Familielæger er ikke enten-eller, men både-og

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I 1948, for 77 år siden, skrev Orwell romanen ”1984”. Her beskrev han, hvordan han frygtede, den verden, han levede i i 1948, ville se ud i 1984.

1984 blev også i vores alles virkelighed et vigtigt år. Da begyndte vi nemlig indtastningen af personlige oplysninger om mennesker i de computere, som indtil da kun var blevet brugt til tunge regneopgaver, hvor de digitale principper fra elektronikkens ”tændt eller slukket” fungerede perfekt i kalkulationer i hurtige regneprocesser.

I 80’erne begyndte private og offentlige virksomheder så at samkøre de digitale økonomital, som er baseret på lineær ”enten-eller- teknologi” med analog viden, som omvendt er funderet på ligheder og sammenhænge, og herefter blev det snart muligt – eller tilsyneladende muligt – at omregne alle data om mennesker til penge, og i dag træffes stort set alle beslutninger om os alle med udgangspunkt i digitale økonomiske beregninger.

Regeringen barsler med en ny sundhedsreform, hvor læger skal samles i sundhedshuse – lidt som de små sygehuse, som med meget mindre teknologi i 80’erne begyndte at blive nedlagt og erstattet af de storsygehuse, vi siden har fået.

De små hospitaler blev siden til de lægehuse, som kom til at medvirke til, at familielægebegrebet blev udvandet, og med den nye sundhedsreform bliver familielægerne helt aflivet.

Især unge praktiserende læger råber derfor vagt i gevær, mens de patienter, som også savner familielægerne – især gamle og dem i Udkantsdanmark – ikke mere tror på, at familielægen overhovedet eksisterer. Alligevel vil de meget gerne undgå at bruge timer på bare at få en tid hos en læge og alt besværet med at komme derhen for blot at møde en anden læge end sidste gang, hvor de også fik besked på at tage hjem og bestille en ny tid, fordi der allerede var gået for lang tid med denne konsultation – eller at det problem, de nu ville tale om, var et andet og lå inden for et andet lægefagligt speciale end det, de begyndte med at tale om.

Vi gamle kan godt huske, da det ikke var sådan.

Det kan de unge praktiserende læger ikke, men de brænder for deres fag og vil også have familielægen tilbage og er gået på barrikaderne for det.

Måske kan dette behov for familielægens genfødsel blive den dråbe, der omsider får bægeret til at flyde over, så virkeligheden igen kan få en plads mellem regnearkene og alle de ubrugte data, som fylder alt for meget og bruger alt for meget CO₂ og vand på bekostning af de mennesker, som faktisk har brug for også meget andet end lægehjælp.

Det er mange år siden, nogen embedsmænd eller politikere turde sætte spørgsmålstegn ved de algoritmer, der styrer vores alles liv i dag.

Hvis vi vil opnå noget, som ikke kan begrundes i økonomi, er vi nødt til at finde analoge menneskeargumenter frem, men dem er der ingen penge i, af den simple grund at et digitalt databehandlingssystem ikke kan programmeres til at arbejde analogt.

Genoplivning af familielægen på landsplan er en analog proces – helt på linje med genopretning af klimaet og andre projekter kun for de levende livs skyld, men uden nogen form for økonomisk alibi digitalt eller politiske advokater, fordi disse alle har solgt sig til den store algoritmeintelligens.

Men kan vi så intet gøre?

Det er meget svært at gøre noget. Der er i Danmark i dag omtrent 3.500 praktiserende læger, som vel at mærke for allerstørstedelens vedkommende ikke i dag har overskud til at leve op til de krav, vi alle kender og stiller til familielæger. Danske regioner vil gerne have antallet af praktiserende læger op på 5.000, men det ville heller ikke hjælpe meget.

Det er nemlig ikke regeringens bevidste eller for så vidt ubevidste intention, at disse skal fungere som gamle dages familielæger. Tværtimod kommer de ifølge forslaget til den nye sundhedsreform til at indgå i de nye topautoriserede lægehuses maskineri som effektive og velsmurte tandhjul. Det levner ikke plads til hensyn til ikke så velsmurte eller effektive patienter.

I Danmark er der det sidste år solgt medicin for 30.000.000.000 kr. Det er, også fratrukket omkostninger, et betragteligt beløb i forhold til lønninger til 3.500 praktiserende læger og betyder i praksis, at medicinalfirmaerne trækker i de tråde, der styrer regeringens beslutninger vedrørende også de praktiserende lægers muligheder for at få overskud til at fungere som de familielæger, nogle af os kan huske.

Men hvis det havde været anderledes, og regeringen skulle få overskud til at tage de syge og de praktiserende lægers bøn om familielæger seriøst, var den hellige grav alligevel ikke vel forvaret.

Familielægerne skal nemlig nødvendigvis være en landsdækkende service, og netop dér, hvor der er mest brug for dem, er det mindst attraktivt at bo for praktiserende læger. Og det er formentligt ikke kun et problem, som kan løses med højere lønninger, som politikerne jo netop heller ikke har lyst til at give nu, hvor de er ved at prøve at kontrollere også de praktiserende læger på alle mulige områder. Overvågningen og kontrollen er lidt anderledes end i ”1984”, men den virker.

Det største problem ligger dog i, at en optimering af familielægefunktionen kræver en jobbeskrivelse for familielæger, som er fra længe inden jobbeskrivelsernes tid, og en sådan fører i modsat retning af det specialiserede sundhedssystem, som regeringen ser lige om hjørnet – efter afstemningen om de sidste lovforslag i deres nyeste sundhedsreform.

Det er uvist, om vores politikere ved, at det hænger sådan sammen, eller om det er det, der er deres hensigt. Det værste er dog, at det nok heller ikke står helt klart for dem selv.

Regeringens nye sundhedsreform er udtryk for, at bevidstheden om den digitale guds fortræffeligheder er gået dem i blodet, og det sker 40 år efter, at nogle andre meget mindre skråsikre politikere mente, at vi alle nok kunne holde de digitale muligheder i ave ved hjælp af vores fornuft og respekten for hinanden og de nødvendige sammenhænge i den verden, som dengang også var et mere fælles projekt.

Den voksende digitalisering har ændret på dette sociale fokus, og de, der har magten i dag, kan ikke huske eller forestille sig det anderledes.

I dag er vi også kommet til næste administrative it-hurdle, 40 år efter den første i 80’erne: Selv veluddannede mennesker mener i dag, at kunstig intelligens, AI, kan løse alle de analoge opgaver, som vores levende og dynamiske virkelighed løbende stiller os, men AI er funderet på den samme teknologi som de sidste små hundrede år – bare hurtigere og med flere og flere data at søge i. Ingen algoritmer kan dog få den til at udvikle fysisk og levende intelligens med kognitiv udvikling i alle mulige dimensioner, som den livet har udviklet i mennesker altid.

Mange på min alder og selvfølgelig også ældre kan stadig huske, da det ikke bare var digitale output og andres meninger, der betød noget for værdien af vores alles liv.

Men det er, som om alle har opgivet og vurderer den analoge tids muligheder som lige så passé som familielægerne og sneen til jul.

Men det er det, der er livet og den virkelighed, som både giver mulighederne og sætter grænserne for alt, hvad vi gør – også på nettet. Dette liv er forudsætningen for alt, og uanset om vi har og også skal have forskellige meninger – både om og med vores liv – og samfundet eller samfundene – kan ingen af os ændre på den virkelighed, som alt, hvad vi har, og alt, hvad vi er, er funderet på.

Så lad os begynde med familielægerne. Dem har vi i hvert fald alle brug for.