Tænk småt først – så bliver EU stærkt igen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Europa befinder sig der, hvor vores evne til at skabe velstand og sammenhængskraft ikke længere kan forudsættes, men aktivt skal generobres.

Det er den underliggende erkendelse, der driver både Enrico Letta-rapporten om det indre marked og Mario Draghis analyse af Europas konkurrenceevne. De to rapporter er forskellige i form, men fælles i deres diagnose: Europa er blevet tungere, langsommere og mindre risikovilligt, end en moderne økonomi bør være. Det presser EU’s konkurrenceevne enormt.

Alligevel mangler der noget i begge rapporter. En blind vinkel, som er bemærkelsesværdig, fordi den er så indlysende: Nemlig at 99 pct. af Europas virksomheder består af SMV’er.

Når vi taler om Europas produktivitet, om innovation, modstandsdygtighed, arbejdskraft og investeringer, taler vi næsten altid ud fra et billede af det store selskab med globale værdikæder. Men det er ikke virkeligheden. Europa er ikke en økonomi af koncerner. Europa er et kontinent af små og mellemstore virksomheder. 26,1 millioner af dem. De skaber to tredjedele af alle private job og mere end halvdelen af værdiskabelsen. De uddanner størstedelen af de lærlinge, der holder vores velfærdssamfund i gang.

Alligevel lyder de fleste europæiske regler, som om de er skrevet til nogen helt andre. De er skrevet til en type virksomheder, der er de færreste: store virksomheder med compliance-afdelinger, der kan håndtere komplekse datastrømme og bundne rapporteringskrav. Men i langt, langt hovedparten af de danske og europæiske virksomheder har man under 10 ansatte. Ejeren må gøre det hele selv. Så bureaukratiet går direkte ud over tid, omsætning, kunder og udvikle virksomheden.

Det er baggrunden for, at EU i 2008 besluttede, at erhvervsrettet lovgivning skulle bygges op fra den mindste virksomheds perspektiv. Princippet blev kaldt ”Tænk småt først”. Ud fra erkendelsen af, at hvis regler fungerer for de mindste, fungerer de for alle. Men princippet blev mest en skåltale fremfor at handle derefter og gøre det til en styringslogik.

Så EU fortsatte med at producere regler, der rammer de virksomheder, som skulle være princippets hovedmodtagere. Også selvom EU’s stats- og regeringschefer sidste år bekræftede, at »kommissionen (bør) anvende ”tænk småt først”-princippet, når den udformer ny lovgivning«.

Draghi beskriver dette som en kronisk belastning af Europas produktive kapacitet. Letta taler om et indre marked, der ikke længere leverer. Begge peger på den samme kerne: at byrderne vokser hurtigere end evnen til at arbejde, investere og omstille sig. Vi har derfor i SMV’ernes europæiske paraplyorganisation, SMEunited, lanceret et Think Small First Charter, som vi forsøger at få ministre, politikere og virksomheder til at støtte. Og også gerne det danske EU-formandskab.

Charterets hovedprincipper er enkle: Erhvervspolitik skal udformes fra SMV’ernes perspektiv, så regler fra begyndelsen bliver praktisk anvendelige for de mindste virksomheder. Konsekvenserne for små virksomheder skal vurderes både direkte og indirekte fra start og hele vejen gennem lovprocessen i stedet for at skrive regler til store virksomheder og derefter forsøge at tilpasse dem.

Endelig skal lovene være SMV-venlige. F.eks. ved at virksomheder kun én gang skal indberette til det offentlige, og derpå bliver det genanvendt digitalt (selv i et højt digitaliseret samfund som Danmark kæmper vi med det). Eller ved at virksomhederne får ordentlig tid til at indrette sig på ny lovgivning samt får gode råd fra myndighederne, før de bliver dunket oven i hovedet med sanktioner.

Dette er mere end en teknisk øvelse. Det er et opgør med en reguleringskultur, hvor vi i alt for mange år har accepteret, at reglerne vokser. At kompleksitet anses som et tegn på seriøsitet. At detaljer er et udtryk for ansvarlighed. EU har brug for at gøre op med denne tankegang. Derfor insisterer charteret på en kulturel drejning: fra kontrol til tillid.

Europa har også brug for langt mere systematiske mekanismer for implementering. Alt for ofte er det ikke selve EU-reglerne, der skaber byrderne, men forskellig implementering i de 27 medlemslande.

Det er en af hovedårsagerne til, at Letta taler om et indre marked, der eksisterer i teorien, men ikke i praksis. Her er ”tænk småt først” ikke en niche, men forudsætning for at skabe ét marked med ensartet praksis. Små virksomheder rammes hårdest, fordi de mangler ressourcer og muligheder for at navigere i nationale afvigelser.

Når man bevæger sig rundt i Europa, som jeg gør i mit EU-arbejde, står netop dette problem tydeligt frem: Virksomheder har ikke for lidt vilje til at investere i grøn omstilling, i digitalisering, i AI eller i nye forretningsmodeller. De har for lidt tid. De møder for mange uforudsigelige krav og for mange tekniske processer, der kommer oven i alle de andre. Så ”tænk småt først” er både et princip og et strategisk svar på Europas største udfordring: Hvordan vi frigør tid og kapital til innovation og investering.

Det er netop her, Letta og Draghi bør læses i sammenhæng. Letta taler om behovet for et stærkere indre marked med færre barrierer. Draghi taler om behovet for massiv investering og en mindre kompleks regulatorisk ramme.

Men ingen af dem siger helt eksplicit, at vejen til begge dele går gennem en radikal forenkling for små virksomheder. Det nye ”tænk småt først”-charter binder de to spor sammen og foreslår en praktisk styringsmodel. I respekt for, at tid er en knap ressource i virksomhederne.

Lykkes vi med det, bliver reglerne lettere at implementere, håndhæve og til at forstå. De bliver også bedre for de store virksomheder, der ofte kæmper med nøjagtigt de samme problemer som de små, blot med flere interne led. Og de bliver bedre for myndighederne selv, fordi digital struktur, klarhed og proportionalitet eliminerer unødige procedurer og frigiver ressourcer til de steder, hvor regulering reelt skaber værdi.

Forenkling og SMV-venlig lovgivning kan styrke konkurrenceevnen inden for en række områder: F.eks. AI, hvor mange SMV’er i dag er usikre på, hvordan de kan udnytte alle de nye muligheder, når de mødes af et hav af komplekse regler. Eller inden for energi og klima, hvor små virksomheder ofte er frontløbere, men samtidig presses af umulige dokumentationskrav. Hvis virksomhederne bliver ved med at drukne i værdiløse, administrative opgaver, taber vi som kontinent.

Når vi taler om Europas fremtid, taler vi ofte om store visioner. Men kontinentets reelle styrke findes i det små. Ikke som sentimental fortælling, men som realøkonomisk kendsgerning. Europa bliver ikke stærkt ved at tænke stort først. Europa bliver stærkt ved at tænke klogt. Og klog regulering begynder altid med dem, der har mindst tid og mest ansvar.

Bundlinjen er, at vi har brug for at ”tænke småt først” og handle derefter, for så bliver EU stærkt igen. EU’s fremtidige økonomiske styrke starter med, at vores politiske system spørger sig selv, hvordan nye regler skal fungere i de små virksomheders hverdag, når det er klar til at trække de store politiske visioner ned over hovedet på SMV’erne.

Svaret på det afgør, hvad der fungerer for Europa som helhed.