Hvor er agtelsen blevet af i politik?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kommunikationen i politik og på sociale medier bliver mere og mere uvenlig, forrået og styret af herremandsimpulser.

Det sproglige register er ensidigt, aggressivt og blindt og handler om at besidde. På den anden side, i en skakt for sig, er der venskabets sprog om at være, agte mennesker og folk som ligeværdige. Det sprog genereres af medfølelse, sanseevne og krop. En etos, som savnes i politik. Kan den komme tilbage hertil?

Efter den amerikanske præsidents State of the Union-tale den 4. marts til Kongressen er rigsfællesskabet kommet i den værste klemme i sin historie. Det er amerikansk udenrigspolitik at få kontrol med Grønland på den ene eller anden måde. Om nødvendigt med magt.

Hans omtale af Grønlands såkaldte fantastiske befolkning akkompagneres af grinende republikanske kongresmedlemmer og klapsalver. Múte Egede reagerede på det amerikanske herredømmepres; han kalder Trump meget utilregnelig og respektløs over for Grønland.

Envejskommunikationen i talen og bifaldet fra salen røber indstillingen: Den handler om magt. Det viser sig også i omtalen af forgængeren Joe Biden, som kaldes USA’s værste præsident i historien, og i talens demonstration af MAGA-planen; demokrater forlader salen. Politik er ikke længere formidling mellem fløje, men hate speech og selvforherligelse.

Mønstret var det samme i scenen fra Det Ovale Værelse med Zelenskyj, ydmyget af Trump og Vance, som var hentet ind til forestillingen for armvridningens skyld. Når begge nævner, at Zelenskyj ikke er i en position, hvor han kan stille krav, kan det oversættes til: ”Klap i, du er magtesløs, og det er os der bestemmer! Så se at makke ret. Du har ingen kort på hånden. Du begriber ikke, hvor svagt du står. Forlad huset, og kom tilbage og bed om fred for dit land, underforstået på mine betingelser.”

Det er magtens sprog, højrøstet, kommanderende, selvgentagne, bedrevidende, uden lyttepause, understøttet af et entydigt kropssprog: fremskudt trodsig mund, hævet pegefinger, løftet arm.

Vicepræsident Vances tale på Pituffik Space Base den 28. marts er også et eksempel på magtens sprog, dog ikke kun fremfusende, men efter en del og hersk-regel om at drive en kile ind mellem grønlændere og danskere: Danmark har forsømt Grønland økonomisk og sikkerhedspolitisk; slut jer til USA, I er et fantastisk folk, der har fortjent det.

Han smører den ene ved at ringeagte den anden. På regeringens vegne svarer Lars Løkke med at henvise til de sikkerhedspolitiske kendsgerninger i Nato om Grønland, at henvise til den dialog, som de tre lande plejer at bruge, og ved at stå fast på agtelse i diskursen. Løkke forvalter hermed et naturparadigme, som giver hans melding vægt. Svineren fra Vance får sensitive hjerter og hjerner til at lede efter lødigere kommunikation.

Når USA’s præsident 8/4 håner lande, der beder om toldforhandling, med ordene »countries are kissing my ass«, afslører han sin vulgære foragt for handelspartnere.

Man spørger undrende, om alt politisk og socialt liv handler om herredømme, eller om der er et sprog for åbenhed, venskab, respekt?

I sin sidste nytårstale udfyldte dronning Margrethe kløften mellem de to diskurser. Hun viser, at etikken, hentet fra personlige relationer, også kan fungere i politik. Vi skal overvinde selvhævdelsen og gøre dristigheden brugbar i politisk kontekst: »Når vi kender hinanden, formår vi også at leve os ind i hinandens skæbne. Så følger medfølelse og hjælpsomhed som noget ganske naturligt (…) I rigsfællesskabet er vi tre lande og tre folk (…) med hver vores identitet og kultur, men fælles historie og forbundet som mennesker.«

Medfølelse og hjælpsomhed er naturlige indstillinger, som kan overføres til politik. Vi agter naboerne for deres særpræg, vi former os efter deres fremmedhed og beriger fællesskabet med fred og ligeværdighed. Vi er nysgerrige og tolerante gæster uden de herredømmeimpulser, som Grønland belejres af for tiden.

Først når man gør sig til gæst i verden, slipper man herredømmeimpulserne. Gæstepositionen skaber social kompetence og giver politik retning. I tv-programserien ”Nak og æd” viser de to værter, Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk, hvordan man er gæst i verden. Det, som den ene mangler, har den anden. Sammen sludrer de trivielt, klodset, hjælpeløst, deres sprog er banalt, men kommunikationen er i top.

Den ene muntrer sig som kok uden opskrift, den anden skyder godt, men skamskyder gæs på Amager. De går på opdagelse i det fremmede, gæster indfødte, som de indbyder til et måltid, sådan at værterne forvandles til gæster i en fest for fred.

Paradigmet siger fælles puls og rytme i alt liv og stof, evne til selvhengivelse, følelsens kosmiske objektivitet, opløsning af ressentimentets og magtens gifte – kort sagt indbegrebet af at være indbudt som gæst i verden uden herredømmeambitioner.

Hvis alt gælder om at have, kan man ikke skabe, elske og tænke. Det kan man som nomade og gæst på Jorden. Nomaden kan det, som mange fastboende har svært ved: stifte fred, forny sit selv ved at gå på opdagelse, se skønheden i det fremmede, kommunikere improviserende, troskyldigt, banalt og selvkritisk. Denne etos har sit poetiske paradigme i Frank Jægers Være-digtet: »O at være en høne, ingen kan finde hvor er. Gemme sig dybt i en have, pikke et rødhudet bær. /O at være et æble. Svulme i rigdom og mag, suge begærligt af stilken og slippe en sensommerdag. / O at være en stodder, stedt på den regnvaade vej. Ensom, fordrukken og sølle. Saadan en stodder er jeg.« (Morgenens Trompet 1949).

Hvordan gør man så i praksis, når man ikke er poet? Lær et fremmedsprog og brug det, så bliver du et bedre, smukkere og klogere menneske. Hvis sproget er min bolig, er fremmedsprogene mine nomadetelte på opdagelsesrejsen. Og her kan mindretallene mere end andre. Danske syd for grænsen er tosprogede og har derfor et elaboreret kommunikationsregister, som gør dem politisk skabende som fredens og agtelsens fortrop.

Tosprogethed skaber ånd, samarbejde og vækst. Det hele kommer af etos, følelse for de andre. Så hvis du vil forstå kilden til at være nyttig samfunds- og verdensborger, så fordyb dig i Frank Jægers livsnære poesi.