Europa trænger til en modrevolution a la Trump

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Skulle nogen ikke have opdaget det, har der i løbet af de seneste 10 år fundet en neomarxistisk revolution sted i den vestlige verden. Revolutionen kaldes i daglig tale for »woke«.

Det er denne wokeistiske revolution, man nu er gået i gang med at rulle tilbage i USA under den nye Trump-administration. Og heldigvis for det!

At det er præcis sådan, det forholder sig, skal man blot kigge fire år tilbage for at se.

Kort efter at Joe Biden var blevet indsat som den 46. præsident i Amerika, skrev den moderate – i øvrigt prodemokratiske – publicist Andrew Sullivan sådan her på sit medie The Weekly Dish:

»Jeg vil gerne have, at Biden skal få succes. Jeg vil have republikanerne til at moderere sig. Jeg vil gerne sænke temperaturen. Jeg vil gerne understøtte de politikker, der virkelig bringer os tættere sammen, selvom man stadig skal være velkommen til at være i opposition. Biden hævder, at det også er det, han vil.«

Herefter fortsætter kommentatoren imidlertid med denne opsigtsvækkende advarsel:

»Men intet af det kan eller vil ske, hvis præsidenten giver næring til kulturkrigen så aggressivt, så groft og så hurtigt. Du kommer ikke til at forene landet ved at dele det langs disse dybe og betændte identitetsspørgsmål. Og du opnår ikke mulighedslighed ved at booste dens antitese.«

Kan det siges meget klarere?

Hvad Sullivan nærmere sigter til, er ikke kun Joe Bidens proklamation af en radikal ”åben grænse-politik”, som var den form for uansvarlighed, der bragte Donald Trump til magten i 2016.

Han sigter især til den eskalering af den altid latente kulturkrig mellem progressive og konservative, som trækker en lang skillelinje ned gennem USA’s historie – og Europas også for den sags skyld. Dén kulturkrig, som i dag går under navnet »identitetspolitik« eller »woke«.

Her har, hævder altså den prodemokratiske Andrew Sullivan, Biden også »signaleret (og ved bekendtgørelse allerede lanceret) en meget skarp afvigelse fra liberalismen i sin tilgang til borgerrettigheder«. (Min understregning, MS).

Langt de fleste amerikanere støtter, som Sullivan pointerer, love, der beskytter minoriteter mod diskrimination, sådan at enhver amerikaner kan have lige muligheder, uden at hans eller hendes egne talenter holdes tilbage af fordomme.

Joe Bidens tale og bekendtgørelser kommer ikke desto mindre fra et radikalt andet sted.

»De erstatter eksplicit idéen om equality til fordel for det, anti-liberale kritiske teoretikere kalder ”equity”. De skrotter lige muligheder til fordel for lige resultater. De fleste mennesker vil ikke bemærke, at dette nye koncept er blevet introduceret – equity, equality, det hele lyder ens – men de vil snart finde ud af forskellen.«

Måske står vi her ved selve problemets kerne. Nemlig at vor tids neomarxistiske revolution er så smart indrettet, at de færreste overhovedet har opdaget, den har fundet sted. Netop fordi de to begreber equity og equality umiddelbart lyder så ens.

Men de er ikke ens. Absolut ikke!

Hvad er forskellen da? Det forklarer Sullivan lidt senere: For paradokset er, som han siger, at for at opnå ”equity” (resultatlighed) må du først tage ”equality” (mulighedslighed) væk fra individer, som er født ind i den forkerte identitetsgruppering.

Herpå kommer så kerneformuleringen, der sætter tingene på plads og afslører den ekstreme forskel på equity og equality; ja, som afslører, at de er hinandens logiske modsætninger. Den lyder:

»Equity betyder at behandle individer ulige, så grupper kan blive lige.«

Man siger, at vi lever i en historieløs tid. Men korttidshukommelsen har det åbenbart heller ikke så godt. For hvad det egentlig var, der skete, da Biden tiltrådte som præsident, har stort set alle glemt i dag.

Derfor begriber de heller ikke, hvad den storstilede anti-woke modrevolution, som den nye Trump-administration har sat i gang, dybest set går ud på.

Den handler nemlig ikke om at smide alt op i luften og skabe totalt kaos, som nogle synes at mene. Den handler i al sin enkelhed om at føre tingene tilbage til det normale, så man igen kommer til at stå på demokratisk og forfatningsmæssig sikker grund.

Som det også med al tydelighed fremgik af Donald Trumps egen indsættelsestale i januar, hvor han bl.a. hyldede borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King. Ja, man hørte rigtigt: borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King!

Og som det i øvrigt også fremgik af nogle af hans første dekreter, der netop handlede om at rulle nogle af Bidens »aggressivt« værdipolitiske (med Sullivans ord) revisioner – f.eks. af den såkaldte Title IX – tilbage, således at de igen kom til at hvile på solid forfatningsmæssig grund.

Med andre ord: Man opdagede i USA snart forskellen på equity og equality. Man opdagede, at Amerika ikke længere handlede om individuel frihed, men derimod om gruppeidentitetsmagten og dens konstante – og kontante – styring og håndtering fra statens side, altså fra den neomarxistiske Biden-regerings side.

Hvad mere er: Man opdagede, at sådanne politikker er åbenlyst forfatningsstridige. Den føderale regering kan nemlig ikke aktivt diskriminere på basis af race, køn eller en hvilken som helst form for gruppeidentitet inden for forfatningen.

Det var, hvad over 77.000.000 amerikanere tilkendegav ved stemmeurnerne den 5. november sidste år, da de valgte at give Trump hans anden periode, fordi han proklamerede, at han ville rette op på denne fatale udskridning, dette demokratiske systemkollaps.

De opdagede, at equity ikke ”bare” er et nyere og smartere ord for equality. De opdagede, at equity er intet mindre end selve antitesen til equality. Fordi det i virkeligheden handler om diskrimination.

Kort sagt: De opdagede, at forskellen på equity og equality i bund og grund svarer til forskellen på totalitær kommunisme og borgerlig-liberal humanisme.

Det siger sig selv, at i betragtning af den særlige og ekstraordinære – ja, ekstreme – baggrund, hvorpå Donald Trump tiltrådte som præsident, virker enhver snak om, at han ikke taler slebent og poleret nok til den internationale klasse af »professionelle politiske pinger«, skudt helt ved siden af.

Trumps opgave som leder af den frie verden er at stoppe en revolution, der har været ved at køre vores verdensdel i sænk over den seneste dekade. Så simpelt kan det siges. At få bremset denne revolution er slet og ret hans vigtigste politiske portefølje.

For at kunne gøre det er man selvsagt nødt til at tage fløjlshandskerne af. Og det er præcis, hvad Trump som den – stort set – eneste statsleder i den frie, demokratiske verden har formået at gøre.

For dette skal han ikke klandres. Han skal faktisk æres og hædres. Ligesom han skal æres og hædres for alle de andre positive resultater, han har skabt allerede nu, efter kun omkring et halvt år på posten.

Indtil videre har det dog kun skabt murren og tænders gnidsel på vore breddegrader. Ikke en dag, ja, ikke et minut går, uden at vi skal høre på ikke mindst de etablerede mediers ignorante lamenteren over Trumps stil, Trumps sprog, Trumps tydelige og umisforståelige anti-woke-politik – og hvad med hans hårfarve, er den egentlig også forkert?

Det er både tragisk og fatalt. Og en dag vil denne blindhed forhåbentlig gå op for os – selv her i det degenererede Europa.

Den dag ser jeg personligt meget frem til.