Tre år efter tragedien i Field's: Ofrene kæmper stadig for anerkendelse og støtte

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den 3. juli 2022 om eftermiddagen var shoppingcentret Field’s i Ørestad på Amager fyldt med mennesker. Mange hyggede og varmede op til mødet med verdensstjernen Harry Styles, der om aftenen skulle give koncert i den nærliggende Royal Arena. Kl. 17.30 skiftede stemningen brat karakter, da en psykisk syg mand med en riffel skød og dræbte tre mennesker og sårede fire. Mange af de overlevende fik den dag smadret deres liv på et splitsekund. Oplevelsen sidder stadig i kroppen, og i mange tilfælde sidder de også med en følelse af svigt fra samfundets side.

I dag er en årsdag, som er svær at gå igennem for flere af de overlevende, hvor mange ufrivilligt genoplever dagen. Flere af ofrene lever fortsat med invaliderende eftervirkninger. Imens har det offentlige Danmark rost sig selv for den flotte indsats i forbindelse med skyderiet.

Men netop i dag har ofrene fundet sammen i fælles handling. Præcis tre år efter katastrofen står ofrene i samarbejde med Finn Nørgaard Foreningen klar med deres egen, den første, mindeceremoni for angrebet i Field’s. Den foregår i private rammer i København. Næstformanden for Folketingets præsidium, Lars-Christian Brask (LA), er inviteret til at holde en tale for de overlevende.

Danmark har ellers ikke megen grund til at rose sig selv. Vi lever ikke op til sammenlignelige lande, når det kommer til at støtte og hjælpe ofre for terror og terrorlignende angreb som i Field’s videre i livet, bl.a. dokumenteret i samtaler med ofrene. Politikere, herunder justitsminister Peter Hummelgaard, nikker anerkendende til problemet, indtil videre dog uden at følge op med handling.

Episoden i Field’s udspillede sig syv år efter terrorangrebet i København 2015. Siden er terror blevet skræmmende hverdagsagtige begivenheder, og PET angiver stadig trusselsniveauet herhjemme som alvorligt. Vi kunne have sat kræfterne ind på at lære af dette. Men det gjorde vi ikke. Derfor stod Danmark igen i 2022 uden et beredskab til at give ofrene i Field’s den nødvendige hjælp.

Da angrebet i Field’s var en realitet, var der intet safe house, hvor ofrene kunne samles. Royal Arena blev spontant et sted at søge tilflugt. Der blev ikke tændt for en central officiel hjemmeside. Mange kunne ikke komme igennem til de to telefonlinjer, som blev omtalt i tv (i øvrigt anbefales det kun at have én central linje åben). De, der bemandede telefonlinjerne, havde ikke nødvendigvis de rette kvalifikationer til at tale med terrorofre. Live tv, online nyheder og SoMe var for mange de eneste kilder til informationer. Der skete ingen koordineret opfølgning i forhold til ofrene. Og ofrene havde svært ved at finde steder at gå hen i tiden efter.

Skulle noget lignende ske i morgen, vil Danmark og ofrene stå i samme situation. Danmark mangler helt grundlæggende en målrettet strategi, der kan sikre en effektiv og enkel adgang til assistance samt til officielt at kunne anerkende ofres traumatiserende oplevelser, tab og lidelser.

I dag har en lang række europæiske lande allerede gjort sig dyrekøbte erfaringer med, hvad terror gør ved mennesker, og hvordan man bedst hjælper dem tilbage til et liv, der er værd at leve. Disse erfaringer, som også viser, at traumer ofte først udløses flere år efter oplevelsen, ligger til grund for den beredskabsmodel, som Finn Nørgaard Foreningen og Offerrådgivningen har udarbejdet. En sådan model forholder sig til terrorofre på tre niveauer: individ-, gruppe- og samfundsniveau.

Med inspiration fra både danske ofre og fra internationale erfaringer kræver det, at følgende lægges til grund for beredskabsmodellen: registrering og anerkendelse af ofre for terror og terrorlignende begivenheder, effektiv koordinering af samarbejdet mellem myndighederne og civilsamfund samt en offercentreret tilgang.

I den akutte situation er der behov for omfattende registrering, som kan sikre, at den efterfølgende hjælp kan være opsøgende. En sådan registrering er helt afgørende, men skete ikke i Field’s.

I forbindelse med registreringen er det vigtigt, at ofrene mødes af professionelle, der har særlig ekspertise, som f.eks. at undgå re-traumatisering. En differentieret definition af, hvem der skal registreres, er nødvendig for at sikre, at efterværnet effektivt adresserer behovene på alle niveauer.

Registrering er forudsætningen for en langsigtet koordineret indsats. Uden en sådan indsats oplever ofrene en følelse af at stå alene, ikke mindst når de typisk først efter både måneder og år oplever alvorlige eftervirkninger. Det gælder også mange Field’s-ofre. Det er bagtæppet for deres mindehøjtidelighed i dag.

Som det ser ud i dag, er statens kriseberedskab organiseret, så Den Nationale Operative Stab (NOST) og Det Centrale Operative Kommunikationsberedskab (DCOK) står for det akutte beredskab ved katastrofer i Danmark. Begge instanser bør naturligvis bidrage til en ny offer-centrisk beredskabs- og efterværnsmodel, hvor der skal udarbejdes helt klare ansvars- og opgavefordelinger samt konkrete retningslinjer for overlevering fra NOST/DCOK til og mellem indsatser i offerorganisationer, sundhedssektoren, retsvæsenet og andre myndigheder, som ofrene kommer i kontakt med. Dette vil muligvis kræve politiske tiltag.

Da koordineringsudfordringen udspiller sig på flere niveauer, bør der oprettes en centraliseret statslig enhed, der efter en katastrofe sikrer, at indsatser på individ-, gruppe- og samfundsniveau udføres af relevante aktører. Denne enhed skal fungere som den centrale indgang for registrerede ofre og stå som garant for ofres rettigheder. Dette gælder også for danskere, som er blevet ramt af terror i udlandet.

Forudsætningen vil kræve, at danske myndigheder opbygger viden om og kapacitet til håndtering af en offer-centreret tilgang. Den fordrer, at ofre behandles respektfuldt, at der tages hensyn til deres sikkerhed og fortrolighed, og at der indhentes informeret samtykke. Som i lande som Frankrig, Belgien og Spanien skal tilgangen også sikre støtte til og forebyggelse hos ofrene.

Det er ikke sådan, at ofrene fra Field’s oplevede mødet med myndigheder, presse og det omkringliggende samfund. De husker møderne som re-traumatiserende, og flere har også oplevet følelsen af re-viktimisering. Det skyldes typisk manglende viden, manglende rammer og manglende sprog, der muliggør en offer-centreret praksis.

Forskningen er på ofrenes side. For at citere professor Ask Elklit, der er ekspert i psykologiske følger af traumatisering: »Danmark er et uland, hvad angår krisehjælp og psykotraumatologi.«

En af forklaringerne på, at Danmark er kommet bagud i arbejdet med at sikre terrorofres rettigheder, er, at Danmark står uden for det retslige samarbejde i EU. Vi har med andre ord ikke deltaget i eller været forpligtet af EU’s store arbejde på dette område. Finn Nørgaard Foreningen har i 10 år utrætteligt lobbyet danske politikere for at gøre opmærksom på denne utilsigtede konsekvens af forbeholdet, som går tilbage til EU-afstemningen i 1992. Vi ønsker, at Danmark er rustet, hvis det unævnelige skulle ske.

For nylig fik foreningen brev fra justitsminister Peter Hummelgaard, der efter en årelang udredning meddelte, at Danmark i »væsentligt omfang« juridisk sikrer terrorofre på lige fod med EU’s direktiver. Men som han erkender, er en juridisk vurdering én ting. Noget andet er, hvordan ofrene faktisk oplever danske myndigheders beredskab i praksis.

På treårsdagen vil vi derfor takke for invitationen fra ministeren til at udvikle og forbedre beredskabet og opfølgningen på terrorhændelser. Alle de rigtige ord er sagt. Nu skal der handles.

Må terrorofre aldrig igen stå alene, som ofrene fra Field’s gør ved dagens mindehøjtidelighed.