Danmark skal levere udviklingsbistand til en ny tid

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der er ingen garanti for, at gamle venner er loyale – og at nye er illoyale. Nogenlunde sådan faldt ordene, da jeg tidligere på ugen stod med en indonesisk ministerkollega i Jakarta. Jeg kiggede lige en ekstra gang på ham, men jeg vidste med det samme, hvad han mente.

Da Trump fremviste sin enorme toldtavle foran Det Hvide Hus, stod Kina og EU øverst. Det var ingen overraskelse. Det var det til gengæld, at landene i Sydøstasien får en endnu større hammer i hovedet. I Indonesien bliver toldsatsen 32 pct. I Laos og Cambodja lige under 50 pct. Det giver hovedbrud, for USA har i årtier været den definerende partner for regionen i forhold til sikkerhed, kultur og meget andet.

Nu bliver man nødt til at handle på den nye virkelighed. Regionen søger nye, pålidelige samarbejdspartnere. Den mulighed skal Danmark gribe, og det skal vores udviklingspolitik hjælpe os med. Det vil jeg komme tilbage til. Men lad mig begynde et andet sted. Med amerikanske USAID, der i årtier har været en af grundstenene i verdens udviklingsarbejde, og som nu er under afvikling. Da John F. Kennedy grundlagde organisationen i 1961, sagde han, at »folk må indse, hvilken styrke udviklingsbistand er for os«.

Bistanden gav USA endnu et redskab, det kunne bruge i sin globale frihedskamp under Den Kolde Krig. De amerikanske udviklingsarbejdere var særligt værdifulde i de afkroge af verden, hvor det amerikanske militær ikke kunne række. Det var ud fra en tilsvarende logik, at USA kastede milliarder ind i genopbygningen af Europa efter Anden Verdenskrig. De ønskede indflydelse, sunde økonomier at handle med – og at inddæmme kommunismen.

Hvis man tror, at historien om udviklingspolitik tager afsæt i altruisme, tager man fejl. De første kapitler handlede om magt. Magten til at forme samfund og folkestemninger. Til at gøre nytte for lande, man havde brug for. Til at balancere rivalernes indflydelse. Det har handlet om magt – blød magt – fra første færd.

Men den fortælling står ikke lysende klar længere. I mange år er udviklingssamarbejde blevet opfattet som en velmenende gestus; verdens rigeste har givet til verdens fattigste. En form for almisse eller aflad. Det er der skrevet sange om, som de fleste af os kan nynne med på. De politikere, der fra tid til anden har foreslået at skære i bistanden, er blevet modsagt med moralske argumenter om næstekærlighed og solidaritet. Imens har de geopolitiske argumenter samlet støv på hylden.

Den tid er forbi. Der er brug for at gøre vores udviklingspolitik mere strategisk og geopolitisk – igen. Det bliver mit udgangspunkt, når der inden længe skal forhandles en ny udviklingspolitisk strategi med Folketingets partier.

Danmark er et lille land, men en stor udviklingspolitisk spiller. Som nogle af de eneste i verden har vi levet op til FN’s målsætning om at bruge 0,7 pct. af vores nationale indkomst, stort set siden målet blev indført. Danske bistandskroner har været med til at skabe job til massevis af kenyanske kvinder. Bekæmpet forurening i Bolivia. Sikret skolebøger i Tanzania. Mindsket fattigdom i Bangladesh. Skabt håb for flygtninge i en verden præget af konflikt.

Vi skal holde fast i troen på, at mennesker i fattigere lande kan få et bedre liv med vores mellemkomst. Danida er et stærkt brand, vores bistand har gjort en forskel. Men dansk udviklingsbistand gør også noget godt for os selv. Det skal vi turde sige højt, og vi skal i endnu højere grad bruge udviklingsbistanden på det, der understøtter vores egne interesser.

Udviklingsbistand er en geopolitisk investering, der åbner døre, giver indflydelse og skaber strategiske alliancer i en verden, som i den grad kalder på, at vi får flere venner.

Og så er vi tilbage ved min indonesiske ministerkollega i Jakarta. Han var mindst lige så forundret over den seneste amerikanske opførsel, som vi selv er. Både han og hans kollegaer rækker hånden frem. De ønsker et tættere samarbejde med Europa. Det skal vi udnytte. På handelsområdet er EU-Kommissionen i fuld gang med at opbygge en tættere relation. Vi har længe forhandlet om en ny frihandelsaftale; nu er det tid til at få den lukket. Det vil vi skubbe på for under det danske EU-formandskab senere på året.

Vi er også ved at udvide de politiske forbindelser. Jeg var kort inden jul i Malaysia for at åbne en ny dansk ambassade. Vi har strategiske partnerskaber med flere lande i regionen. Jeg var som dansk statsminister selv med til at underskrive den aftale, vi indgik med Indonesien i 2017. Så vi gik i gang, længe inden handelskrigen begyndte. Det har givet os et forspring, vi skal bygge videre på.

Indsatsen skal selvfølgelig ske sammen med vores civilsamfund og virksomheder, som har svarene på mange af de udfordringer, et land som Indonesien står overfor. Og vores udviklingspolitik skal spille med. Den skal bruges som ét værktøj blandt flere, der kan fremme vores interesser i verden. Styrke dansk erhvervsliv og hænge bedre sammen med vores udenrigs-, handels- og sikkerhedspolitik.

Det var ud fra den tænkning, at jeg under min rejse indleverede en ansøgning til generalsekretæren for sammenslutningen af sydøstasiatiske lande – Asean – om at opgradere vores partnerskab. Hvis ikke vi byder os til, overlader vi hele spillepladen til Kina, Tyrkiet, Golflandene og de mange andre lande, der bejler til regionen. Et opgraderet partnerskab kan bringe os tættere på Asean, men det kræver, at vi støtter med nogle flere udviklingsmidler. Det vil vi gerne se på, som jeg også fortalte generalsekretæren, da vi mødtes.

Det er også derfor, vi på vegne af EU nu skal lede et stort udviklingsprojekt, som skal hjælpe Indonesien og Asean med at håndtere problemet med store mængder uhåndteret affald. Mere genbrug – mindre plastic, der flyder ud i havet og skyller ind på de smukke strande. Det er en topprioritet for den nye indonesiske regering. Danmark har længe hjulpet, og nu tager vi skridtet videre.

Vi skal ikke kun kaste tid og penge i den slags projekter af et godt hjerte, men også fordi det kan give Danmark – og EU – et bedre navn blandt befolkningerne i de sydøstasiatiske lande. Når de ser et europæisk flag eller en affaldsløsning efter dansk eksempel, og de oplever en konkret forbedring i deres hverdag, giver det goodwill, respekt og blød magt. Samtidig giver det os et bedre forhold til landenes regeringer og åbner døre for vores virksomheder.

Når man spørger befolkningerne i Sydøstasien, er EU kun den fjerde vigtigste strategiske partner. Kina, USA og Japan topper listen. Vi skal længere op i den slags statistikker. Udviklingsbistand har potentiale til at blive et stærkt våben i kampen om global indflydelse. Men det kræver, at vi bruger den mere strategisk.

For nogle virker det sikkert kynisk. Langt fra det, man opfatter som klassisk udviklingspolitik. For andre vil det lyde som det, vi altid har gjort. Sandheden skal nok findes et sted midt imellem. Vi skal holde fast i vores høje engagement globalt, gøre en positiv forskel i verden og samtidig have vores egne interesser for øje. Have mod til at tænke udviklingspolitik ind i vores engagement med lande som Indonesien, som ikke hører til blandt verdens fattigste, men hvor der er store økonomiske og udenrigspolitiske gevinster at hente.

Vi skal genfinde balancerne. Huske mere tilbage til dengang, man i endnu højere grad så bistanden som et middel til at fremme magt og indflydelse. I de seneste årtier er bistand til en vis grad blevet set som sin egen størrelse. Noget særegent, måske endda lidt helligt. Sådan har vi ikke råd til at tænke længere.