Drop din aldersangst

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Forleden fyldte jeg 35 år, hvilket selv for en sproglig student som mig åbenlyst betyder, at jeg er halvvejs mod de 70.

Jeg kan fornemme på folk i min omgangskreds, at fødselsdagene allerede på dette stadie af livet ofte forbindes med et vemod over og længsel efter den ungdom, der endegyldigt er tabt, og en frygt for den alderdom, der langsomt, men sikkert kommer snigende (om man da er så heldig, fristes jeg til at skrive med sorgfuldt minde om alle dem af mine elskede, der ikke nåede så vidt i livet).

Samtidig læser jeg i diverse medier, at forskningen kæmper for at komme aldringen til livs – i en blanding af arrogant vision om at skabe det evige liv og en glæde over menneskets iboende skaberkraft. Heldigvis hører man også om dem, der oplever at lande i livet, som årene skrider frem, og som tilsyneladende ikke abonnerer på tanken om, at lykken er et liv uden aldring.

Uanset hvad er det tydeligt, at tiden fylder i vores bevidsthed – og med den alt det, som kommer og går i livet. Mon ikke det netop er tiden, vi bliver særligt opmærksomme på, når vi fylder år? Hvorfor reaktionerne er lige så tvetydige som førnævnte tendenser.

Nå, men dér på min fødselsdag sad jeg klokken meget tidligt om morgenen på et gulv, mens vores datter på et halvt år legede på gulvet. Jeg bemærkede resterne af en klat gylp, det ikke er lykkedes mig at vaske af min yndlingskjole.

Min mand var på vej hjem fra nattevagt med morgenbrød, og vores søn lå og snorkede til lyden af den morgenfest, min datter og jeg havde startet. Det var dér, midt i det daglige brød af hverdagstrivialitet, disse refleksioner ramte mig.

Jeg er én af dem, der ængstes over tiden. Jeg ængstes over, at tiden, der skrider fra os, ikke kommer tilbage igen; at børnene bliver store; at jeg en dag skal dø fra dem (mens frygten for alternativet er endnu større); at noget ondt skal komme deres vej; at jeg dybest set er magtesløs over for alt det, jeg så gerne vil kontrollere – og ja, listen kunne blive ved. Jeg ængstes, sådan helt grundlæggende, over tilværelsens barske og tidslige vilkår på daglig basis.

Opslidende, tænker du måske, hvis du ikke har det sådan. Og du har ret! Men næppe heller særegent for mig. For det er jo en konsekvens af, at vi som mennesker er udstyret med evnen til at kunne tænke ud over tid og rum. Det er nok en gang bare sådan, at jo mere man har tendens til at reflektere over eksistensen, jo dybere kan den finde på at trække én ned.

Søren Huss synger i sin meget smukke sang ”Undertiden”, at: »Livet er kort målt i tid rundt om solen; men det’ så højt, som din tanke kan nå; og så dybt som dit hjerte tør falde; ud’n at gå i stå.« Vores evne til at tænke og reflektere kan tage vores liv til nye højder, men hovedet må ikke stå alene. Hjertet må bære med. Og det må være stærkt, hvis vi skal undgå at segne.

Trods min ængstelighed er jeg langtfra en af dem, der synes om idéen om, at et liv uden aldring vil være det gode liv. Tværtimod er jeg altid glad for at fylde år, og generelt abonnerer jeg, lige så grundlæggende som min ængstelighed, på idéen om, at tilværelsen og eksistensen er underlagt vilkår, som vi ikke skal bruge så meget tid på at undsige os eller ændre på, men at vi i stedet skal løfte blikket og rette vores opmærksomhed mod alt det, der er og vedbliver – midt i det, som forgår.

Vi må have øje for det daglige brød, der nærer os, i stedet for at stirre os blinde på hamsterhjulet og bunkerne af vasketøj, det kan synes svært at komme i mål med. Side om side med min ængstelighed blafrer en flamme af tillid. En tillid udgjort af tro, håb og kærlighed – på og til det gode, det lyse, det levende. En tillid, som jeg ikke kan tænke mig til indefra, men som opildner mit hjerte udefra i de nådefulde øjeblikke i hverdagen, som kalder på opmærksomhed.

Det blev jeg mindet om, som jeg sad der på gulvet midt i babysang, gylp og en glæde over at fylde endnu et år. Her mærkede jeg, at selvom tiden går, er der en fylde, der holder fast – og som ikke mindskes, ældes eller falmer med tiden, men efter min bedste overbevisning er udgjort af evighed.

Men hvad er så dette nådefulde noget, der griber os uden at forgå?

Den kvikke læser har muligvis gættet det, for jeg har ikke opfundet den dybe tallerken, hvor gerne jeg end ville det. Også jeg er til falds for den menneskelige arrogance og stræbsomhed. Her er der dog tale om noget så banalt som kærligheden.

Vi glemmer det ofte mellem vores ambitioner, handlingsplaner og selvudvikling, men dét, det hele handler om, er hverken dig eller mig – eller vores børn (om end vi som moderne forældre ofte bilder os det ind). Nej, dét, det hele handler om, er i stedet den kærlighed, der manifesterer sig imellem os. Og det faktum, at vi – og vores børn – bliver os selv i kraft af den kærlighed.

Vi har så at sige fået vendt tingene på hovedet: Vi kommer til at tænke, at vi skal skabe os selv. Mon ikke det er medvirkende til, at vi kan føle, at vi er ved at segne i det daglige – enten i jagten mod succes på arbejdsmarkedet eller vores sociale liv (eller i den både trættende og livgivende kombination af kedsomhed og kærlighed ved at være på barsel, som jeg selv mærker for tiden)?

For hvad blev der lige af mig selv og mine behov og ambitioner? Vi har glemt, at vi bliver os selv i kraft af hinanden, og at det vigtigste i livet ligger uden for vores skaberkraft. Det handler ikke om os, men om det, der sker med os, når kærligheden får lov at råde.

Så når vi frygter at ældes – eller frygter ikke at slå til eller at nå i mål med ambitionerne – eller er ved at segne under tidens ubønhørlige vilkår, bør vi i stedet forsøge at løfte vores blik fra egen navle, åbne vores hjerte og skærpe vores opmærksomhed. Kun når vi træner det, bliver vores hjerte stærkt nok til at stå imod det mørke, der vokser i os og omkring os.

Lige præcis den erkendelse håber jeg på at give videre til mine børn, så de kan stå imod det onde, de før eller siden vil møde, med en rustning af tro, håb og kærlighed. Så deres liv bliver både højt og dybt, uden at deres hjerte går i stå af det.

For lige her i det daglige brød af kaos og kærlighed opstår små øjeblikke, der som dråber af nåde søger at minde os om, at skønt tiden går, er der noget, som består i al evighed – og at det nådefulde noget er vi skænket en plads i, fordi vi er væsner, der ånder kærligheden.

Lad os skabe og stræbe. Lad os ville det bedste for vores børn. Lad os engagere os i dem og gøre vores til, at de får de bedst tænkelige vilkår i livet – men lad os aldrig glemme, at det vigtigste for både dem og os, kærligheden, har vi ikke skabt, men er skænket med det ansvar at værne om den. Det gør vi med opmærksomhed.

I stedet for hele tiden at jagte det næste mål – hvad end målet er at udrydde aldring, at indfri en karrieremæssig ambition eller at træne op til et halvmaraton – bør vi bøje vores hoveder i ydmyghed over for det eksistentielle vilkår, at vi ældes, og at tiden går.

Glemmer vi det, risikerer vi at gå glip af livets mening i den illusoriske bestræbelse på at forædle den.

Livet er lige her i alt det, der er. Gudskelov!