Regeringen er i gang med en åndelig nedrustning af folkeskolen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Mette Frederiksen, Mattias Tesfaye og Ida Auken taler smukt om »åndelig oprustning« af Danmark, men præcis samtidig har de igangsat, hvad man kan kalde »en systematisk åndelig nedrustning« af folkeskolen. Der er tale om en retning, der udgår direkte fra Socialministeriet, hvor partikollega og minister Sophie Hæstorp Andersen (S) sidder ved bordenden. Det giver lige præcis nul mening.

»Kan vi ikke godt aftale, at du hører efter nu?« Nogenlunde sådan siger den trætte lærer i en ny tv-udsendelse, der belyser uro på aarhusianske folkeskoler. Larmen i klasselokalet er øredøvende, og alle elever ser ud til at have gang i hver sit. Læreren smiler anstrengt, og hun ser ud til at hænge i med det yderste af neglene.

Sådan er hverdagen i alt for mange danske folkeskoler. Undervisningen kæmpes igennem – ofte med et beskedent udbytte, elever oplever mistrivsel, forældre er utilfredse, og alt for mange lærere har en oplevelse af ikke at komme i mål med opgaven, hvilket for flere og flere ender med, at de forlader lærergerningen.

Det kan selvfølgelig ikke blive ved med at gå. Eleverne skal jo lære noget. Alt for ofte ender hele debatten i en diskussion om ressourcer, og vi er ikke uenige i, at man i nogle kommuner kan vælge at prioritere anderledes, end man gør i dag, men sagen er den, at uanset hvor mange penge der postes i skolen, kan den ikke fungere, hvis man ikke tager den alvorligt som samfundsinstitution.

Investeringer i folkeskolen lyder altid sympatisk og væsentligt, men det, der er allermest behov for, er at genstøbe hele folkeskolens fundament og placere folkeskolens formål der, hvor det hører hjemme: øverst.

I stedet for skolens formål er det ofte alt muligt andet, der fylder i skolens hverdag: opfyldelse af elevernes behov, forældrenes forventninger og kommunernes nyeste idéer. Oven i alle udfordringerne er der kommet et ”kommunalt børnesyn”, der fungerer som benzin på bålet.

Socialministeriet opfordrer kommunerne til at indføre et ”fælles børnesyn”, og selvom der i princippet skal ske en lokal inddragelse og debat, ligner mange børnesyn hinanden. De kommunale børnesyn skal efterleves af pædagoger og lærere.

De kommunale børnesyn er typisk centreret om barnet som rettighedshaver. ”Skolen skal tilpasse sig barnet”, ”barnet skal høres og inddrages” og ”barnet gør det så godt, det kan”. Det kan alt sammen lyde lunt og dejligt, men oversat til folkeskolens hverdag bliver det en tænkning, der tilsidesætter undervisning, fællesskab og dannelse.

Hvis en lærer for eksempel beder en elev, der støjer meget, og som nægter at høre efter, om at forlade klasseværelset, kan læreren få at vide af sin leder, at læreren ”ikke har det rette børnesyn”.

Varetagelsen af den enkelte elevs behov og impulser er ved at æde folkeskolen op indefra, og det “kommunale børnesyn” bidrager til dette.

Børnesynet skaber en konsensus om, at individet er og skal være i fokus, og skolen skal tilpasse sig barnet. Eleverne forhandler, for det er jo en rettighed, de har. De tiltros et ansvar for deres egen læring, de ikke er klar til. På den anden side tiltros de intet eller et meget beskedent ansvar for deres egen adfærd. Hvis de opfører sig grænseoverskridende, må det være noget i ”skolens ramme”, der er galt, og som skal korrigeres.

Forældrene bliver i hele denne tænkning til en form for velfærdsforbrugere, der skal serviceres så godt, som det overhovedet kan lade sig gøre. De skal have individuelle løsninger til netop deres barn; det manglede bare. Men folkeskolen er indrettet som en dannelsesinstitution og et fællesskab – ikke som et serviceorgan, der skal efterkomme ethvert tænkeligt behov. Når skolen skal alt dette, brænder den sammen, og alt det vigtige arbejde med kundskaber og dannelse ryger lige lukt ud ad vinduet.

Hvis vi skal arbejde med et syn, bør det være et skolesyn, hvor samarbejdet mellem skolens parter præciseres. Folkeskolen skal ifølge sin formålsparagraf lære eleverne at indtræde i »et samfund med frihed og folkestyre«, men det er ikke det, der lægges op til med børnesynet. Fokus rettes mod det enkelte barns behov nu og her – og ikke mod elevens langsigtede behov.

Grundlæggende kan man sige, at den demokratiske samtale er afgørende for elevernes dannelse, men hvis eleverne ikke lærer at opføre sig hensynsfuldt over for fællesskabet, kommer den demokratiske samtale aldrig i gang.

Børnesynet appellerer til vores impulser, vores selvretfærdighed og vores lyst til, at verden skal blive, lige præcis som vi ønsker det.

Således bliver børnesynet det stik modsatte af det, regeringen stræber efter, hvis vi ellers har forstået det korrekt. Det bliver én stor bevægelse indad mod navlen i stedet for udad mod det samfund, vi er en del af.

Selvom vi foretrækker at anvende ordet ”dannelse” frem for det lidt mere svulstige ”åndelig oprustning”, er vi formentlig enige om retningen. Folkeskolen har en opgave med at introducere eleverne til den viden, den kultur og de værdier, de får i arv. Det kan den bare ikke, hvis den hele tiden skal arbejde med operationelle benspænd.

Vi mener, at tingene ganske enkelt har behov for at blive vendt om:

Lærerne skal på banen som eksperter i folkeskolen. Lærerne skal sætte sig forrest i bussen. De skal gøre sig selv ansvarlige for analysen af folkeskolen og derved også stå som en samlet autoritet foran eleverne. De skal definere nogle helt tydelige regler for klasseledelse og klassefællesskab, og skolens formål skal stå klart for alle skolens aktører.

Rollefordelingen skal være helt tydelig. Det skal formidles, hvem der tager sig af hvad, og hvad vi er fælles om.

Elever og forældre skal inddrages i, hvad der er folkeskolens mission. De skal vide, hvad vi forventer af dem: at det er vigtigt at deltage i forældremøderne. At vi har forventninger til eleverne. At der er noget konkret indhold, eleverne skal lære. At vi stiller krav og forventninger til både elever og forældre. Det er rimelige krav, de kan leve op til, men som vi også forventer, de lægger sig i selen for at nå.

Forventninger er ikke farlige, de er tværtimod tillidsskabende. Forventninger til adfærd er rammesætning. Når eleverne træder ud af skolen og kommer til at skulle være sammen med andre mennesker i forskellige fællesskaber, vil de møde forventninger. Det er derfor, man skal øve sig i og bakkes op i at tage fællesskabet seriøst i skolen. Træning i at deltage i et fællesskab er også træning i medborgerskab.

Vi foreslår, at regeringen lægger ud med tre konkrete greb, der er afgørende for, at vi kan komme i gang med dannelsesarbejdet:

1) Afskaf det kommunale børnesyn, der udgår fra Socialministeriet. Ret i stedet fokus mod folkeskolens formålsparagraf, hvor det netop tydeliggøres, at elever og forældre samarbejder om at leve op til folkeskolens formål.

2) Formuler et charter, der kan vejlede skoler og forældre i, hvordan man arbejder bedre sammen. Dette skal udbredes på læreruddannelsen, hvor der skal være forberedelse i, hvad der er lærerens opgave, når de træder ind i folkeskolen.

3) Understreg folkeskolens egentlige formål: undervisning og dannelse, og sæt lærerne i spidsen for denne opgave. Tydeliggør dette for folkeskolens mange aktører.

Hvis regeringen stiller sig i spidsen for dette, er der en reel mulighed for, at folkeskolen kan genrejses, og at den også kan skabe dannelse eller ”åndelig oprustning”.