Partiers politik skal ikke bestå af populistisk bolledej og elastik i metermål

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Hvis politik ikke skal basere sig på ren og skær opportunisme, er det vigtigt, at politiske partier kan formulere nogle principielle synspunkter og værdier, som dels er et anker for partiets praktiske politik i dagligdagen, og som dels gør det muligt for borgerne at vurdere de forskellige partier, som man kan vælge mellem ved valgene.

Venstre har udarbejdet et udkast til et opdateret principprogram, som skal drøftes på partiets landsmøde den 4.-5. oktober.

Det er på sin vis modigt at fremlægge et tydeligt principprogram, for man gør sig sårbar i forhold til populistisk kritik af mulige små eller større konflikter mellem partiets grundlæggende værdier og de kompromiser, som det kan være nødvendigt at indgå, hvis man som parti ønsker pragmatisk at opnå så meget indflydelse som muligt.

Jeg opfatter netop Venstre som et parti, som både ønsker indflydelse, men som også hele tiden prøver at være bevidst om sine værdimæssige udgangspunkter.

Som et liberalt parti har Venstre gennem lang tid været udsat for massiv kritik fra flere sider. Det gælder f.eks. nationalkonservative kritikere som Eva Selsing eller Christian Egander Skov, som anklager liberale for at svigte dansk kultur. Men også meget velanskrevne personligheder som Peter Kurrild-Klitgaard, der har anklaget Venstre for at svigte visse liberale kerneværdier.

I sit principprogram får et parti som Venstre mulighed for at forholde sig til sådan kritik.

Der er naturligvis mange væsentlige emner, man kan tage fat på i et principprogram. Men jeg vil gerne fremhæve nogle af de temaer, som Venstre adresserer i principprogrammet, og som efter min overbevisning er særligt vigtige, hvis man skal forstå Venstres inderste væsen, som jeg har lært det at kende som medlem gennem mange år.

For det første bygger Venstre på en stærk historisk og international liberal tradition. Det handler først og fremmest om frihed for den enkelte, som bl.a. omfatter basale menneskerettigheder, retssikkerhed, ytringsfrihed, respekt for ejendomsretten, ligestilling, ret til privatliv og retten til forskellighed. Vi har vænnet os til at tage disse friheder for givet, men både historisk og geografisk er de ikke selvfølgelige. Og de er tydeligvis under stærkt pres, også i samfund, som vi gennem lang tid har opfattet som ledestjerner for liberale demokratier.

For det andet er det væsentligt at forstå, at liberale ikke opfatter mennesker som øde øer, der trives bedst i isolation fra andre. Tværtimod er fællesskaber afgørende for den enkeltes sociale forankring. Først og fremmest familien, men også arbejdsplads, frivillige foreninger og lokalsamfund. Alle disse frivillige fællesskaber udgør et civilsamfund, der er vigtigt for den samfundsmæssige sammenhængskraft.

For det tredje er synet på staten eller det offentlige todelt. Staten er ikke et frivilligt fællesskab. Den skal blande sig så lidt som muligt i vores liv og opkræve så få skatter som muligt, men på den anden side bør man som liberal anerkende, at lovgivning er nødvendig for at sikre, at borgernes formelle friheder understøttes af velfærdsordninger (uddannelse, sociallovgivning m.m.), som gør det muligt for så mange som muligt at udnytte deres frihed til at bygge sig en værdig tilværelse.

Venstre er for det fjerde et dansk liberalt parti. Et parti, som ønsker at værne om Danmark, danskhed og danske værdier. På den måde adskiller Venstre sig naturligvis fra liberale søsterpartier i Tyskland, Sverige, Norge m.fl., som også har deres egne nationale udgangspunkter.

Danskheden kan bedst sammenfattes som skabt af de vilkår, valg, traditioner, oplevelser, som har præget danskerne og Danmark gennem generationer. Så danskhed er vores fælles grundlæggende politiske værdier, vores fælles historie og sprog, århundreders kristne traditioner forenet med Oplysningstidens tilgang til tilværelsen og videnskabelig udvikling.

Det gør danskhed til et dynamisk begreb. Det, som bliver opfattet som dansk, ændrer sig hele tiden. Men i langt de fleste tilfælde afspejler ændringerne justerede værdier, nye måder at opleve verden eller nye internationale vilkår. Som eksempel kan man tænke på Danmarks Kulturkanon fra 2006. Den ville næppe være uforandret, hvis den blev opdateret.

For det femte bør vi styrke folkeskolen. Den skal påtage sig at arbejde for en høj grad af dannelse og formidling af dansk kultur. Samtidig skal den bidrage til robusthed i den opvoksende generation, som i stigende grad udfordres af populistiske og kommercielle interesser, som risikerer at svække både den enkelte og vores fællesskaber.

Ansvar er et nøgleord, der hænger sammen med frihed. Det gælder den enkelte, som i størst muligt omfang skal tage ansvaret for eget liv. Men det gælder også vores fælles ansvar for at sikre, at miljø, natur og helbredstilstand er bedre for næste generation.

For det syvende er frisind et klassisk begreb. Det betyder ikke, at alt er lige godt, eller at vi viljeløst lader vores værdier blæse omkuld. Frisind er først og fremmest en holdning og et ønske om åbenhed i forhold til sociale, videnskabelige eller kulturelle strømninger, som kan optages i vores personlige opfattelser eller i vores fælles danskhed, såfremt de opnår vores accept. Men det ændrer ikke ved, at danskhed og dansk kultur på et hvilket som helst tidspunkt skal være det, som forener os som folk. På den måde er danskhed både et tilbud og et vilkår for alle, der er født eller som kommer til Danmark.

Venstre er for det ottende i min erfaring et stærkt internationalt orienteret parti. Derfor har Venstre fra organisationernes etablering været et aktivt medlem af Det europæiske liberale parti, ALDE og den globale familie af liberale partier, Liberal International.

Den internationale retsorden, som har haft stor betydning for Danmarks frihed og velstand siden afslutningen af Anden Verdenskrig, har været baseret på FN og en aktiv indsats fra USA. Nu skal vi muligvis starte på ny. Det er særlig vigtigt for et lille land som Danmark at arbejde for frihandel, international retsorden og mod trusler i forhold til rigsfællesskabet. Det kræver nytænkning om en øget rolle for EU og Norden samt for stærke internationale alliancer og konventioner.

Den aktuelle politiske dagsorden indeholder mange temaer, som ikke direkte adresseres i et principprogram. Og den aktuelle politiske dagsorden giver også eksempler på, at det kan være vanskeligt altid at honorere sine principper og værdier, når de konfronteres med den barske hverdag. Det er der mange eksempler på for alle partier. Her er det, at partier må prøve at håndtere pragmatiske afvejninger. Det kunne f.eks. være opkrævning af øgede skatter, modifikation af ytringsfriheden som Koranloven eller mulig krænkelse af retten til privatliv ved statslig digital overvågning.

Det ændrer ikke ved, at et parti som Venstre efter min mening bør være bevidst om sine grundlæggende værdier og arbejde samvittighedsfuldt med de tilfælde, hvor dagligdagen tvinger os ud til kanten.

Det går først helt galt, hvis værdier og principper kastes overbord i en populistisk jagt på vælgerstøtte. Virkeligheden rummer masser af eksempler. Det gør kunsten også. Tænk blot på den berømte komiker Groucho Marx, som frejdigt erklærede: »Dette er mine principper – kan du ikke lide dem, så har jeg nogle andre.«