Krig er grusomhed! Afskrækkelse uden offensiv er en illusion

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Man kan ikke beskrive krig med stærkere ord, end jeg vil. Krig er grusomhed, og man kan ikke forfine den. Jo grusommere den er, jo hurtigere vil den slutte. War is hell.«

Disse frygtelige ord skrev general William Tecumseh Sherman efter den ekstremt blodige borgerkrig i USA 1861-65.

Jeg tvivler på, at politikerne forstår, hvor grusom krig egentlig er. Hvad vi egentlig står overfor.

Godt nok har regeringen omsider ændret på Forsvarets vanskabte styrelsesorganisation. Men debatten viser, at man forstår krig, som om vi bare skal købe et nyt brandvæsen: Der er brandfare. Ergo køber vi en masse brandbiler, slanger og stiger. Så brænder det nok ikke.

Debatten er teknisk, klinisk og afkoblet fra virkeligheden. Som om krig er et computerspil. Et eksempel er Martin Lidegaards kronik i Politiken den 27. marts 2025. Han vil en masse politiske ting og købe en masse grej, men ikke ét sted viser Lidegaard, at han forstår, hvad krig er.

Politikerne styrer stadig Forsvaret efter fredens normer. Hvis FE’s advarsel om en mulig storkrig inden fem år ikke er politisk spin, må vi gøre Forsvaret klar til krigens grusomhed. Nu.

Selv det bedst udrustede brandvæsen skræmmer ikke ilden. Og nok så meget militært isenkram afskrækker ikke i sig selv en fjende fra at angribe os. Von der Leyen taler om et »stålpindsvin«. Den ide gentager de misforståede påstande om det såkaldte »defensive forsvar« i 1980’erne. Her snakkede ikke-militære eksperter sig frem til, at et defensivt forsvar uden offensive kapaciteter både kunne afskrække og vinde en krig. Stålpindsvinet er en illusion. Afskrækkelse sker ikke, hvis man ikke kan ødelægge fjenden med offensive modsvar.

Sådan er krigens natur. Når stater går løs på hinanden, starter en helt anden logik. En fjende, som overvejer at angribe, regner på bytteforholdet: Hvor mange af hans dræbte soldater kan han bytte med flest muligt af vores? Når krudtrøgen letter, hvem står så oprejst?

Krig er en kamp mellem to modsatrettede viljer, sagde Clausewitz. Hvis vi reelt ønsker at afskrække, så gælder to viljer. Et: Fjendens vilje til at lide store tab for at knække vores vilje. To: Vores vilje til at påføre fjenden lige så grusomme skader for at knække hans vilje. Også i hans hjemland.

Lad os se på krigens grusomme natur.

Shermans borgerkrig foregik, mens Danmark tabte krigen i 1864 i to slag, som historikeren Tom Buk-Swienty kalder ”Slagtebænk Dybbøl” og ”Dommedag Als”.

Vi klynger os til historien om Dybbøl, hvor danske helte modstod tyskernes nådesløse angreb. Men vi fortrænger Slaget på Als, hvor den danske hær kollapsede under tyskernes chokangreb over Alssund. Den 29. juni 1864 mistede Hæren en tredjedel af styrken: 218 faldne, 462 sårede og 2.412 tilfangetagne. Det grusomme nederlag påvirkede os i over 100 år, meget mere end den 9. april 1940. Måske endnu?

Under krigene i 2001-2022 købte vi det bedste materiel, vi kunne skaffe. Vi valgte selv kampen. Men forsvaret af Danmarks eksistens har en anden grusom logik. I den krig kan vi blive tvunget til at sende dårligt udrustede soldater mod fjenden. Fordi også dårligt udrustede soldater spiller en rolle. Fjenden ved jo ikke, hvor svage de er. Derfor må han bruge ressourcer på at nedkæmpe dem og måske ofre sine soldater for at slå vores ihjel.

Den grusomhed så vi i det andet slag om Kyiv d. 3-13 november 1943, hvor den russiske hær angreb over den kilometerbrede Dnipro-flod. Man sendte titusinder af soldater – levende mennesker – over floden mod tyskernes stærke kampstillinger på vestsiden. En næsten umulig opgave, men russerne løste den. De sendte soldater over floden i en mængde og i et tempo, som tyskerne ikke kunne følge.

Tyskerne slagtede 28.000 og sårede 90.000 russere. Taktikken var at få tyskerne til at opbruge al ammunition. Det lykkedes, og små grupper af sovjetsoldater bed sig fast på vestsiden trods tyskernes ”stålstorm”. Ifølge øjenvidner var Dnipro i flere dage farvet rød helt ud til Sortehavet. 950 km.

Offerviljen så man igen i ”Kødhakkeren” i slaget om Bakhmut i 2023. Her drev russerne nyuddannede soldater og straffefanger frem gennem minefelterne for at tvinge ukrainerne til at åbne ild og derved afsløre deres stillinger. Alene i Wagner-gruppen menes ca. 40.000 at være dræbt.

Grusomt. Ja, men vores side kan også være grusom. Ved Falaise i Frankrig, d. 12-21 august 1944, omringede de allierede 85.000 tyske soldater i en lomme på 10 gange 10 km. En polsk division lukkede flugtvejen ved Bakke 262 og slog på en kvm 2.000 tyskere ihjel. Divisionen mistede selv 325 dræbte og 1.100 sårede: 20 pct. Alt imens de allierede nådesløst bombede den tyske grød af døde og sårede soldater og brændt materiel. 15.000 tyskere blev dræbt i ”Dødens dal”. 50.000 blev taget til fange. 20.000 undslap. Men Nazityskland kæmpede videre.

Europa opruster nu. Det ene astronomiske tal overgår det andet. Fagord som droner, kampvogne, artilleri og luftværn er blevet hverdagsord. Det er godt, at politikerne omsider forstår det 1.600 år gamle romerske mundheld: »Hvis du ønsker fred, så forbered dig på krig.«

Jeg beskriver krigens grusomhed, fordi jeg er bekymret for, om politikere og befolkning forstår, hvad krigens natur kræver af vores vilje. Vi skal ændre samfundets og Forsvarets normer, hvis vi vil afskrække og kunne udkæmpe og vinde en krig. Krige vindes med menneskers vilje, ikke med teknologi. Det nytter ikke, at politikere ikke vil forstå krigens natur og bliver i fredstidens mentalitet, normer og kultur. Det vinder ingen krig.

Vi skal derfor mentalt forberede os på krigens natur.

Vi skal gøre alt for at afskrække mod at blive angrebet. Men vi kan ikke gemme os under en paraply af luftværn. Et defensivt forsvar taber krigen, fordi fjenden uhindret udmanøvrerer og nedslider det. Et stålpindsvin afskrækker ikke nogen, som tror, vi ikke har vilje og modstandskraft til at vinde.

Ægte afskrækkelse består i, at fjenden virkelig frygter vores modsvar. Vi skal ikke bare defensivt parere hans slag, hverken hybride eller militære. Vi er nødt til at tænke meget mere offensivt, end pindsvinet gør. I løbet af de næste 10-15 år bliver Europas militære styrker stærkere end Ruslands. Det betyder, at Rusland er tvunget til at angribe, inden det bliver for svagt. I den fase er offensive modsvar vores eneste effektive afskrækkelse.

Vi skal være grusomme i den taktiske kamp. Men det får ikke fjenden til at opgive, hvad de nævnte eksempler viser. I den strategiske ramme kræver afskrækkelse, at vi viser, at vi kan ødelægge det, der giver fjenden kampkraft. Afskrækkelse er at nedbryde fjendens vilje på forhånd. Når Rusland kommer fri af Ukrainekrigen, kan det øge sine hybridangreb for at blødgøre og splitte Europa. Det kan vi ikke ”beskytte” os ud af. Man kan ikke vinde en krig ved at være defensiv.

Hvis Europa ender med at være alene, må det agere som en stormagt. Og stormagter tager ikke bare defensivt mod angreb. De skal vise evnen til modoffensiv.

Der må ikke være en plet i 11 tidszoner mod øst, som vi ikke kan ødelægge med fly, missiler og specialstyrker. Eller andre steder, hvor fjenden befinder sig, som da Ukraine angreb Rusland i Sudan. Forsvaret skal i ord, gerninger og øvelser åbent demonstrere, at det mestrer krigens grusomhed. Som en finsk officer engang sagde til mig: »Det er farligt at gå i krig.«

Det er træls, men der er ingen vej uden om at skabe en bevidst mentalitetsændring. Men hvis FE virkelig har ret i risikoen for en storkrig i Europa, så haster det. Det gælder Danmarks eksistens. Der kommer ingen og redder os denne gang.