Europa har brug for atomvåben

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Så kommer lysglimtet fra atombomben. Der går en brøkdel af et sekund med uhyggelig og indtrængende stilhed. Så: BUMMMM …

I den første brøkdel af et sekund opvarmer et lysglimt luften og forkuller mennesker og ting. Ildkuglen lyser mange gange stærkere end Solen ved middagstid. Enhver, der ser direkte på den, bliver blændet.

Det er i disse dage 80 år siden, atomvåbnet for første og indtil videre eneste gang blev taget i brug. I Hiroshima 6. august 1945 og i Nagasaki 9. august. Henved 200.000 dør i de første måneder efter angrebet. Mange flere i årene efter som følge af radioaktiviteten.

Atomets spaltning skabte en helt ny situation, der gjorde, at vor tid nu adskiller sig fra alle tidligere epoker i historien. Menneskeheden kan blive udslettet i løbet af nogle timer.

Den civilisation, vi har opbygget i løbet af tusindvis af år, kan på nogle timer blive jævnet med jorden. Paris, New York, Sankt Petersborg – og København.

Sprængningerne gjorde et enormt indtryk, også i Danmark.

Socialdemokraten Hartvig Frisch fastslog i Folketinget den 6. september 1945, at »Med atombomben er verden blevet en anden«. For første gang eksisterede der nu et våbensystem, hvis anvendelse i omfattende målestok ville være ensbetydende med »menneskehedens kollektive selvmord». »… Civilisationen er fortabt, hvis en storkrig bringer sådanne våben til anvendelse,« sagde undervisningsminister Julius Bomholt den 4. oktober 1945 i Folketinget.

Vi balancerer i dag på en knivsæg. FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, udtrykte det i 2022 derhen, at »menneskeheden kun er en misforståelse, en fejlberegning fra atomudslettelse«.

Dagens atomvåben er langt stærkere og mere avancerede end i 1945. Tag ”USS Nebraska”, en atomdrevet og atombevæbnet ubåd, der kan affyre 20 gange mere ødelæggelse end samtlige eksplosiver brugt under Anden Verdenskrig, inklusive atombomberne i Hiroshima og Nagasaki. De fleste eksperter er enige om, at en atomkrig kun kan ende i et nukleart holocaust. Vi vil blive bombet tilbage til stenalderen.

Danmarks sikkerhed under Den Kolde Krig hvilede på en forestilling om afskrækkelse, hvor vi med atomvåbnet afskrækker modparten fra at angribe, fordi det vil føre til omfattende ødelæggelse af angriberen.

Man trækker så at sige modstanderen med ned i afgrunden. Tankegangen er, at redningen for menneskeheden i atomalderen er, at vi alle er forsvarsløse.

Men forudsætningen for afskrækkelsen er, at den mulige angriber handler rationelt, hvilket vi ikke nødvendigvis kan tage for givet.

Både USA og det daværende Sovjetunionen truede ved flere lejligheder med at anvende atomvåbnet. Ved nytår 2018 gjorde Nordkoreas leder, Kim Jong-Un, det klart, at han altid er klar til at trykke på atomknappen: »Hele USA er nu inden for vores atomvåbens rækkevidde.« Præsident Trump svarede: »Jeg har også en atomknap, men den er meget større end hans, og min knap virker.«

Aktuelt har præsident Putin gjort det klart, at han ikke bluffer, når han taler om muligheden for at bruge atomvåben. En ryggesløs og uforudsigelig præsident i Det Hvide Hus har ligeledes ved flere lejligheder flirtet med tanken om at anvende atomvåbnet. Senest med et opslag på det sociale medie Truth Social 31/7, hvor præsident Trump advarede Ruslands tidligere præsident Medvedev: »Han skal passe på, hvad han siger. Han bevæger sig ind på meget farligt territorium.«

Efterfølgende beordrede Trump to af de amerikanske atomubåde til at rykke tæt på Rusland.

Man kan argumentere for, at kun en nihilistisk galning vil starte en atomkrig. Men det kan ikke udelukkes, at der er regeringschefer, der vil tænke »efter mig syndfloden«. Altså en ligegyldighed over for fremtiden og konsekvenserne, efter ens egen tid er omme.

Det bidrager til usikkerheden, at reaktionstiden i tilfælde af en atomkrig er uhyre kort. Præsident Reagan beklagede sig over, at præsidenten kun har seks minutter til at reagere i efter at være blevet informeret om et atomangreb på USA.

USA har endog en ”launch-on-warning”-politik. Den indebærer, at den øverstbefalende vil affyre atomvåben, allerede inden USA er fysisk ramt, men blot under trussel om angreb.

Den politiske spredning af atomvåben udgør måske den største trussel for, at atomvåbnet en dag tages i brug. Lande, der befinder sig i et geografisk område, som er præget af uro og spænding, kan være fristet til at anskaffe sig atomvåbnet.

Det gælder i dag i Mellemøsten og som bekendt og helt oplagt Iran. Men også eksempelvis Saudi-Arabien, i lyset af at Israel råder over atomvåbnet. Efter den russiske invasion af Ukraine også lande som Polen og Finland. Resultatet kan blive en kædereaktion, hvis den opfattelse breder sig, at det er normalt, at stater af en vis størrelse og på et vist udviklingsniveau har et nationalt atomvåben.

Nye atommagter vil næppe besidde de kommando- og kontrolsystemer og have de sikkerhedsforanstaltninger, som supermagterne råder over. Det øger risikoen for, at atomvåbnet tages i brug ved et uheld. Også risikoen for atomkrig på grund af misforståelser, fejlberegninger eller menneskelige fejl øges ved spredning af atomvåben.

Det ideelle ville være en atomfri verden. Hvilket præsident Obama slog til lyd for i sin Prag-tale i 2009. Men atomvåbnet er kommet for at blive; den nødvendige viden for produktionen eksisterer og kan ikke afskaffes.

Den næstbedste løsning er en effektiv afskrækkelse. Læren fra Ruslands invasion af Ukraine er, at en sådan afskrækkelse skal være af atomar karakter.

Men for Europa – og Danmark – er den ubekvemme sandhed, at vi ikke længere kan tage afskrækkelsen – den amerikanske atomparaply – for givet. Med Trump ved magten i USA kan vi ikke forlade os på amerikanerne, når det gælder europæisk sikkerhed.

Vi står over for et paradigmeskifte.

Svaret må være et fælles, uafhængigt europæisk atomforsvar, hvor EU står for våbenproduktion og vedligehold. Den realistiske start på et sådant projekt er de atomvåben, som Frankrig og Storbritannien allerede råder over. Med Storbritanniens centrale rolle for europæisk forsvar bør landet, uanset brexit, inddrages i dette samarbejde.

Den franske præsident Macron tilbød faktisk helt tilbage i 2020 Tyskland og de øvrige EU-lande at diskutere, hvordan man kunne samarbejde i Europa om den atomare afskrækkelse.

Et mere integreret europæisk samarbejde kommer ikke af sig selv. Danmark har afskaffet forsvarsforbeholdet, vi har engageret os stærkt i Ukraines frihedskamp – og vi er direkte udfordret af, at præsident Trump ikke afviser at benytte militær magt for at opnå kontrol over Grønland.

Derfor bør Danmark som formand for EU i disse måneder tage initiativ til en seriøs diskussion af, om vi i Europa sammen bør ruste os med det ultimative våben.