Drop straffeekspeditionen mod almen praksis. Gør det nuværende system bedre i stedet

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I 2013 havde Danmark besøg af præsidenten for Verdensorganisationen for Almen Praktikere, professor Michael Kidd fra Australien. Han sagde blandt andet: »I har verdens ledende eksempel på en almen praksis, andre lande ser på jer for at se, hvad der kan gøres og hvordan.«

Hvorfor valgte han at komme? Og så helt fra den anden side af kloden! Danske almen praktikere udgør jo kun syv promille af medlemsskaren. Det gjorde han, fordi dansk almen praksis dengang var meget alvorligt truet. Danske Regioner ønskede at topstyre og detailregulere. Det, Michael Kidd kunne se fra den anden ende af kloden, kunne de danske regioner ikke se fra regionsformandskabet i Viborg: Danmark har verdens bedste almen praksis.

Set fra regionsformandskabet i 2013 så almen praksis således ud: »Der manglede tillid på begge sider. Herinde (i Danske Regioner, red.) var der således ingen tvivl om, at opfattelsen var, at lægerne (de praktiserende læger, red.) var en i forvejen velaflagt gruppe, som havde rigtig mange privilegier og fordele, og nu krævede de endnu mere. Den følelse stak dybt i vores organisation,« og »i bakspejlet er der ikke nogen tvivl om, at jeg har et ansvar for, at der gik ”lærerkonflikt” i den.«

Sådan sammenfattede regionernes daværende formand forløbet, efter han var gået på pension nogle år senere.

Mit gæt er, at Danske Regioner ikke har haft besøg af en kompetent og højtstående kollega fra den anden side af kloden, som har sagt til dem: »I har verdens ledende eksempel på et offentligt ejet og drevet hospitalsvæsen … osv.«

Modsætningsvis ved vi, at set fra København blev Danske Regioner af sundhedsministeren vurderet til dumpekarakter.

I ”Deadline” for et par år siden fortalte hun, at statskassen åbnede kasseapparatet til fri udbetaling i månederne efter coronaen. Nedlukninger og særordninger havde vredet styringen noget ud af stilling, og derfor kunne hospitalerne så henvende sig og få finansiering af de nødvendige tiltag til at rette op.

I programmet gav hun tydeligt udtryk for sin overraskelse og skuffelse over fravær af anmodninger om ekstrabevillinger. En sektor, der siden 2018 havde – og fortsat har – leveret faldende effektivitet, burde da gribe tilbuddet med kyshånd. Ingenting skete.

Med andre ord: ledelsesmæssig afmagt. Sundhedsministeren satte derpå skarpt lys på afmagten ved at nedsætte en Sundhedsstrukturkommision, det vil sige en enhed, der direkte griber ind i Danske Regioners ansvarsområde og søger at tage hånd om problemer, som regionerne selv burde have ordnet som driftsherrer.

Samarbejdet i sundhedsvæsenet kort: Praktiserende læger er selvstændigt næringsdrivende, og vores største kunde er regionerne, som køber ydelser svarende til 95 pct. af lægernes omsætning.

Dagligdagen kort: Jeg tager mig dagligt af de patienter, der kommer ind gennem min fordør – typisk 20 patienter med håndtryk og øjenkontakt – men i stadigt større grad skal jeg afse tid til de opgaver, hospitalerne og kommunerne skubber ind gennem min bagdør.

I min lægetid på 34 år er antallet af ansatte på hospitalerne næsten tredoblet, mens antallet af praktiserende læger er faldet en smule. Alligevel overføres opgaver fra hospitalerne og til almen praksis, og planen med sundhedsstrukturreformen er, at det skal øges.

I forhandlinger om samarbejdsaftaler har regionerne som storkunde naturligvis et økonomisk tungt mandat. I aftale-udkastet får man denne afslørende hensigtserklæring: »Det almenmedicinske tilbud skal afspejle sundhedsvæsenets behov.« Altså ikke patienternes behov?

Udspillene fra Danske Regioner vil jeg ikke gennemgå, de kan søges frem på internet, de fleste strutter af magtbrynde og respektløshed over for modparten, og samlet set truer de almen praksis.

Det, der ville klæde både praktiserende læger og Danske Regioner, er en ordning, der imødekommer patienternes ønsker og honorerer ydelserne efter deres samfundsøkonomiske værdi.

1. Patienterne ønsker at vide, hvem deres læge er, og de ønsker at få en tid inden for få dage uden at skulle stå til regnskab for, hvad konsultationen skal dreje sig om, for ofte ved de jo ikke selv, hvorfra deres problemer kommer.

2. Samfundsøkonomisk er det gavnligt, at måske 50 pct. af alle henvendelser kan ordnes telefonisk. Ikke ved videokonsultation, som lader en stor del af vores patienter i stikken, fordi de ikke føler sig tilpas eller ikke mestrer teknologien.

Læger i enkeltmandspraksis leverer allerede nu det, patienterne efterspørger, til forskel fra læger i flermandspraksis. Hvis parterne i stedet var enige om, at »det almenmedicinske tilbud skal afspejle patienternes behov«, ville man etablere en ordning, der begunstigede enkeltmandspraksisser, som imødekommer patienternes ønsker bedst.

Hvis parterne også var enige om, at samfundsøkonomisk værdi skulle styre honoreringen, ville man fjerne det nuværende honoreringssystem, der belønner lægerne for at påføre patienterne ulejlighed ved at skulle komme til konsultation.

Under coronanedlukningen var næsten alle kontakter pr. telefon (eller indviklet video, uden ekstra lægelig værdi), og det gik fint. Ikke behov for afspadsering, køretur, parkering og ventetid; sådan kan det gøres i de mange tilfælde, hvor fremmøde ikke tilfører diagnostisk værdi.

Vi praktiserende læger må naturligvis også gribe i egen barm. Flermandspraksisserne bliver stadigt flere og større, og de leverer i for stort omfang en stadigt ringere service.

Der er for få til at tage telefonerne, så der er 17 andre i kø; en alt for detaljeret købesked på mere end to minutter, om hvordan man ellers kan få tider; ved bestilling via nettet kan der være omfattende krav om afkrydsning i indtil 27 punkter, om hvad det mon drejer sig om; et mylder af kvik-tider og akuttider, der presser patienterne til at føle, de snyder på vægtskålen ved at omdøbe deres problem til akut for i det mindste at få en tid anden end den, de er tilbudt to måneder fremme.

Den nye aftale skal opmuntre til at dele flermandspraksisser op i enkeltmandspraksisser. De kan sagtens drive fra samme adresse som hidtil. Alene det vil bedre servicen og glæde patienterne.

Vrøvle-forslaget om, at klinikkerne skal være åbne fra 8.00-20.00, er ikke så vigtigt for patienterne, som mere ønsker at vide, hvem deres læge er, og ønsker at kunne få en tid ret snart.

Lægerne skal honoreres for at lave en lægeydelse, uanset kontaktformen, så det er i både lægernes og patienternes interesse at få problemerne løst så enkelt som muligt.

Her vil ånden fra regionerne nok indvende: »Lægerne har rigtigt mange privilegier og fordele, og nu kræver de endnu mere; så vi lader der gå konflikt i den.«

Om det udvikler sig til konflikt, skal parterne så beslutte. Mit forslag er, at vi forbedrer ordningen, som den allerede er – med enkle midler og uden privilegier – og derved hindrer det truende kollaps af verdens bedste almen praksis.