Trump kan skabe ny inflationsbølge

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Gentagne gange truer USA’s præsident, Donald Trump, med at fyre chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell.

Det skete så sent som i sidste uge, hvor i alt fald rygter spredtes herom, hvorefter aktiemarkedet straks dykkede. Først da Trump dementerede, at rygtet intet havde på sig, kom aktiemarkedet tilbage på sporet, hvilket skete lige så prompte, som aktierne var faldet – ja, faktisk inden for et par timer.

Når investorerne reagerer så voldsomt på risikoen for Trumps fyring af Powell, skyldes det flere ting. For det første er det hidtil uset, at en præsident fyrer en centralbankchef, og tanken om utætte skotter mellem politikerne og centralbankerne skaber bekymring.

Det er et brud med en sund armslængdepolitik.

For det andet er markedet bange for, at en fyring af Powell vil få inflationen i USA til at blusse op igen i en såkaldt anden inflationsbølge.

Styringsrenten i USA, som er den rente, centralbanken fastlægger for at tøjle inflationen, er stadig høj, nemlig 4,25–4,5 pct., mens inflationen ved seneste måling i juni var på 2,7 pct.

Der er blandt økonomer konsensus om, at en inflation på omkring 2 pct. er et sundt og passende niveau for et samfund. For Trump er det imidlertid vigtigt at få sat renten ned så hurtigt som muligt, da en lavere rente skaber mere økonomisk aktivitet på grund af flere penge mellem hænderne – både for virksomheder og forbrugere.

Problemet opstår, når inflationen endnu ikke er kommet under kontrol, før renten sættes ned, og det er formentlig præcis det, der er ved at ske nu i det, man kalder “en anden inflationsbølge” – et velkendt fænomen i økonomisk historie. Den kan opstå i kølvandet på en første inflationsbølge, som centralbanker har forsøgt at bekæmpe med renteforhøjelser.

Alligevel vender inflationen ofte tilbage i en ny bølge. Det mest prominente eksempel er perioden 1973–82, hvor inflationen steg kraftigt som følge af den globale oliekrise og den efterfølgende løn-prisspiral i 1979–81.

Der ligger flere mekanismer bag en genopblussen af inflationen. Først og fremmest er den underliggende inflation mere sejlivet, end man først antager og håber. Kerneinflationen – altså inflationen eksklusive energi og fødevarer – kan være drevet af f.eks. lønninger og servicepriser, og når først løn-prisspiraler sætter ind, kan det tage tid at bryde dem.

En anden central årsag til en ny inflationsbølge er en for tidlig lempelse af pengepolitikken, hvor centralbanken er under pres for at sænke renterne – især når væksten svækkes, og arbejdsløsheden stiger. Men hvis man lemper pengepolitikken for tidligt, før inflationen er slået ordentligt ned, får inflationen nyt liv – hvilket præcis skete i USA i årene efter oliekrisen.

Først da daværende centralbankchef Paul Volcker i 1981 hævede styringsrenten til over 21 pct., fik USA bugt med inflationen, dog med en efterfølgende recession.

Ud over en for tidlig nedsættelse af renten er der andre grunde til, at inflationen kan stige på ny. Det kan f.eks. skyldes eksterne faktorer som udefrakommende chok, hvor råvarepriser som olie, gas, fødevarer og metaller kan stige igen. Eller det kan skyldes geopolitiske kriser, hvor f.eks. krige kan presse priserne op. Endelig kan inflation genopstå på grund af en række strukturelle flaskehalse som manglende arbejdskraft, demografiske udfordringer eller manglende investeringer i kritisk infrastruktur som f.eks. energi.

Sidst, men ikke mindst kan inflationen få nyt liv, hvis stater fører ekspansiv finanspolitik gennem f.eks. skattelettelser, mens inflationen endnu ikke er under kontrol.

Præcis kombinationen af skattelettelser vedtaget gennem “Big, Beautiful Bill” og kravet om at få sat renten ned præger Trumps politiske tilgang. Men er det så opskriften på en ny kraftig inflationsbølge?

Skattelettelserne, som Trump især giver for den mere velstillede del af befolkningen, vil formentlig ikke være nok til at skabe ny inflation. Derimod kan told og handelsbarrierer – de såkaldte tariffer – øge inflationen en del.

Ifølge John Williams fra Federal Reserve Bank of New York kan tariffer i værste fald hæve inflationen med op til ét procentpoint, hvilket vil presse den samlede inflation op mod 3–3,5 pct. Det er endnu uvist, hvor tolden lander, men uanset hvad vil enhver forhøjelse skabe dyrere forbrugsvarer for den menige amerikaner, der vil opleve, at alt fra fødevarer til elektronik bliver dyrere at anskaffe.

Det skyldes især, at mange af de ting, amerikanerne forbruger, fremstilles i Kina til en lav timeløn. En højere told skaber incitament for udenlandske virksomheder til at producere i USA for at undgå tolden, men da mange af de importerede produkter fremstilles i lavtlønslande, vil produktionsomkostningerne i USA stige på grund af højere løn og told på materialer.

Sammen med skattelettelserne, der alt andet lige skaber større efterspørgsel og forbrug, og en præmatur rentenedsættelse vil inflationen for alvor kunne løbe løbsk. Den svage dollar gør det ydermere dyrere for amerikanerne at købe varer og materialer udefra – mens det dog omvendt styrker USA’s konkurrenceevne.

Imidlertid er der også valide grunde til at mene, at inflationen ikke nødvendigvis genopstår under Trump. For det første har han gjort alt for at deregulere – især inden for energi og AI. Dereguleringen af energisektoren handler om Trumps »drill, baby, drill«-tilgang til olie og gas og ikke mindst en deregulering af atomkraft.

De store AI-datacentre kræver enorme mængder energi, og her kommer atomkraft ind som leverandør af stabil energi. Netop AI bliver et af nøgleargumenterne for, hvorfor inflationen – trods tariffer og lavere renter – måske kan holdes i ave.

AI, automatisering og robotteknologi opfattes nemlig som en kæmpe forøgelse af produktiviteten og dermed særdeles inflationsdæmpende. Det anerkendte McKinsey Global Institute anslog i 2023, at alene AI kan øge bnp med 15–40 pct. inden 2030. Instituttet anslår desuden, at AI kan tilføje svimlende 2,6-4,4 billioner dollars årligt til den globale økonomi, hvoraf en betydelig del vil tilfalde USA.

Der er tale om en enorm produktivitetsforøgelse, og med stigningen i antallet af robotter og generel automatisering vil lønpresset sandsynligvis kunne holdes på et ikke-inflationsskabende niveau.

Der er altså både faktorer, der taler for og imod, at USA kommer til at opleve en anden inflationsbølge. Hvis den forventede produktivitetsforøgelse gennem AI og teknologi bliver mindre end antaget, vil en ny bølge af inflation være svær at undgå. Især hvis Trump får presset renten ned lidt for tidligt, og priserne stiger som følge af øget protektionisme, kan USA ende i en ny bølge af inflation.

Hvis AI, automatisering og robotteknologi derimod bliver så produktivitetsforøgende og inflationsdæmpende, som McKinsey mener, kan USA opleve århundredets største fest – både for investorer og almindelige mennesker.