Højskolerne er skabt til åndelig oprustning

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi kan ikke længere bilde os selv ind, at Danmark er et land uden fjender. Krigen i Europa, islamistisk ekstremisme, stormagtschauvinisme og en opløsning af sociale bånd på de indre linjer truer både vores ydre og indre sikkerhed. Når statsministeren søsætter åndelig oprustning, så er det på høje tid, for vi er allerede bagud på point.

Danmark kan ikke forsvares med våben alene. Før vi kan beskytte landet med muskler, skal vi vide, hvad det er ved Danmark, der er værd at kæmpe for. Og her halter vi. For mange unge – og mange danskere i det hele taget – står i dag uden retning, uden sprog for det væsentlige og uden fornemmelsen af at høre til i et større vi.

Den åndelige oprustning skal begynde nu. Og højskolerne er som skabt til denne opgave. Det ligger simpelthen i vores dna, da vi siden grundlæggelsen af Danmarks første højskole i Rødding i 1844 har haft som formål ikke bare at uddanne mennesker, men også at danne dem, skabe et folk med en folkeånd. Folkeånd forstået som en bevidsthed om, hvad det er, der binder os sammen som danskere: historien, sproget, vores kulturkristne baggrund, værdierne, normerne, traditionerne, folkestyret – alt det, vi på højskolesprog kalder folkeoplysning.

Vi har aldrig haft mere viden – og aldrig haft mindre hukommelse. Danmark er truet indefra af et værdimæssigt hukommelsestab. Når et samfund glemmer, hvad det kommer af, glemmer det også, hvad det skal. Når poesien og fortællingerne ikke længere bliver brugt som udtryk for det, vi holder af, mister vi det sprog, der skal forklare storheden i livet. Samlet set er det folkeånden, der forsvinder ud af vores fælles hjem, mens vi står i entréen og swiper med rullekufferten klar til næste afbudsrejse – væk fra det hele.

Det kan virke provokerende at tale om, hvilke værdier der er værd at kæmpe – og i sidste ende dø for – i et land, der har vænnet sig til fred som en naturtilstand. Men verden er forandret. I Ukraine ser vi unge mennesker ofre livet for deres idealer. Dybest set er det de samme idealer og værdier, vi selv hylder: at vi kan leve som frie mennesker i et frit land med stemmeret, ytrings-, trykke-, forsamlings- og religionsfrihed, parlamentarisme og ligestilling.

Krigen i Europa og de udefrakommende trusler bør være et wakeupcall, der får os til at forstå, at disse værdier ikke er pyntelag på et neutralt system. Nej, de er selve fundamentet for Danmark og Europa – den vestlige verden.

Vi har for længe levet med den illusion, at selv store problemer kan løses gennem dialog og kompromis. Det er også en god demokratisk tilgang. Men den holder ikke, når den, vi vil i dialog med, har et værdisæt, som truer de værdier, vi gennem generationer har skabt vores samfund på – vores selvforståelse – og hermed i sidste ende truer vores land. Da skal vi være parat til at kæmpe. Og vi skal vide, hvad det er, der er værd at kæmpe for.

Det vidste man i Sønderjylland efter nederlaget i 1864, hvor det netop var den fælles historie, den danske sang og de danske traditioner – fornemmelsen af en dansk folkeånd – der var med til at bevare danskheden og sikre Genforeningen i 1920. Det var i den periode, at sangen ”Det haver så nyligen regnet” blev skrevet (1890) med linjerne: »Og de tro’de, at hjertebånd kan briste, og de tro’de, at glemmes kan vor ret! De skal vide, de aldrig ser de sidste, de skal vide, at ingen bliver træt.«

Og det var i den periode (1867), at ”Altid frejdig, når du går” blev skrevet med de stærke linjer: »Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder.«

Man vidste det under Besættelsen, hvor tusindvis af danskere gik til kamp mod den nazistiske besættelsesmagt, og hvor digtere som Morten Nielsen, Kaj Munk og Poul Henningsen støbte poetiske kugler til modstanden.

Vi har således en historisk erfaring med os, at når det gælder, skal vi – som i den gamle myte – være beredt til at lægge armen i Fenrisulvens gab, og tør vi det ikke, ender vi med at miste det hele uden kamp. Derfor skal åndelig oprustning være konkret. Vi skal klart kunne svare på, hvilke værdier vi vil slås for – i sidste ende gå i krig for. Og vi skal vide, hvem vi er, når vi gør det. Derfor starter åndelig oprustning med at blive bevidstgjort om de dyder, vi længe har gemt væk: mod, ansvar og fædrelandskærlighed.

På højskolerne skaber vi de forpligtende fællesskaber, som er grundlaget for sammenhængskraften og hermed fundamentet for den tillidskultur, der bærer vores unikke civilsamfund. Vi fortæller elever og kursister ind i en fortælling, der er større end dem selv. Vi giver sprog til det, der er værd at leve for. Når livet gør ondt, eller når frygten er ved at tage magten fra os, synger vi Jens Rosendals ”Forelskelsessang” med linjerne: »Livet det er livet værd på trods af tvivl og stort besvær.«

Højskolesangbogen – den folkelige sang – er et af de vigtigste bidrag i den åndelige oprustning, fordi sangene sætter ord på det værdifulde: livet, troen, Danmark, historien osv. Vi har den erfaring med os, som Benny Holst digter om i sangen ”Julies sprog”: Det er lettest at holde et folk i skak, som slet ingen sange har.

Folkehøjskolerne er væksthuse for den historisk-poetiske dannelse, der mangler i et samfund, hvor alt for meget måles og testes. Og meget tyder på, at det også er dét, som folk ser højskolerne som bærere af, når vi netop er kåret som Danmarks vigtigste immaterielle kulturarv. Ikke for at blive udstillet – men for at blive brugt. Vi kan give et kompas at navigere efter i en urolig verden, hvor usikkerheden breder sig.

Højskolen er et sted, hvor man lærer, hvad det vil sige at være et folk. At et folk ikke er en race eller en blodtype – men en fælles fortælling om et sprog, en kultur, en historie og en bevidsthed, der har skabt frie mennesker i et frit land.

Det var Grundtvigs store projekt at bygge »et åndeligt Danevirke i hver mands hjerte«. Ikke en mur mod omverdenen, men en mur mod opløsning og ligegyldighed. Åndelig oprustning er det samme, og den er nødvendig, hvis ikke en ligegyldiggørelse af vores værdier skal lulle os i søvn.

Der skal bygges radarer og droner og købes kampfly. Men det stærkeste våben er stadig det, der hamrer i vores bryst. Og det er ved at tabe pusten. Derfor: Styrker vi ikke folkeånden nu, kan vi risikere, at Danmark tabes – ikke nødvendigvis til en invasionsstyrke, men til ligegyldigheden.

Det er derfor på tide, at vi udskifter den mentale papkrone med et skjold. For der er værdier, der er værd at leve for. Og værdier, der er værd at dø for.

Det er ikke militarisme at tænke sådan. Det er mod. Det er ikke chauvinisme. Det er kærlighed til den arv, der gør det muligt for os at være et folk, der ønsker at leve i fred og fordragelighed.

Folkehøjskolen er som skabt til at være spydspids i den åndelige oprustning, for i vores dna ligger nationens strategiske reserve af folkeligt mod, historisk bevidsthed og kærlighed til Danmark. Vi er grobund for den forståelse, der får os til at sige: Vi er et folk, og vi passer på hinanden og på landet – og det folk er jeg parat til at kæmpe for.