Når demokratiet vælger at tie

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Ansvaret hviler på os alle, ansvaret for aktivt at beslutte, hvilken tone vi selv bruger, og hvad vi vil acceptere i vores demokratiske fællesskaber. Mit formål med denne kronik er at støtte den voksende forståelse for, at moderation af had, chikane og personangreb i kommentarfelter ikke handler om censur. Tværtimod: Det er netop fraværet af moderation, der skaber selvcensur og tvinger stemmer til tavshed.

I Danmark har vi både tradition og styrke til at forsvare ytringsfriheden og samtidig tage ansvar for, at den bruges på en måde, der ikke skræmmer andre væk fra debatten.

I sidste uge fortalte DR om nye sikkerhedsforanstaltninger i Hjørring, hvor den tiltagende hårde tone i lokalpolitikken har gjort det nødvendigt at indsætte vagter ved Hjørrings byrådsmøder og begrænse borgeres adgang til den demokratiske debat. Sidste år valgte Frederikshavns mangeårige borgmester, Birgit S. Hansen, ikke at genopstille – blandt andet med henvisning til »argumentresistente internetkrigere«, der havde gjort det politiske klima mere giftigt.

Og for nylig blev den amerikanske meningsdanner Charlie Kirk skudt og dræbt under et vælgermøde i et angreb, som har vakt bekymring også herhjemme og har fået flere til at stille spørgsmålet: Er vi på vej mod et politisk klima, hvor vold, chikane og frygt er et vilkår for deltagelse?

Det er ikke kun ekstreme enkelttilfælde, der giver anledning til bekymring. En undersøgelse fra Aarhus Universitet i år viser, at et stort antal af folketings- og lokalpolitikere udsættes for chikane, trusler og fysisk overgreb som del af deres rolle som politikere.

82 pct. af de adspurgte svarer, at de har oplevet psykisk chikane inden for det seneste halve år – og op mod halvdelen har modtaget trusler.

Så når det i disse dage vrimler med valgplakater på sociale medier, og kandidater præsenteres rundtom i landet til det kommende kommunalvalg, så vil det for mange kandidater være med en blanding af håb og bekymring. Bekymring for, om deres holdninger, visioner og stemme vil blive sløret og overdøvet af had, trusler og chikane.

Tematikken er ikke ny, både ved valget i 2021 og 2022 var tonen i debatten genstand for både politisk og offentlig bekymring. Alligevel føles det, som om vi i mellemtiden har vænnet os til det. Som om det er et vilkår ved det politiske liv, at man må finde sig i hån, chikane og trusler – være robust – hvis man vælger at være en offentlig stemme.

Ifølge analyser fra Institut for Menneskerettigheder afholder over halvdelen af danskerne sig fra at deltage i debatten online grundet frygt for had og chikane, og hver anden lokalpolitiker, der har været udsat for chikane, ændrer adfærd som følge af det. En selvcensur siver ind i vores kommentarspor for både politikere og befolkning.

Og hadet rammer skævt. 5 pct. af kommentarerne i politiske kommentarspor på sociale medier er hadefulde, men det er særligt kvinder, etniske minoriteter og LGBTQ+-personer, der er i risiko for digital chikane ifølge Institut for Menneskerettigheder.

Hver femte kvindelige kandidat mellem 18 og 39 år oplevede seksuel chikane under valgkampen i 2021. Det mærkes især, når valgplakaterne kommer op – og kandidaterne for alvor træder frem i det offentlige rum.

Sammen med den positive opmærksomhed følger alt for ofte en bølge af seksualiserede kommentarer, hadefulde beskeder og uønskede henvendelser i indbakken.

Når debatten bliver hård, risikerer vi at skræmme moderate stemmer væk, og grænserne for det acceptable forskydes, hvilket svækker både de folkevalgte og vores alles tillid til hinanden og demokratiet.

Vi taler ofte og med rette om ytringsfrihed. Men det er ikke nok blot at have friheden til at sige noget, man skal også turde.

Vi har et fælles ansvar for at sikre ytringstryghed. Det handler om at kunne deltage i debatten uden frygt for trusler, hån eller personlige angreb. Og netop den tryghed er under pres.

En rundspørge udført at København sidste år blandt byrådsmedlemmer viste, at 72 pct. oplever, at tonen i dansk politik er blevet hårdere, og flere partier peger netop på den hårde tone som en af årsagerne til de forkortede kandidatlister. Når politiske partier har svært ved at rekruttere kandidater til kommunalvalg, er det ikke kun et organisatorisk problem, men et demokratisk problem.

I dag foregår størstedelen af vores demokratiske samtale på sociale medier. Sociale medier som Facebook er centrale for demokratisk samtale, men platformens nedskalering af indholdsmoderation øger risikoen for had og polarisering. I april 2025 afviklede Meta sine danske faktatjekkere.

Had, misinformation og trusler bliver således stående i kommentarspor. I 2025 viste en analyse fra analysebureauet Analyse & Tal, at hver 20. kommentar i den offentlige debat på Facebook var sproglige angreb, dette var vel at mærke efter moderation.

Samme analyse viste, at 0,2 pct. af deltagerne står for de 30 pct. af hadet og de sproglige angreb. Det er altså en relativt lille del af deltagerne, som er med til at ødelægge det for resten.

Det er helt nødvendigt at tage aktiv stilling til den tone og den debat, som foregår i vores kommentarspor og mellem hinanden, hvis vi fortsat gerne vil passe på værdier som lige deltagelse, respekt og retten til at blive hørt.

Jeg er overbevist om, at vi begynder at se kommentarfelter og digitale rum som en ny, men i dag fundamental, del af vores demokratiske fællesskab – og derfor bør disse rum også modereres som sådan. Ikke for at censurere, ikke for at lukke munden eller dæmpe uenighed, men tværtimod for at beskytte selve samtalen og den demokratiske form, den har. Netop for at skabe plads til at flere tør deltage.

For når had og trusler står uimodsagt, bidrager det til at normalisere en hadefuld og aggressiv debat. Alt det, som vi i dag lader passere, er med til at sætte standarden for vores debat, og hvis vi fortsætter med at acceptere det ekstreme som normalen, så skubber vi de moderate stemmer væk. Hvis vi i stedet vil bevare en levende demokratisk samtale, må vi skabe tryghed omkring den.

Som når man i Halsnæs Kommune går sammen om at bevare den gode tone i politik og gennem fem år er lykkedes med inklusion og samarbejde i stedet for skyttegrave og trusler, eller når græsrodsbevægelser som #ViErHer sender kærlighed i kommentarsporet i stedet for had.

Der er en modbølge i gang, og den må vi ride på sammen. Demokratiet kræver, at nogen tør tage ordet – og at vi andre skaber pladsen til, at de gør det.

Demokratiet har altid været en åben plads for idéer og visioner. Det skal det blive ved med at være. Hvis vi vil sikre vores gamle, men levende, inkluderende og modige demokrati, må vi også tage ansvar for tonen. Først og fremmest ved at se på, hvordan vi selv bidrager. Hvad vi selv accepterer. Hvem vi selv lytter til. Og hvad vi selv tier om.

Vi skal støtte ytringstryghed. Pleje og udvikle vores eksisterende trygge rammer for uenighed. Og bidrage til et debatklima, hvor forskellighed fører til forståelse.