Sociale medier truer dine børns "jeg"

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

”Sociale medier har overtaget ungdommen”.

Sådan lyder overskriften på en artikel i Jyllands-Posten den 19. juni. Overskriften er et citat fra en 15-årig 9. klasseselev, som har deltaget i et eksperiment sammen med 268 andre unge mellem 13 og 17 år om at mindske afhængigheden af sociale medier.

Pigen har mere ret, end hun og alle vi andre måske selv er klar over. For de sociale medier har ikke bare en stor og problematisk plads i unges liv. De truer ligefrem selve udviklingen af et ”jeg” hos de opvoksende generationer.

Nutidens børn og unge er digitalt indfødte. Kort tid efter Mark Zuckerberg lancerede Facebook, trådte de ældste årgange af den såkaldte generation Z (født fra 1995) ind i teenagetiden, og de blev dermed de første mennesker, som har levet de vigtige, identitetsskabende tween- og teenageår sammen med og sammen på de sociale medier. Og med mobiltelefonen i lommen.

Disse digitale, mobile og sociale medier er en udpræget invasiv art: I den første del af det nye årtusinde har medierne og deres formidlede virkelighed helt åbenlyst fået mere og mere plads og større og større betydning både i vores fælles offentlighed og samfund og i vores mest personlige liv, hverdag og virkelighed.

Men invasionen er også foregået på en anden og mindst lige så afgørende front: Medierne er blevet private og efterhånden også intime. Tv’et har måske stadig en dominerende plads i stuen, men mobiltelefonen har fundet en endnu mere betydende plads i lommen og i hånden og er med overalt, også i de allermest intime sammenhænge. Og for ingen gælder det mere end for den første generation af digitalt indfødte, som aldrig har prøvet andet.

Et tredje aspekt af udviklingen er, at det ikke længere er nogle få traditionelle massemedier, altså tv-kanaler og radiostationer, aviser, bøger og blade, der skaber virkeligheden og budskabet. Den medieskabte virkelighed bygges nu decentralt og af os alle sammen. Digitaliseringen og den nye art af sociale medier, Facebook, Instagram, TikTok, YouTube, podcast osv., giver enhver muligheden for selv at producere og iscenesætte, fortælle og formidle.

Vi er alle blevet medier, som let, hurtigt og ofte i høj teknisk kvalitet kan formidle, hvordan vi ser ud, hvor vi er, og hvad vi har på hjerte. Desuden har vi fået adgang til at tjekke, hvordan alle andre ser ud og lever og i det hele taget, hvad der sker ude i verden. Vi har hurtig adgang til alle verdens mennesker, al verdens underholdning og al verdens information (og misinformation).

Det foregår dog oftest via nogle få, nærmest monopollignende techgiganters platforme og bliver styret af nogle hemmelige algoritmer, hvis formål det er at skabe så megen trafik og samle så megen data om adfærd som muligt, og som er skruet sammen for at vise et iscenesat snarere end et sandt billede af os selv og hinanden.

Så helt frie til at formidle os er vi ikke, men med techgiganternes platforme er muligheden og dermed afhængigheden skabt.

På den måde er de digitalt indfødte vokset op som den mest medierede og dermed også både den mest formidlede og formidlende generation og foreløbigt den generation med mest fokus på at få og give opmærksomhed.

Fra bogstaveligt talt barnsben af har de været vant til at gå rundt med mobiltelefonen i lommen, hvorfra den påkalder sig den opmærksomhed, som hele verden hele tiden kæmper om. Hvor de selv kan sende små og store følelser, gode og dårlige oplevelser og dagligdagens genvordigheder ud som en radar i netværket i håbet om at blive set, bemærket, reageret på – kort sagt for at få opmærksomhed. Eller omvendt for at give opmærksomhed til alle de andre i netværket, der på samme måde søger den.

En radar fungerer kun, hvis de bølger, man sender afsted, bliver reflekteret og vender tilbage til afsenderen. Mobiltelefonen og de sociale medier fungerer som sådan en radar for de unge, der sender signaler ud for at få opmærksomhed tilbage og gøre dem i stand til at navigere i verden og livet.

Mobilen manifesterer sig lige så insisterende og fysisk nærværende som en finger, der prikker dem på skulderen, hver gang den vibrerer i lommen eller på bordet, hver gang dens radar sender et ”ping” tilbage i form af en notifikation. Og det gør den mange gange i løbet af de unges dagligdag. Ikke mærkeligt, de bliver stressede og har svært ved at holde fokus.

Alt dette er med til at gøre nutidens unge til den mest ydre-styrede generation nogensinde. De har konstant adgang til TikTok, Snapchat og Instagram. De spejler sig konstant i andre, de kan hele tiden sammenligne sig selv med andre og uden forsinkelse modtage bekræftelse eller opleve sig afvist når som helst, hvor som helst og om hvad som helst fra hvem som helst via de sociale medier.

De er aldrig i tvivl om deres egen værdi, for den bliver fastsat og målt konstant. Men det betyder samtidig, at de er afhængige af hele tiden at måle sig mod andre, blive vurderet af andre, se sig gennem andres øjne og spejle sig i andre. Således opstår risikoen for, at de aldrig føler sig gode nok, fordi de aldrig er bedre end den sidste måling, og selv når den er god, er de allerede på vej mod den næste. De bliver afhængige af konstant tilgængelighed, af næsten tvangsmæssigt at skulle tjekke for notifikationer og beskeder på mobilen for at se, om de har fået et like, om nogen har set dem og kan lide dem. Eller at tjekke og sammenligne sig med, hvad andre gør, hvad andre siger, og hvordan andre ser ud.

På denne måde er de unge og deres identitet hele livet blevet formet af sociale medier.

Ældre generationer som min egen generation X er jo også blevet testet og målt i skolen, på arbejdet og alle mulige andre steder. Vi er også på Instagram og Facebook. Ligesom det er normalt og uhyre menneskeligt at spejle sig i andre for at udvikle og reflektere over sin egen identitet. Den afgørende, livslange og formative forskel for nutidens unge er måden, det sker på: Det er frekvensen, hastigheden og ikke mindst muligheden for at gøre det hele tiden, som er opstået med digitaliseringen.

Denne nye og forpligtende tilgængelighed har vist sig at være svær at kæmpe imod. Det gælder både for unge og ældre, men for nutidens digitalt indfødte er det et vilkår, de altid har levet under. Det er deres livslange erfaring, for de nåede ikke at prøve andet, de nåede ikke at blive voksne, inden de moderne, sociale medier fik en så vigtig plads i vores liv og relationer. De har aldrig haft rammerne for at lære fokus og koncentration, de keder sig hurtigere og reagerer hurtigere, når kedsomheden sætter ind, forlanger med det samme at blive stimuleret og underholdt, målt og styret udefra.

Gennem hele deres unge liv har de unge reflekteret konstant over egen identitet og værdi – men først og fremmest refleksion i form af spejling og i langt mindre grad som eftertanke. Instant gratification betyder ikke bare øjeblikkelig behovstilfredsstillelse, men også en yderst flygtig behovstilfredsstillelse, som ikke varer meget længere end et lille skud dopamin. Deres identitet er kommet og skabt udefra, ikke indefra, og må derfor også hele tiden bekræftes udefra af andre. Deres identitet bliver skrøbelig og overfladisk, de risikerer simpelthen at mangle en kerne.

En helt ny generation af unge har altid været tilgængelige, bliver hele tiden målt og vurderet af andre. De er aldrig alene, har aldrig mulighed for at være sig selv og hviler derfor heller ikke i sig selv eller kan udvikle et selv, skabe en kerne af individualitet.

De er i fare for aldrig at udvikle et ”jeg”.