgende udarbejder en aftale om, at ingen skal retsforfølges, og tvinger kvinden til at underskrive aftalen. Personer, der har begået ufattelige krigsforbrydelser vil ifølge aftalen gå fri, og Putin kan igen dukke op på den røde løber i alverdens lande. Under normale omstændigheder ville en sådan aftale, der reelt ophæver de internationale retsprincipper, være utænkelig – men altså ikke her.

På det seneste har Det Hvide Hus ladet forstå, at aftalen ikke er endelig, og at der fortsat kan forhandles. Zelenskyj og de europæiske ledere, der støtter Ukraine, synes dog at være gået i panik – eller som anden: De ser rolige ud på overfladen, men padler som bare pokker under vandet.

Man bukker og skraber for Trump, roser ham som en fantastisk leder og taler om de store fremskridt, han har opnået, mens man i virkeligheden febrilsk forsøger at justere i aftalen.

Og ja, jeg skriver justere, for der er ikke tale om et reelt eller rimeligt forhandlingsudspil, men et forslag, der ligger så langt fra enhver form for balance, at det er svært at se et endeligt resultat, som ikke vil blive en katastrofe – for Ukraine, for Europa og for den internationale retsorden.

Rusland kan nu genopbygge sit forsvar og koncentrere sig om den næste luns. Intet tyder nemlig på, at Rusland vil stoppe ved Ukraine. Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer i sin seneste analyse, at Rusland aktivt er i gang med at genopbygge og modernisere sin militære styrke med det formål at kunne udfordre Nato i løbet af de kommende år. Hvis krigen i Ukraine afsluttes – eller blot fryser fast – vil Rusland inden for kort tid, ifølge FE’s vurdering, kunne mobilisere til en lokal krig mod nabolande eller endda true Nato-lande direkte.

Hvis en sådan aftale gennemføres, er det ikke blot Ukraine, der taber. Det er også Europa – og den regelbaserede verdensorden, som har været fundamentet for vores sikkerhed siden Anden Verdenskrig. En aftale, der belønner aggression og anerkender territoriale gevinster opnået gennem invasion, sender et klart signal til resten af verden: Magt trumfer ret.

Vi er tilbage ved Jalta, hvor stormagterne delte verden imellem sig. De små nationer, der har store og sultne naboer, som nu lugter morgenluft, bør se sig godt over skulderen.

Taiwan, Danmark/Grønland, Norge, Canada, Venezuela, Panama, Estland, Letland, Litauen, Georgien og Moldova – watch out, you might be next in line.