H.C. Andersen giver stadig de fleste danske forfattere baghjul

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I dag er det 150 år siden, at H.C. Andersen døde. Han døde den 4. august 1875 på Rolighed på Østerbro, hvor familien Melchiors havde sit landsted på det, der i dag hedder Gl. Kalkbrænderivej. Her havde Andersen sin egen lille afdeling, hvor han havde ligget i sengen i flere måneder, indtil den leverkræft, som så vidt vi ved, var årsagen til, at han døde, endelig tog livet af ham.

Det sidste års tid var der ikke meget tilbage af den energiske og kraftfulde H.C. Andersen, som blot få år tidligere stadig tog på flere årlige udlandsrejser. På de sidste fotografier af ham, taget i lejligheden i Nyhavn i maj 1874, kan man se, at det ikke står godt til. Han har mistet alle sine tænder og sidder og kigger ud ad vinduet på det liv derude, som han ikke længere er en del af.

Og sammenligner man billederne fra 1874 med fotografier, der er to eller tre år ældre – og der er nok at vælge imellem, da der findes mere end 150 fotografier af Andersen, hvad der gør ham til en af de mest fotograferede personer i verden i fotografiets barndom – er det tydeligt, at det hurtigt er gået ned ad bakke.

Skiftet sker den 1. november 1872, hvor han i sin dagbog skriver, at han vågede i »den tidlige Morgen med stærk Diareh, frøs og følte mig ilde«. Og herfra og frem til sin død kan dagbogen ses som en slags lidelseshistorie, hvor det er tydeligt, at H.C. Andersen konstant er i smerter, er utilpas og ikke rigtig kan noget som helst.

Derfor er det heller ikke overraskende, at han fra 1872, hvor han udgiver både sin sidste roman og sin sidste eventyrsamling, og frem til sin død ikke udgiver noget som helst og næsten holder helt op med at skrive skønlitteratur.

Med Andersens død sluttede en æra i dansk litteratur og kultur. Han var den sidste af guldalderens store forfattere, og man kunne godt få den tanke, at hans eventyr og historier slet ikke passede ind i den nye tid, som var skyllet ind over Danmark i årene før hans død. For det var det moderne gennembruds tid, som blev indledt med Georg Brandes; forelæsninger på Københavns Universitet, hvor han hævdede, at hele den danske litteratur befandt sig i en »Hendøen«, og at litteraturens opgave derfor var at »sætte Problemer under Debat«.

Men egentlig passede H.C. Andersen fint ind i den nye tid – og han havde kendt Georg Brandes helt tilbage fra 1865, hvor han i et brev beskriver Brandes som »en høit begavet ung Mand«. Fra 1868 udviklede det sig til et decideret venskab mellem den ældre eventyrforfatter og den unge, fremadstormende kritiker. Faktisk læste Andersen nogle af sine sidste eventyr højt for Brandes for at høre hans mening, inden de gik i trykken.

Brandes var også den første kritiker, der tog Andersen seriøst som eventyrforfatter. I et langt essay, trykt over tre numre af Illustrerede Tidende i 1869 – to år før forelæsningerne på Københavns Universitet – viste Brandes, at H.C. Andersens eventyr ikke blot er for børn, men noget, der er værd at beskæftige sig med som en seriøs litterat. Og det er en imponerende mængde af Andersens 156 eventyr og historier, som Brandes får omtalt i det lange essay.

Da H.C. Andersen i 1835 udgav sine første eventyr, blev de kritiseret for at være skrevet i et talesprog og derfor ikke at være rigtig litterære. Men for Brandes er det talesprog, som Andersen overalt i sine eventyr forsøger at imitere, netop det, der gør hans eventyr til stor litteratur. »Der skal Mod til at have Talent,« skriver han og påpeger, at H.C. Andersen »har den dristige prætension at udtrykke sig mundtligt, skjøndt paa Prent, han vil ikke skrive, han vil tale, og han vil gjerne tale som et Skolebarn, naar han derved blot undgaar at tale som en Bog«.

Dermed gjorde Brandes opmærksom på noget helt essentielt, når det kommer til H.C. Andersen: at H.C. Andersen først og fremmest var en sprogkunstner. Og enhver, der har læst H.C. Andersens eventyr, ved, hvor rytmisk og dynamisk hans sprog er, fordi det lægger sig tæt op ad det mundtlige. For pointen er, at for at imitere det mundtlige bliver han nødt til at være særdeles litterær, og her opfinder han så at sige et helt nyt sprog, som aldrig før er hørt på dansk.

At Georg Brandes skulle blive den første, der tog H.C. Andersen seriøst som forfatter, er selvfølgelig en smule ironisk, når man tænker på, at han blot to år senere hævdede, at den eneste litteratur, der havde nogen værdi, var den, der sætter »Problemer under Debat«.

Men måske er det ikke så underligt endda. For H.C. Andersens eventyr sætter faktisk problemer under debat og er langt mere politiske, end vi normalt går og tror. Og det var Brandes særdeles bevidst om.

Lad os tage ”Fyrtøiet”, der stod trykt som det første eventyr i H.C. Andersens første eventyrsamling, ”Eventyr, fortalte for Børn”, der udkom i maj 1835. Her møder vi en ung soldat, der fra begyndelsen fremstår lidt komisk, idet han jo marcherer alene på vej hjem fra krigen. Da han møder en heks og kommer ned i det hule træ med de tre rum, ændrer han pludselig karakter.

De mange penge – særligt guldpengene i det sidste rum – gør ham handlekraftig og giver ham en retning i livet. Og fra at være lidt en las, der ikke rigtig har noget mål, kommer han til byen, hvor han hurtigt bliver et borgerligt individ, der fokuserer på materielle goder.

Han flytter ind på et værtshus, hvor han får de fineste værelser. Men da han hurtigt får brugt pengene, må soldaten, som Andersen skriver i eventyret, »flytte bort fra de smukke Værelser, hvor han havde boet, og op paa et lille bitte Kammer, Helt inde under Taget«, og hvor ingen af hans venner længere kom på besøg »for der vare saa mange Trapper at gaa op ad«.

At ingen af hans venner længere kom på besøg, har selvfølgelig intet at gøre med de mange trapper, men alt at gøre med, at han har tabt sine penge og dermed sin sociale prestige. Det er en falsk kausalitet, som udover at tilføje et humoristisk aspekt til beskrivelsen får os som læsere af eventyret – og især Andersens intenderede læsere: det københavnske borgerskabs børn – til at stoppe op og undre os over, hvorfor soldaten ikke længere får folk på besøg.

Ved at vise soldatens tab af penge og prestige gennem det, at han flytter fra de smukke værelser til et lille, usselt kammer under taget, illustrerer Andersen helt konkret, hvad ulighed og social udstødelse egentlig er. Det er en politisk form, han skaber, der udvider vores evne til at forestille os og forstå ulighed og giver os mulighed for på en ny og overraskende måde at opleve, hvad ulighed er.

Og den form har gjort indtryk på borgerskabets børn i 1830’erne, som måske aldrig før havde forstået, hvad ulighed egentlig er.

Vi kan også tage en historie som ”Den lille Pige med Svovlstikkerne”, som han skriver i 1845. Den historie ville det ikke have været muligt for ham at skrive blot få år tidligere, hvor de første svovlstikkefabrikker slog dørene op i det indre København. Her var det almindeligt, at de mange børn, der arbejdede på fabrikkerne, og som var helt ned til syv år gamle, brugte de få skillinger, som de havde tjent ved det farlige arbejde ved fadene med hvid fosfor, til at købe de svovlstikker, de selv havde fremstillet, og så solgte dem på gaden efter arbejdstid.

Gennem hele historien skifter synsvinklen genialt og epokegørende mellem indre og ydre, hvor vi både ser den stakkels pige udefra i den kolde vinter og hører hendes uskyldige tanker, som står i modsætning til det, hun oplever. Og til sidst i historien bliver den skiften mellem indre og ydre gjort konkret, hvor hun befinder sig udenfor i et hjørne, mens borgerskabet og dem, der læser om hende, helt bogstaveligt befinder sig indenfor på den anden side af muren.

Dermed bliver den sentimentale historie en af de første – hvis ikke den første – litterære beskrivelser af børnearbejde i Norden i den industrielle tidsalder.

Og Andersen formåede at skabe sympati med den stakkels pige, der er tvunget til at sælge svovlstikker, og som tidligere var blevet set som en doven tigger, hvor der ligefrem blev advaret mod at give penge til sådanne svovlpiger: »Lukte du og lukte Alle Øret og Haanden for Barnets Klage, da vilde I de fleste Tilfælde baade Forældrene selv arbeide og tillige anføre deres Børn til nyttige Forretninger,« som det lød i en sådan advarsel fra den populære ”Flinchs Almanak, eller Huuskalender” fra 1843.

H.C. Andersen var ikke en politisk forfatter. I hvert fald ikke, hvis vi ved politisk forfatter forstår én, hvis raison d’être for at skrive er at omstyrte samfundet og fremme en bestemt politisk ideologi. Men det er ikke ensbetydende med, at hans eventyr ikke er politiske.

For når vi læser eventyrene i dag, står det klart, at H.C. Andersen var en særdeles skarpsindig observatør af ulighed, magtforhold og sociale forskelle i sin samtid – og at netop dette er med til at gøre hans eventyr aktuelle og relevante i dag, hvad enten de bliver læst af børn eller voksne.

Derfor er der grund til stadig at læse H.C. Andersen i dag – 150 år efter hans død. For hans eventyr er fantastiske. De er stilistisk nyskabende, sofistikerede og så pokkers litterære. For i sine eventyr skriver H.C. Andersen røven ud af bukserne på de fleste andre danske forfattere. Hans eventyr sætter fingeren lige der, hvor det gør allermest ondt. Og han gør det med en humor og ironi, som er lige så bidende i dag som dengang, de blev skrevet.

Claus Elholm Andersens bog ”En dissonans i denne verden. Læsninger i H.C. Andersens tidlige eventyr” udkommer i dag på Aarhus Universitetsforlag.