Er Vesten på vej mod selvmord eller genfødsel?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I min barndom i 1980’erne og 1990’erne var der ingen tvivl om, hvem der satte retningen for verden: USA. Vi spiste på McDonald’s, så Hollywood-film, spillede amerikanske videospil og lærte, at heltene altid talte engelsk – helst med californisk accent. Selv vores drømme var formateret i amerikansk kultur.

Det var ikke kun militær styrke, der gjorde USA til verdens ubestridte centrum, men en overvældende kulturel og politisk tiltrækningskraft. Det, forskeren Joseph Nye kaldte soft power, var den egentlige styrke: evnen til at inspirere, tiltrække og skabe tillid. Millioner verden over ville studere i Amerika, drive forretning i dollars og leve efter vestlige idealer. Vi tog for givet, at den amerikanske vej også var vores fremtid.

I dag er det billede under nedbrydning. Ikke fordi Vesten er militært svag, men fordi vi indefra har undergravet den selvtillid og det lederskab, der gjorde os stærke.

Det mest synlige tegn på denne udvikling er forandringen i forholdet mellem Europa og USA.

Efter Den Kolde Krig var alliancen ubrydelig. Ronald Reagan så den transatlantiske akse som civilisationens spydspids – et fællesskab, der ikke bare delte interesser, men værdier. George W. Bush – på trods af sine mange fejltagelser – betragtede stadig Europa som en uundværlig partner i kampen mod tyranni.

Men herefter begyndte kursen at ændre sig. Barack Obama lancerede en “pivot to Asia”, der gjorde det klart, at Europa ikke længere var centrum for amerikansk strategi. Symbolikken var tydelig: Han besøgte Cuba før Polen. Joe Biden taler varmt om alliancer, men behandler europæerne som følgere, der forventes at klappe på kommando. Og Donald Trump sagde det uden omsvøb: Nato var en dårlig forretning, og europæerne var »freeloaders«.

Pointen er, at bruddet ikke begyndte med Trump. Han gjorde det blot umuligt at ignorere. Splittelsen har vokset sig dybere over årtier, båret af en amerikansk befolkning, der ikke længere ønsker at betale for Europas sikkerhed – og af europæiske regeringer, der ikke længere ønsker at følge Washingtons lederskab.

Den europæiske skepsis er efterhånden blevet til åben modvilje. Macron har advaret imod, at Europa bliver en »vasal« i en amerikansk-kinesisk konflikt. Tidligere EU-præsident Donald Tusk sagde det mere polemisk: »Med venner som USA, hvem behøver så fjender?«

Målinger viser det samme: I Tyskland og Østrig ser en betydelig del af befolkningen i dag USA som en større trussel mod verdensfreden end Rusland eller Kina. I Spanien mener mange, at kombinationen af USA og Israel er verdens mest destabiliserende faktor.

Det er opsigtsvækkende tal. For det betyder, at Europa – som i generationer byggede sin sikkerhed og velstand på amerikansk beskyttelse – nu ser sin vigtigste allierede som en rival. Det er ikke blot diplomatisk uenighed, men et mentalitetsskifte. EU-eliten taler om »strategisk autonomi« – i praksis et ønske om at nyde godt af amerikansk beskyttelse, men uden at acceptere amerikansk ledelse. Det er den værste form for hykleri: afhængighed kombineret med foragt.

Samtidig har både Europa og USA sat sig selv i økonomiske spændetrøjer.

USA har i dag en føderal gæld på over 34 billioner dollars. Allerede i år overstiger landets renteudgifter forsvarsbudgettet. Når et imperium bruger flere penge på at betale renter end på at forsvare sig selv, er det ikke styrke – men en advarsel.

Europa har på sin side valgt en kurs, hvor væksten kvæles af bureaukrati, reguleringer og urealistiske grønne målsætninger. Industrien presses ud, energipriserne er ustabile, og konkurrencedygtigheden svækkes. Kort sagt: Vi gør os selv svagere, mens resten af verden fortsætter fremad.

Til dette kommer en demografisk krise. I 1950 udgjorde Europa og Nordamerika tilsammen 22 pct. af verdens befolkning. I dag er vi under 10 pct. – og faldende.

I de fleste vestlige lande er det kun massiv immigration, der holder befolkningstallet stabilt. Men integrationen halter, og i stedet for at styrke samhørigheden skaber den nye brudflader. Vores civilisation kan ikke forny sig selv, hvis den ikke engang formår at reproducere sig selv.

Et samfund uden fremtidstro i egne familier får svært ved at udstråle styrke udadtil. Og uden styrke forsvinder også tiltrækningskraften.

Her gentager historien sig. Den britiske historiker Arnold Toynbee beskrev, hvordan 26 civilisationer igennem historien er gået under – ikke fordi de blev nedkæmpet af ydre fjender, men fordi de mistede troen på sig selv.

Når eliterne bliver selvtilstrækkelige og mister kontakten til de værdier, de er sat til at forsvare, begynder forfaldet. Når folket ikke længere kan se meningen eller retningen, mister samfundet evnen til at reagere på udfordringer. Toynbee sagde det skarpt: Civilisations die from suicide, not murder.

Det er præcis den fare, vi står i dag. Ikke at Vesten bliver besejret udefra, men at vi selv undergraver fundamentet indefra.

Og alligevel ligger der et håb. For Vesten er fortsat overlegen. Det er vores civilisation, der har skabt de mest frie, velstående og kreative samfund i verdenshistorien. Det er vores værdier – retsstat, ytringsfrihed, individets ukrænkelighed – som alle andre samfundsmodeller måles imod.

Vi kan stadig vinde værdikampen, ikke blot for os selv, men for alle mennesker i verden, der længes efter frihed og værdighed. Men det kræver en erkendelse: at hverken lederskabet i USA eller i Europa i dag tager udfordringen alvorligt. I Washington lever man videre på kreditkortet. I Bruxelles og Paris klamrer man sig til tomme fraser om “autonomi”, mens man stadig regner med amerikansk beskyttelse.

Som Winston Churchill sagde i 1930’erne: »To each, there comes in their lifetime a special moment when they are figuratively tapped on the shoulder and asked to do something unique to their talents. What a tragedy if that moment finds them unprepared.«

Det øjeblik er kommet for Vesten. Tragedien er, at vores nuværende ledere ikke er forberedte.

Historien lærer os, at imperier falder, når de mister troen på sig selv. Vesten har sat sig selv på en kurs, hvor vi undergraver vores økonomi, vores demografi og vores alliancer – alt sammen selvvalgte problemer.

Men vi kan stadig vende udviklingen. Hvis vi genfinder modet og selvtilliden, kan vi styrke både os selv og resten af verden. Hvis ikke, ender vi som endnu et kapitel i historiebøgerne – et imperium, der begik selvmord, mens dets ledere diskuterede bureaukrati og budgetter.

Vestens største fjende er os selv. Men netop derfor ligger løsningen også i vores hænder. Vi kan vinde værdikampen – til gavn for hele menneskeheden – hvis vi tør tro på vores egen civilisation.

Det kræver dog politiske ledere af en helt anden støbning end det, vi ser i USA og Europa i disse år.