Stem på dem, der sætter Danmark først

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg kom hjem fra en rejse til Mellemøsten i denne uge og så de mange sjove, flotte plakater, der hænger i lygtepæle, på træer og stakitter i anledning af kommunalvalget. Men desværre også idiotiske plakater som ”Opløs staten Israel”.

Jeg husker tydeligt den første gang, jeg selv hang i en lygtepæl med mit navn og billede. Det var i 1997, da jeg blev valgt til Borgerrepræsentationen i København.

Jeg var radikal dengang, men med tiden blev jeg realist. Værdikonservativ. Det er jeg stadig, og vi har brug for politikere, der ærligt tør melde ud, at de er værdikonservative. At de tror på Gud, konge, folkekirke og fædreland. Dem, der sætter Danmark først. Uanset parti.

Min politiske rejse fik sit afgørende skub under Muhammed‑krisen i 2005. Først da blev det klart for mig: Jeg var ikke naiv værdirelativist. Jeg var værdikonservativ. Nationalkonservativ. I Danmark er jeg ikke født, men her har jeg hjemme.

Jeg fandt ud af, at nogle værdier er bedre end andre. De vestlige frihedsværdier, som udspringer af kristendommen, er de bedste.

Tegningerne af Muhammed i Jyllands‑Posten spredte sig hurtigt. Personer, der hader Danmark og vores værdier, slog sig sammen. Vores indre fjender var de værste. I dag kalder vi det den tredje erkendelse på grund af dygtige politikere som Frederik Vad (S).

Dengang skjulte de det ikke engang. Danmark skulle ned med nakken. Godt, det ikke lykkedes.

Jeg forlod Det Radikale Venstre. Det var hårdt, fordi jeg holdt så meget af Marianne Jelved og familien Helveg. Men det var rigtigt. Jeg tog ad omveje skridtet til Det Konservative Folkeparti. Først under Lene Espersen.

Lene var nationalkonservativ. Vi var enige om det meste, og hun var en langt bedre formand, end medierne beskrev hende. Da hun blev gået, vidste jeg, at nu skulle jeg videre. Jeg lukkede ned og forlod Danmark.

Efter fire år i Washington DC som seniorforsker på Hudson Institute savnede jeg mine børn, og de savnede mig. Jeg fløj hjem hver 14. dag for at være sammen med dem. Det var hårdt, men professionelt var jeg lykkelig. Jeg lavede radioprogram, var ekspert mange steder, holdt mange foredrag osv. Økonomisk uafhængig, og hvis ikke lige det havde været for De Konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen, var historien nok sluttet der.

Men i efteråret 2014 fik De Konservative ny formand, Søren Pape Poulsen. En totalt ukendt borgmester fra Viborg, men ægte nationalkonservativ. Det hjalp dog ikke på meningsmålingerne. De Konservative stod ekstremt dårligt. Det skulle der rettes dramatisk op på. Brian sagde lige ud, at partiet havde brug for mig.

De Konservative brugte næsten tre måneder på at overtale mig til at vende tilbage. Søren Pape lå ned på det tidspunkt. Alle sparkede til ham. Det blev ikke sidste gang.

I slutningen af 2014 inviterede Søren mig til frokost hos Ida Davidsen. Jeg må sige, at han så virkelig ud, som om han var ked af det. Han fortalte, at det var hårdt, og han ville virkelig sætte pris på, hvis jeg kom tilbage. Jeg vil gerne overveje det, svarede jeg.

I marts 2015 annoncerede jeg, at jeg vendte tilbage. Jeg holdt et pressemøde, og det var her, jeg på baggrund af terrorangrebene i København den 14. februar annoncerede begrebet nazi-islamisme.

I begyndelsen opdagede ingen det, men senere kom der en vældig reaktion i medierne, som jeg tror bundede i, at de fleste journalister slet ikke kender til de debatter, der foregår på tænketanke i USA og andre steder. Måske havde det også noget at gøre med, at de fleste journalister er venstreorienterede eller bare er værdirelativister.

Jeg mener, der er ondskab i denne verden. Vi så det i Syrien, da først Isis og siden regimet dræbte titusinder fra Aleppo til Raqqa. Vi så det, da Boko Haram myrdede op mod 2.000 civile i Baga i Nigeria, og vi så det, da Hamas angreb Israel under massakren den 7. oktober 2023. Senest så vi det i El Fasher i det vestlige Darfur, da RSF den 26. oktober 2025 dræbte mindst 1.500 civile i løbet af få dage. Jeg mener, man bør kalde ondskaben ved rette navn for at identificere ondskaben og bekæmpe den.

Nazi-islamisme var på en måde et pædagogisk, fordansket ord for islamo-fascisme. Islamo-fascisme er et udbredt og velkendt udtryk i amerikansk litteratur. Det står faktisk i New Oxford American Dictionary og blev introduceret helt tilbage i begyndelsen af 1990’erne, men vakte for alvor interesse, da den amerikanske præsident George W. Bush i 2005 brugte udtrykket i en tale hos tænketanken National Endowment for Democracy: »Nogle kalder ondskaben for islamistisk radikalisme; andre, militant jihadisme; og igen andre, islamofascisme.«

Islamismen henter sin inspiration i 20’ernes, 30’ernes og 40’ernes nazisme og fascisme. Det er naturligvis herfra, de mange paralleller til nazismen har deres ophav, og det er derfor, det giver mening at anvende betegnelsen nazi-islamisme. Men mest af alt opfandt jeg nazi-islamisme, fordi danskerne kender nazismens ondskab. Jeg ville skelne mellem den ondskab, der udfoldede sig den 14. februar, og islam som religion.

Søren Pape havde allerede udtalt noget lignende. Han sagde, at de fundamentalistiske krigere, der lige nu vinder frem i Mellemøsten, bliver slået over én kam med danske muslimer, når de omtales som muslimer, og påpegede, at kritikken ikke skulle misforstås som en opfordring til en mildere omtale af Boko Haram og Islamisk Stat, men at man anstændigvis bør kalde ondskaben ved rette navn.

Vi var enige. Endelig en politisk leder, der var ægte værdikonservativ og troede på Gud, konge, folkekirke og fædreland. Det var ikke bare noget, han sagde i sine taler. Han mente det.

På landsrådet i 2019 kom det ultimative bevis på, at Søren og jeg politisk var helt på linje. »Naser står på demokratiets og ytringsfrihedens side,« sagde han, efter han havde æret de medlemmer i salen, som havde været udsendt, bl.a. Caspar Stefani, der nu stiller op på Frederiksberg.

»Han har opfordret til en reformation af islam, vel vidende at det kan koste ham livet. I dag er Naser beskyttet døgnet rundt af Politiets Efterretningstjeneste. Kæmp for alt, hvad du har kært, Naser. Resten af dén sætning har du selv taget stilling til. Og hvor mange kan egentlig sige det?«

De fine ord vil jeg aldrig glemme ham for. Jeg savner politikere, der tør melde lige så klart ud. Der tør kæmpe for de institutioner, der forsvarer nationens suverænitet, bevarer den nationale og kulturelle identitet og styrker det nationale fællesskab.

Søren Pape var ikke perfekt, men hans nationalkonservative udgangspunkt er savnet, fordi nationalkonservatismen er forudsætningen for sammenhængskraften og vores frihed. Nationalkonservatisme er på fremmarch i Vesten, men næsten fraværende i Det Konservative Folkeparti i dag. Partiet har mange dygtige borgmestre og lokalpolitikere, men lokalpolitik er ikke ideologisk.

For godt og vel 2.000 år siden besøgte Paulus den græske havneby Korinth, som var kendt for sin rigdom og moralske udfordringer. Efter hans afrejse opstod splittelser i menigheden: Nogle sagde: »Jeg hører til Paulus«, andre: »Jeg hører til Apollos«. Paulus skrev et brev fra Efesos og kaldte menigheden til enhed: Troens fællesskab bygger ikke på persondyrkelse, men på Kristus alene.

Det princip gælder stadig: Vi kan være uenige om meget, men aldrig om vores grundlæggende skikke, normer og værdier. De demokratiske værdier, udsprunget af vores kristne tradition, skal vi være stolte af. Vores pligt er at styrke og udbrede og beskytte institutioner, der værner om danske værdier: fædrelandet, kongehuset, folkestyret og folkekirken. Men også hverdagsinstitutioner som skoler, daginstitutioner og ældrepleje.

Danske værdier skal stå i centrum alle steder.

Når du går forbi en valgplakat inden kommunalvalget den 18. november, så tænk over, hvem der kæmper for Danmark og for vores værdier. Min egen rejse fra Radikale Venstre til værdikonservativ er et eksempel på, at det ikke handler om moderat konsensus, men om at stå fast på det, der virker og beskytter Danmark.

Danmark først. Uanset parti.