Er vi vidner til et nyt ungdomsoprør – eller er det blot en generation, der spræller i nettet?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Woodstock-festivalen i 1969 var en af de største musikfestivaler i historien og gik hen og blev symbolet på ungdomsoprøret og den modkultur, som kom til at symbolisere 1960’erne. En modkultur, hvor unge mennesker søgte at gøre op med krig og det etablerede samfunds sociale strukturer.

Med Roskilde-festivalen overstået, hvor vi så en ungdom rejse sig og sige klart fra over for det etablerede systems medskyld for situationen i Gaza, er vi så vidner til en slags historisk gentagelse af 1960’ernes ungdomsoprør?

Fra Glastonbury til Roskilde så vi unge festivalgængere rejse sig og tage klart afstand fra den undertrykkelse og uretfærdighed, som deres unge sind har været vidner til i deres korte levetid.

Er du født i 90’erne eller i start 00’erne, er det ret bemærkelsesværdigt, hvad din krop har været vidne til: 11. september og hele krigen mod terror, Irak- og Afghanistan-invasionerne, fremkomsten af Isis, Libyen-invasionen, Det Arabiske Forår og undertrykkelsen af samme, 7. oktober og det igangværende angreb på civilbefolkningen i Gaza. Listen er efterhånden lang.

Hvis du er født i denne tid, er du blevet kastet ind i en utrolig ustabil verden, hvor alt synes i opløsning. Gamle normer og værdier er smidt ud ad vinduet i forfølgelsen af ”sikkerhed”. Staten er blevet altomfattende og allestedsnærværende i sin masseovervågning af borgerne. Alle skal være konforme og ens. Vestlige liberale frihedsværdier skal udbredes over hele verden, og de, som ikke deler det samme verdenssyn, er legitime mål for demokratiets bomberegn. Du har meget at bearbejde, hvis du er født i denne tidsalder.

Hvis du gik i skole i 1990’erne derimod, var du vidne til en optimisme: Berlinmuren var faldet og med den kommunismen. Liberalismen og demokratiet havde vundet og skulle nu gå deres sejrsgang over hele verden. Vestlige humanitære organisationer i form af ngo’er skulle udbrede menneskerettighederne og det vestlige syn på kønsroller, seksualitet og personlig frihed. Der var ikke længere nogle barrierer for vestlig dominans i verden.

Det verdensbillede blev knust med 9/11 og den efterfølgende krig mod terror.

Hvis du er vokset op i 00’erne, er det et helt andet verdensbillede, du er vokset op med: en usikker og farlig verden, hvor man konstant får fortalt, at vores frihed er under pres – at folk derude kommer og tager den fra os, simpelthen fordi de ikke kan lide frihed. En verden, som bliver mere og mere autoritær og avers over for anderledestænkende – det være sig i deres pigment eller i deres tankesæt. Der er ikke længere plads til forskellige holdninger, og hvis der er, så er der kun plads til forskellige holdninger inden for det samme paradigme.

Liberalismen, som traditionelt forbindes med tolerance og frihed for det enkelte individ, synes nu mere og mere insisterende: Du skal adoptere visse holdninger, når det kommer til køn, ligestilling og seksualitet.

Du skal acceptere vestlige værdier og tankesæt, før du er en accepteret borger, og hvis du ikke har de rette tanker og værdier, så er du en del af den tredje erkendelse og dermed i virkeligheden en skjult femtekolonnesrevolutionær, som ønsker at tage vores friheder fra os.

Børn af denne tidsalder får livestreamet massedrab, udsultning og bombardementer i 4K-opløsning på deres smartphones. De er direkte vidner til den uretfærdighed og usikkerhed, som de tidligere generationer har efterladt dem. De forstår ikke, hvordan vi kan hævde at leve i en verden domineret af universelle menneskerettigheder, hvor demokrati og humanisme er de vigtigste dyder, men at vi samtidig tillader udsultningen af en civilbefolkning at finde sted lige for øjnene af os.

De kan ikke forstå, hvor vores menneskelighed er henne. De er vokset op med, at vi ikke skader andre, at vi hjælper hinanden, og at ethvert menneske har ret til liv.

De er vokset op med FN’s verdensmål og troen på, at vi skal udbrede denne ideologi til resten af verden. Derfor giver det ikke mening for dem, når USA, Europa og Israel, som alle repræsenterer dette system, nu er dem, som står for drabene, udsultningen og uretfærdigheden. De begynder at se Vesten som de ”onde” hyklere og de ”andre” som ofrene og de undertrykte.

Det var på mange måder de samme dynamikker, som lagde fundamentet til ungdomsoprøret og modkulturen i 1960’erne. Man havde en ungdom, som ikke forstod, hvordan den ”frie” verden kunne begå de uhyrligheder, som den begik i Vietnam, Laos og Cambodja.

Man begyndte at se USA som en slags imperial magt, der undertrykte og var årsag til død og ødelæggelse i verden, ikke som en velgørende befrier, der kom med demokrati og menneskerettigheder, som magthaverne ellers godt kunne lide at fremstille det som.

I dag synes ungdommen at være vågnet op til den samme erkendelse: at alle slogans om menneskerettigheder og humanitær bistand i virkeligheden er tomme ord og koncepter, som bliver brugt til at udtrække ressourcer og retfærdiggøre neokolonial indblanding i ikke-vestlige lande.

Når det tjener vestlige interesser, tager man parolerne i brug, og når det ikke tjener vestlige interesser, er det ”kompliceret”, og passivitet bliver normen.

Derfor ser vi en ungdom, som går imod strømmen og de etablerede normregler. De nægter at tie i mødet med uretfærdighed begået af de samfund, de lever i. De ønsker at sige klart fra og ændre tingenes tilstand, men de bliver mødt af en ældre boomer-generation, et etablissement, som sidder komfortabelt ved skibets ror, og som ikke ønsker at ændre kurs. Det er denne diskrepans mellem de to generationer, vi nu er vidner til.

Realiteten er, at de fleste af os ikke vil stå op og kæmpe imod uretfærdighed, når vi ser det blive udøvet mod vores medmennesker. Så længe vi ikke er direkte berørt af overgrebene og undertrykkelsen, og så længe vi ikke direkte kan identificere os etnisk og værdimæssigt med ofrene, så har vi svært ved at nære sympati og udvise empati. Vi gør det måske i tale – men der er langt til handling.

Sandheden er, at det er nemmere for os at udvise sympati med de ukrainske ofre for Ruslands invasion: De er hvide ligesom os, og de er kristne ligesom os – og så er de tættere på os kulturelt og geografisk. Det retfærdiggør vores sympati, hvilket egentlig er paradoksalt, når man tænker på, at Generation X er et produkt af 68’er-generationen.

For Gen Z er denne distinktion ikke lige så tydelig. Den er vokset op i en anden verden, hvor brune, gule, røde, sorte og hvide mennesker mødes i en globaliseret verden og opbygger relationer. Derfor forstår de ikke den tilsyneladende dobbeltmoral i magthavernes og den ældre generations tilgang til behandlingen af mennesker.

Vil ungdommen starte en reel forandring af den etablerede samfundsorden, eller er vi forbi de store brydningstider, hvor man reelt kunne effektuere varig ændring og paradigmeskift? Er liberalismen og den etablerede verdensorden kommet for at blive, eller går vi mørkere tider i møde, hvor ”magt er ret”, og hvor Samuel P. Huntingtons forudsigelse om ”civilisationernes sammenstød” er ved at blive en realitet?

Jeg er bange for, at jeg ser fremtiden med pessimistiske briller: Nok har vi en ungdom, som ønsker forandring, men den er blevet lige så slavegjort som os andre af det moderne forbrugersamfund: af vores devices, af vores indkomst, af vores komfort og vores regninger, som skal betales. Forandring kræver selvopofrelse, og det har de færreste modet til – unge som gamle.

Det er nemmere at kigge væk, for i vores del af verden går det trods alt stadig godt. Ingen ønsker at rokke båden.