Vi kommer til at tabe til vandet: Fremtidens vandinfrastruktur skal på plads nu

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Klimaforandringerne er ikke længere en fjern fremtid – de er her.

Europa er blevet varmere. Danmark er blevet varmere.

Danmark oplever både længerevarende tørkehændelser og oversvømmelser, hvilket året 2025 f.eks. er et eksempel på. De senere års ekstreme vejrhændelser har med al tydelighed vist, at vi står i en ny virkelighed med såvel for meget som for lidt vand både i byerne og i det åbne land.

Det, vi ser i dag, er kun en mild udgave af det, vi forventeligt kommer til at se frem i tiden – ud mod kommende årtier.

Ifølge DMI vil vinternedbøren i store dele af landet stige med op til 50 pct. frem mod perioden 2040-2070. Dette vand vil vel at mærke falde i landskaber, som i forvejen er fyldt til absolut kapacitet i de områder, hvor der lige nu er plads til vandet.

De stigende og ekstra vandmængder kalder på, at vi tænker langsigtet og strategisk – ikke bare 5-10 år frem, men i generationer ud i tid, hvis vi på fornuftig vis skal kunne håndtere både de stigende mængder vand og de større variationer – med minimal økonomisk og samfundsmæssig skade til følge.

Inden længe står vi med en ny hydrologisk virkelighed. Tiden er en knap ressource – og derfor skal vi nu og ikke først i overmorgen tænke disse nye klima- og hydrologiske vilkår ind i vores fremtidige virkelighed.

Det er derfor på høje tid, at vi bruger vores detaljerede viden, data og kortlægninger om landskabernes topografi, de hydrologiske systemer og prognoser for fremtidens nedbør til at erkende og planlægge efter det fulde omfang af de hydrologiske udfordringer, som ligger foran os.

Vi har stort set, hvad der kræves for at modellere fremtidige afstrømningsscenarier – i form af topografiske, grundvands- og afstrømningsmodeller – samt identificere områder, hvor de største skader forventeligt vil finde sted – med hensyn til samfundsværdier og landskabernes mulighed for at afbøde nogle af skaderne gennem magasinering og udjævning af vandmasserne på vejen mod havet.

Allerede i dag udfordrer store vandmasser vores samfund – i særdeleshed i de våde år. Vores byer og infrastruktur ligger ved vandets naturlige veje og er placeret lavt i terrænet.

Fremover vil de kendte vandveje, såsom søer, vådområder og vandløb, mange flere steder være helt utilstrækkelige til at kunne håndtere vandmasserne og dermed afbøde alvorlige skader på samfundet, da vores nuværende vandhåndtering leder vandet hurtigst muligt imod havet og dermed øger risikoen for oversvømmelser i sårbare områder, mens magasinering af vand, også oppe i landskabet i f.eks. vådområder eller vandreservoirer, indtil nu ikke har haft stort fokus.

Vi har brug for en nytænkning af vores vandinfrastruktur. Det handler om at tænke i den rette storskala og skabe robusthed i landskabet.

Der vil formentlig i nogle områder være behov for infrastruktur, som vi bl.a. kender det fra Holland med kanalsystemer, diger, sluser, storskala-vandreservoirer, reserverede arealer til ”vandparkering” mv.

Men også de naturbaserede løsninger bliver afgørende.

Det kan f.eks. være genskabelse af vådområder eller reetablering af den naturlige hydrologi i ådalene og dermed både plads til og forsinkelse af vandet. Løsninger, hvor landskabernes topografi og vandvejene udnyttes optimalt, vil stort set altid være de nemmeste og billigste virkemidler.

De naturbaserede tilgange vil dog en del steder skulle suppleres med nye teknologier og tekniske anlæg som nævnt ovenfor.

Kunsten er at få løsningerne til at spille sammen, få dem indpasset i landskaberne på en ”naturlig” måde samt at sikre, at flest mulige øvrige værdier i form af natur, biodiversitet, smukke landskaber, rekreative muligheder mv. forbliver intakte.

Dermed kan vi maksimere samfundsnytten af investeringerne.

På Samsø er de gået foran med et glimrende eksempel. Her har kommunen været visionær og tænkt langsigtet ved at integrere vandhåndtering i landskabsplanerne.

Der er bl.a. etableret over 80 vandreservoirer, og de virker både som magasin for vand fra våde tider til perioder med behov for markvanding, som udjævningsbassiner ved ekstremafstrømning og som kvælstofvirkemiddel, da bassinerne opsamler og tilbageholder kvælstofholdigt vand, som kan udnyttes ved markvanding i stedet for at tabes til vandmiljøet.

Her er tale om tre formål, og potentialet for denne tilgang er rigtig stort, når vi tænker nationalt.

Hvordan kan Samsø-eksemplet bruges som inspiration for hele Danmark?

Vi opfordrer til, at kommunerne i de lokale grønne treparter bl.a. skeler til Samsø samt sørger for at tage viden om det fulde omfang af den fremtidige lokale nedbør med ind i grundlaget for de arealdiskussioner og -kabaler, som parterne netop nu er ved at lægge.

Gør vi ikke det, vil vandet inden mange år tvinge os til en runde to af arealomlægninger en del steder.

Lange planlægningshorisonter er bestemt en fordel, når vi visse steder får behov for nye typer af vandinfrastruktur eller for omdisponering af arealanvendelse væk fra bebyggede eller dyrkede områder til mere urørt natur.

Med et 20-årigt sigte eller mere kan større forandringer gennemføres i trin med udstrakt hensyntagen og dermed relativt skånsomt og med færrest omkostninger.

Det drejer sig om at se vandets realiteter i øjnene både nu og ud i tid – dets muligheder og dets udfordringer – samt få lagt de rette strategier, planer og komme i gang med at tænke helhedsorienteret.

Alt dette på én og samme tid. For vandet venter ikke på os!