En medieombudsmand kan være det værn, som beskytter, når medierne tromler

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi lever i en tid, hvor pressefriheden er under pres i mange lande. Misinformation spredes bevidst af superrige individer, netværk og fremmede magter, der med kunstig intelligens har fået uanede muligheder for at skabe falske nyheder, vi knap kan skelne fra virkeligheden. Manipulerede billeder, podcasts og tekster kan på få timer skabe storme mod virksomheder og politikere, som selv myndigheder og eksperter har svært ved at tilbagevise.

Netop derfor har vi brug for stærke og troværdige medier, der med redaktionelt ansvar kan hjælpe os alle til at navigere i strømmen af ukontrollerede informationer.

Troværdighed er en af vores tids mest kostbare valutaer. Hvis et vist niveau af fælles sandhed ikke skal undermineres, kræver det, at medierne står på mål for deres handlinger – og kan stilles til ansvar, når de ikke lever op til deres forpligtelser.

Når medierne stiller magthavere til ansvar, er det et samfundsgode. Men hvad med medierne selv? I et demokrati skal enhver magt mødes af modmagt, så ingen kan tyrannisere andre, men holdes i skak af gennemsigtige spilleregler. For medierne handler det om balancen mellem friheden til at agere kritisk og borgernes ret til beskyttelse mod overgreb. Derfor er en medieombudsmand en god idé: en institutionel modvægt, der kan styrke offentlighed, frihed og retfærdighed.

De fleste medier har reageret på forslaget fra Medieansvarsudvalget med forudsigelig, mimoseagtig klynk – som enhver magthaver, der møder krav om modmagt, ofte gør. Men den råben og skrigen bør ikke afholde os fra at gøre det rette.

For mediernes magt er enorm. En fejlagtig eller svagt underbygget historie kan på et falsk grundlag ødelægge menneskers omdømme og karriere, længe før sandheden kommer frem.

Når mediemaskinen først ruller, har selv de stærkeste svært ved at forsvare sig. Som da Thomas Borgen, tidligere topchef i Danske Bank, blev hængt ud som personligt ansvarlig for hvidvasksagen i Estland. Han mistede jobbet, blev sigtet og sagsøgt for milliarder – men blev til sidst fuldstændigt frifundet. Alligevel var skaden for liv og karriere uoprettelig.

Eller som i 2010, da Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, blev beskyldt for skatteunddragelse. Også her viste den personlige anklage ikke at holde vand, men den politiske omkostning for Socialdemokratiets formand blev alligevel voldsom. Selv ressourcestærke aktører kan mases helt flade af et fordrejet mediebillede.

Hvis selv de stærkeste kan rammes sådan, hvordan så med den lille virksomhed, den kommunale leder eller privatpersonen, der pludselig havner i mediemøllen?

Jeg har i mere end 25 år rådgivet ledere i erhvervsliv, politik og organisationer. Jeg har igen og igen set, hvordan medier undlader at forelægge tilstrækkelig dokumentation for de kritiske påstande, de rejser mod virksomheder og enkeltpersoner.

Den kritiserede får stillet en række spørgsmål, men gives ingen reel indsigt i det materiale, kritikken bygger på – og fratages dermed muligheden for et egentligt forsvar.

Jeg har også set, hvordan stærke virkemidler bruges manipulerende og selektivt: Måske udtaler 10 eksperter sig, men kun den mest dramatiske vinkel citeres, mens de ni andre stemmer redigeres tavse. DR’s dokumentar ”Grønlands hvide guld” er et rammende eksempel – men langtfra så enestående, som debatten om programmet efterfølgende gav udtryk for.

Man kan selv tage kampen op mod mediernes overmagt ved at arbejde med dokumentation, bygge alliancer og håndtere skæv dækning proaktivt, men det kræver ofte mange ressourcer og bekostelig adgang til professionelle kommunikationsrådgivere og juridisk bistand.

De muligheder har mange ikke. Derfor må vi have institutionelle værn, der sikrer retfærdighed – også for dem, der ikke selv kan tage kampen.

En medieombudsmand skal ikke blot være en symbolsk instans, men en reel styrkelse af sandhed og troværdighed i den offentlige debat. Ombudsmanden må have klare beføjelser: ret til at tage sager op på eget initiativ og bistå borgere uden ressourcer. Krav om dokumentation. Mulighed for økonomiske sanktioner i grove tilfælde. Kontrol med, at berigtigelser får samme synlighed som den oprindelige historie. Offentlig statistik over medier og journalister med gentagne klager. Og konsekvenser for medier og ansvarshavende redaktører ved alvorlige brud.

I sager med voldsom kritik, store mulige konsekvenser og svag dokumentation bør en ombudsmand kunne udstede en skarp henstilling, inden en historie bringes. Vælger mediet alligevel at offentliggøre – og historien siden viser sig falsk – må det betyde skærpede konsekvenser efterfølgende.

Mediernes frihed styrkes ikke af fraværet af ansvar, men af evnen til at bære det.

Pressenævnet er i dag den eneste instans ud over domstolene, der behandler klager over medierne. Nævnets sammensætning – med to medierepræsentanter, en dommer og én offentlighedsrepræsentant – efterlader ofrene uden stemme. Medierepræsentanterne ser sagen fra branchens perspektiv, dommeren anlægger en juridisk vurdering, og offentlighedsrepræsentanten kan vægte mediernes demokratiske rolle højt.

Dermed står den krænkede part uden egentlig repræsentation i det rum, hvor afgørelserne træffes.

Samtidig er konsekvenserne minimale for medierne, når Pressenævnet træffer afgørelser imod dem.

Nævnet kan udtale kritik og kræve en berigtigelse, men herefter fortsætter verden oftest uændret for redaktører og journalister. Ofret kan derimod leve med følgerne i årevis, fordi forsiden huskes, mens berigtigelsen hurtigt glemmes.

Der er ingen økonomiske følger for mediet – og ingen personlige konsekvenser for de ansvarlige.

Kontrasten til andre ankenævn er markant.

Se f.eks. på Det finansielle ankenævn, der behandler klager mod banker, realkreditinstitutter og investeringsfonde. Her sidder både juridiske medlemmer, branchefolk og repræsentanter udpeget af Forbrugerrådet Tænk. Nævnet kan pålægge banker konkrete pligter og økonomiske konsekvenser. Forbrugeren har en reel stemme, og sektoren ved, at fejl ikke kan reduceres til symbolsk kritik.

Også inden for byggeri, energi og forbrugerområdet findes formelle ankenævn, hvor borgere kan få deres sag prøvet, og hvor virksomheder risikerer sanktioner, hvis de handler i strid med reglerne. Hvorfor skal mennesker, der hænges ud i medierne, nøjes med en instans uden beføjelser og uden mærkbare konsekvenser?

Det er skuffende, at Medieansvarsudvalget ikke har taget fat på dette. Nu må vi sætte vores lid til, at politikerne har modet. For hvis mediernes afgørende rolle i samfundsdebatten skal bevares, må deres troværdighed sikres.

Og det kræver klare konsekvenser, når det går galt. Det kan en medieombudsmand – og et styrket Pressenævn – levere. Til gavn for borgerne, medierne selv og demokratiet som helhed.

Peter Goll har netop udsendt bogen ”Fra ord til magt. 100 råd om kommunikation”. Gads Forlag.