Kirken skal ikke frygte kunstig intelligens

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kirken må ikke fremstå forældet, gammeldags og støvet. Den skal følge med tiden og tale et vedkommende sprog i øjenhøjde med de mennesker, den omgives af.

Samtidig skal »kirken ikke være mere moderne, end godt er. Den skal være mestendels uden for tiden«, som Bo Heimann formulerer det i en leder i Jyllands-Posten. For Heimann betyder det, at kirken ikke må gøre brug af kunstig intelligens, hvis den vil forblive ægte og ikke miste sin sjæl.

Heimanns kritik kom i kølvandet af, at Præsteforeningen har udarbejdet en prædikenvejleder baseret på kunstig intelligens, der kan give inspiration til søndagens tekst, ja, skrive en hel prædiken.

Det er faldet flere for brystet, og dommen er hård: »For hvad er det næste? Digitale dåb? Virtuelle nadverritualer? Hologrampræster på skærme?« som Heimann spørger.

Man føler sig næsten hensat til Romantikken og H.C. Andersens eventyr ”Nattergalen”, hvor det ægte, naturen, det åndelige og følelsesmæssige står som modsætning til det kunstige, materielle, kulturelle og mekaniske – symboliseret i nattergalen og den mekaniske fugl. Debatten om det ægte og kunstige er således ikke ny, men den får ekstra brændstof, når det drejer sig om AI.

Spørgsmålet er dog, om ikke der skal mere til at true kirken end kunstig intelligens.

Som provst erfarer jeg ofte denne skelnen på det årlige provstesyn med besigtigelse af kirker. Det er ifølge Nationalmuseet positivt at erstatte levende lys på bænkerække, alter og lysekroner med elektriske lys, primært for at undgå sod- og sundhedsskade, men også for at eliminere den brandrisiko, som levende lys udgør. Præster ser derimod oftest misbilligende på forslaget, idet der for os er en teologisk pointe i at bibeholde ægte lys frem for kunstige.

Visse menighedsråd ønsker skærme som erstatning for salmetavlen. Her kan prædikenen understøttes med billeder og tekst, ligesom kirkegængerne kan følge med i salmer, læsninger og korsvar uden at gøre brug af salmebogen. Jeg finder det på den ene side befriende, at de mindre kirkevante tages ved hånden. På den anden side mistes det taktile og sansende ved at bladre i salmebogen og hermed måske også fornemmelsen af at være sat ind i en større sammenhæng.

Alligevel lader det til, at kraftigere følelser vækkes, når det uægte drejer sig om kunstig intelligens frem for elektriske lys eller skærme. Hvorfor bliver vi så oprørte over brugen af AI i kirken, at folkekirken ligefrem anklages for at miste sin sjæl?

Et bud er teknologiens og de sociale mediers fremmarch og som følge heraf udfordringen ved at skelne fake news fra sandhed. Børsen har for tiden en quiz, hvor den enkelte kan afprøve, hvorvidt vedkommende er i stand til at kende forskel på AI-skabte fotos frem for ægte. Særligt overraskende var det også for mig i sommeren at læse, at de såkaldte AI-genererede influencere er blevet populære og kan have flere 100.000 følgere – eksempelvis den kunstigt skabte Mia Zelu.

Ifølge adfærdseksperten Morten Münster ligger der to psykologiske årsager til grund for vores umiddelbare kritiske reaktion mod brug af AI. Den første kalder han input bias: at vi tror, et produkt er bedre, når der ligger en stor indsats bag. Det andet benævner han reciprocitet: altså ”noget for noget”-tanken. Giver du mig noget, giver jeg dig noget tilbage. Er noget AI-genereret, fortolkes det, som om at vedkommende bag produktet ikke har gjort sig umage eller brugt tid på sagen. Vi har altså en grundlæggende skepsis mod at bruge AI til at effektivisere arbejde, hvilket bliver endnu tydeligere i en kirkelig sammenhæng, hvor man har at gøre med tilværelsens dybdedimension.

Den tyske sociolog og politolog Hartmut Rosa stiller ligeledes kritiske spørgsmål til det stigende tempo i samfundet – også den teknologiske udvikling, som nok har givet anledning til tidsbesparelser og effektivisering, men samtidig måske i virkeligheden fjerner os fra det liv, vi ønsker at leve. »Jo hurtigere vi løber, jo mere længes vi efter en alternativ måde at leve på … Vi længes efter noget, der rører os og bryder hamsterhjulets logik,« som Hartmut Rosa sagde, da han besøgte folkekirkens Himmelske Dage i 2022.

Kirken kan med sine faste rytmer og ritualer fremstå som et alternativ til et hastigt samfund. Måske stærke følelser derfor kommer i spil, når kirken ved brug af AI ikke længere opleves som et modspil til samfundets fart, effektivisering og ikke mindst ægthed.

Ifølge Heimann har vi »brug for steder, hvor vi må være uperfekte og langsomme … Det sted skal kirken blive ved med at være«.

Det kan jeg kun tilslutte mig. Kirken må gå forrest og skabe grobund for en kultur med plads til langsomhed, hvor folk får meningsfulde relationer og fornemmer, at der findes noget større, noget meningsfuldt i livet.

Alligevel kan kirken ikke være uden for tiden, ej heller kan den være upåvirket af kulturen. Den må altid være i dialog hermed – enten som opposition, mod- eller medspiller. Dermed ikke sagt, at det kristne budskab forandres, men det må altid forkyndes ind i sin samtid. Med inkarnationen blev Gud netop kød og tog bolig iblandt os. Det er kristendommens kerne, at Gud ikke er uden for tiden, men trådte ind i vores verden.

Man kan kritisere Præsteforeningen for meget. Jeg husker, at jeg som helt ung teolog hørte i radioen, at Præsteforeningen var kåret til Danmarks dårligste fagforening. Det er længe siden, og meget er ændret, men er det ikke at spænde buen for vidt at påstå, at Præsteforeningen ved at henvise til AI som hjælpemiddel til prædikenskrivningen skulle gøre kirken sjælløs?

De fleste præster har brug for inspiration. Nogle finder det ved at læse prædikenvejledninger i bogform skrevet af kolleger, andre måske ved hjælp af en robot, der er fodret til formålet. Vi må have så megen tiltro til præsters uddannelse, kompetencer og bedømmelsesevner, at vi kan stole på, at de færreste kopierer en hel prædiken. Gør de det, er det ikke længere deres egne ord og dermed ikke ægte – kunstig intelligens eller ej.

Da jeg gik på pastoralseminariet, fortalte underviseren stolt om biskop Geil, der var kendt som en fremragende prædikant. Han skulle være noget ud over det sædvanlige – relevant og nærværende. Kendetegnende for ham var, at han gemte de fortællinger, han stødte på i bøger, radioen eller samvær med andre.

Når han holdt sin prædiken, var hans særlige evne at finde fortællinger frem, der passede til søndagens tekst, så kirkegængerne kunne spejle sig heri. Jeg købte et par af Geils prædikenvejledninger, og indimellem kigger jeg i dem for inspiration. Jeg har aldrig brugt hans fortællinger, fordi de taler ind en anden tid, men de har hjulpet mig til at opdage et tema til dagens prædiken.

En kollega delte for nylig et citat af biskop Erik Jensen fra 1962. Biskoppen opfordrede til ikke altid at være ude med sværdet i debatten, men i stedet stilfærdigt gøre rede for sandheden. Mit ærinde er ikke at tale brugen af AI i kirken op, men at mane til besindighed.

Måske et mere nådigt blik på Præsteforeningens tiltag havde været på sin plads, og vi kunne benytte lejligheden til en samtale om, hvordan vi sikrer kirkens særlige position som værende i verden, men ikke af verden, og fremhæve, hvad kirken faktisk kan.

Kirken og gudstjenesterne er langt mere end præstens prædiken. Skulle prædikenen ske at være åndløs, er der stadig salmesang, nadver, tekstlæsning og dåb. Der er liturgi, rytme, æstetik, sanselighed, som alt sammen skaber plads for ånd og meningsfuldhed.