Der er noget, vi glemmer at tale om

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den kommende folkesundhedslov er nok den del af sundhedsstrukturreformen, der har fået mindst offentlig opmærksomhed. En søgning på omtale af den kommende lov i de landsdækkende dagblade giver sølle 27 resultater inden for det seneste år.

Langt hovedparten af artiklerne er debatindlæg fra fagfolk som os. Stort set ingen politikere udtaler sig offentligt om loven. Stort set ingen journalister spørger.

Det er tankevækkende, for folkesundhedsloven kan blive en af de mest betydningsfulde love i nyere tid, hvis ellers den får den nødvendige politiske og offentlige opbakning.

Folkesundhed handler nemlig ikke om abstrakte principper. Det handler om mennesker. Om børn, der trives i skolen. Om familier, der har råd til sund mad. Om unge, der får støtte til at vælge en vej uden afhængighed. Om at der bliver stadig flere ældre, der gerne skal bevare deres livskvalitet.

Vi lever i en tid med flere kriser på samme tid og en højere grad af uforudsigelighed og usikkerhed, end vi er vant til. Stigende fødevarepriser, klimaforandringer og geopolitiske spændinger påvirker os alle – og de påvirker folkesundheden. Når prisen på korn og kød stiger, ændrer det kostmønstre, især for dem med færrest ressourcer. Det forstærker den sociale ulighed i sundhed, som allerede er en stor udfordring.

I en tid, hvor stabilitet og forudsigelighed er under pres, kan folkesundhedsloven hjælpe os med at træffe beslutninger, som styrker både sundhed og sammenhængskraft – hvis ellers den bliver skruet rigtigt sammen, og hvis den bliver prioriteret politisk.

I aftalen om sundhedsstrukturreformen er de politiske ambitioner med folkesundhedsloven beskrevet på én side. Målet er, at flere skal have mulighed for at leve et sundt og langt liv. Samtidig skal uligheden i sundhed mindskes. Midlet er såkaldt strukturel forebyggelse, der handler om at skabe rammer og vilkår, der fremmer et godt helbred både fysisk og psykisk.

Forskningen i folkesundhed bakker op om et fokus på strukturel forebyggelse, og vi ved meget om, hvad der kan gøre en forskel. Det kan f.eks. være cykelstier og adgang til grønne områder, der giver bedre mulighed for at få motion i hverdagen. Det kan være lavere priser på sunde fødevarer og omvendt højere priser samt regulering af markedsføring på usunde produkter, som f.eks. slik, tobak og alkohol. Men strukturel forebyggelse rækker også ud over sundhedsområdet – f.eks. når man via lovgivning eller lokale politikker forbedrer det fysiske eller psykosociale arbejdsmiljø.

I aftalen om loven er der primært fokus på kommunerne, som skal have frihed til selv at iværksætte de tiltag, der er behov for lokalt. Vi ved endnu ikke, hvordan loven konkret kommer til at se ud, men på baggrund af aftaleteksten tegner der sig to dilemmaer:

For det første fokuserer aftaleteksten udelukkende på kommunernes rolle og ansvar, selvom forskningen peger på, at de største udfordringer for folkesundheden kalder på national lovgivning.

For det andet skal kommunerne fremover sætte forpligtende mål for en styrket folkesundhed, og de skal følge systematisk op på disse mål. Men samtidig må loven ikke medføre øget administration. Hvis det mål skal nås, kræver det en solid national infrastruktur.

Hvis folkesundhedsloven skal hjælpe os godt gennem tidens store udfordringer, anbefaler vi, at loven bygges op omkring fire hjørnesten, som skal være vejledende for både de politiske og faglige beslutninger, der har betydning for folkesundheden:

1. Tilgængelige og lokale data: Sundhedsdata lyder måske som noget tørt og bureaukratisk, men i virkeligheden handler det om noget helt centralt: at vi forstår, hvordan folk i Danmark har det, og hvor der er brug for en ekstra indsats. Som nationalt folkesundhedsinstitut er vi i dialog med både Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen om forberedelserne til loven. Det handler blandt andet om at sikre, at kommunerne har data til rådighed, der kan hjælpe dem med at prioritere deres arbejde. Vi forventer, at folkesundhedsloven vil være med til at sikre, at lokale data gøres lettilgængelige for alle landets kommuner. Særligt i de mindre kommuner er der begrænsede ressourcer til selv at analysere data, og derfor må arbejdet med data understøttes fra nationalt hold.

2. Faglig viden og prioritering: Data gør det imidlertid ikke alene. For at arbejde meningsfyldt med data må man vide, hvilke forhold der særligt har betydning for folkesundheden, og hvad man kan gøre for at skabe forandring. I aftaleteksten om folkesundhedsloven står der som nævnt, at kommunerne får frihed til at iværksætte de indsatser og rammer, »der har effekt i forhold til lokale behov«. Samtidig skal Sundhedsstyrelsen bidrage med faglige anbefalinger, der kan hjælpe kommunerne i deres prioriteringer. Igen har kommunerne forskellige forudsætninger for at lykkes med opgaven, og særligt de mindre kommuner har meget få medarbejdere med faglig ekspertise inden for forebyggelse og folkesundhed. Derfor skal folkesundhedsloven sikre, at der sker en samlet prioritering af de forhold, der har størst betydning for folkesundheden, og hvor der samtidig eksisterer et vidensgrundlag at handle ud fra.

3. Konkrete målsætninger, der gælder både nationalt og lokalt: Aftaleteksten beskriver, at kommunerne skal sætte konkrete mål for deres forebyggelsesindsats. Igen vil national understøttelse kunne gøre en vigtig forskel. F.eks. kan loven stille krav om, at der udarbejdes en national forebyggelsesplan med et antal konkrete målsætninger, som gælder både nationalt og lokalt. Det vil sige, at man på det nationale niveau skal sikre lovgivning, der kan bidrage til at indfri de overordnede målsætninger, mens kommunerne og andre lokale aktører kan følge op med mere lokale mål og indsatser, der er meningsfulde i den konkrete kontekst.

4. Læring og løbende tilpasning: Vi lever i en foranderlig verden, og derfor har vi brug for en folkesundhedslov, der sikrer løbende opfølgning og tilpasning af de initiativer, der sættes i værk. Det handler om at følge udviklingen i folkesundheden og på den baggrund justere de målsætninger, der bliver formuleret. Og det handler samtidig om at blive klogere på, hvilke indsatser der kan gøre en forskel for danskernes liv, og hvordan de bliver omsat til virkelighed. Hver enkelt kommune kan ikke på egen hånd iværksætte evalueringer af deres indsatser, og derfor foreslår vi, at der i folkesundhedsloven indbygges en plan for styrkelse af forskningen i forebyggelse – tæt på kommunerne og danskernes hverdag.

Hvis folkesundhedsloven skal indfri sit potentiale, kræver det mere end faglige diskussioner bag lukkede døre. Vi har brug for, at medierne tager loven op, stiller kritiske spørgsmål og gør den til en del af den brede samfundsdebat – også i den kommende valgkamp til kommunalbestyrelser og regionsråd. Hvad vil vores politikere gerne opnå med folkesundhedsloven? Hvad er de vigtigste politiske mål, som loven skal hjælpe med at opnå? Hvor har vi brug for nationale initiativer? Og hvad skal der være i fokus lokalt?

Folkesundhed er ikke en teknisk disciplin forbeholdt eksperter. Det er et fælles ansvar. Det handler om, hvordan vi som samfund tager vare på hinanden – og hvordan vi skaber rammer, der fremmer gode liv for os alle. Derfor bør folkesundhedsloven være genstand for bred offentlig debat.