Derfor prepper danskerne ikke

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I juni 2024 dumpede Beredskabsstyrelsens pjece ”Forberedt på kriser” ind i danskernes e-boks.

I et forord om samfundssind forklarede Beredskabsstyrelsens daværende direktør, Laila Reenberg, at hver enkelt persons og husstands forberedelse var en del af samfundets samlede mulighed for at komme godt igennem kriser. Kriser blev på den følgende side vagt defineret som ekstreme vejrhændelser, menneskeskabte hændelser og ulykker, der kunne få en bred indvirkning på samfundet. Det var akkompagneret af et billede af en cyklist i et oversvømmet gadebillede.

Hovedparten af pjecen bestod af en række korte, praktiske råd om, hvad man skulle have på lager af vand, mad, medicin osv. til tre dages forbrug.

Der havde været en del debat før pjecens udgivelse, og den blev også modtaget med en vis skepsis: Hvorfor skulle vi have en pjece nu? Hvorfor var den ikke kommet noget før?

Var det sund fornuft at preppe lidt eller rent krigshysteri?

Mens Spejdersport og lignende butikker umiddelbart kunne melde om stor efterspørgsel på vanddunke og udsolgt af nødradioer, fandt flertallet af danskerne det ikke nødvendigt at fylde hylderne med dåsemad og kiks. Siden da er verden kun blevet mere urolig og mindre forudsigelig, ikke mindst efter præsidentvalget i USA.

Forsvarets Efterretningstjeneste har skærpet trusselsvurderingen, og Beredskabsstyrelsen har udgivet sin hidtil mest dystre rapport om trusselsbilledet, og dansk og europæisk forsvar bliver oprustet for milliarder. Mette Frederiksens popularitet er røget i vejret, og eksperter peger på statsmandseffekten, der typisk indtræder ved kriser, fordi de fordrer nationalt sammenhold.

Men alligevel viser opinionsmålinger foretaget for DR i april 2025 stadig samme billede: To tredjedele af danskerne har ikke preppet.

Og mens myndigheder og beredskabseksperter river sig i håret og spørger hvorfor, kan det være værd at anlægge et historisk blik på spørgsmålet.

Det er nemlig hverken første gang, danskerne har fået en krisepjece, eller første gang de ikke reagerer, som myndighederne opfordrer til.

I januar 1962, under Den Kolde Krig, blev den en lille pjece ”Hvis krigen kommer” husstandsomdelt. Pjecen indeholdt, ligesom nutidens pjece, et forord om samfundssind, selvom det ord ikke blev brugt dengang. Statsminister Kampmann gjorde her klart, at »befolkningens og nationens mulighed for at overleve er i høj grad afhængig af, hvad den enkelte i fredstid har forberedt at ville gøre i en krigssituation«.

Modsat 2024-pjecen fokuserede den på én type krise, og den var ret konkret: krig. Pjecen præsenterede konventionelle, atom- og biologiske våben og gav en oversigt over afstande for varmestråling, trykbølge og radioaktivitet afhængig af bombens størrelse.

Læseren blev informeret om, at effekterne inden for disse afstande vil være næsten total ødelæggelse, tredjegradsforbrændinger og dødelige doser radioaktivitet, men den hævdede også optimistisk, at beskyttelse var mulig. Over de næste sider var der følgende information og praktiske råd om varsling, Civilforsvarets rolle, indretning af beskyttelsesrum og nødforplejning. Hele pjecen er gennemsyret af mantraet om, at »det nytter«, at krigen bliver håndterbar med den rette forberedelse. Godt nok, erkendte selv Civilforsvaret, kunne man i atomalderen ikke redde alle, men man kunne redde nogle.

Men trods dette beroligende budskab fulgte befolkningen heller ikke dengang anvisningerne. Kun 3 pct. påbegyndte ifølge en Gallup undersøgelse at opbygge et beredskabslager. Faktisk havde en tredjedel af befolkningen ikke engang læst pjecen!

Der er ikke lavet megen forskning i befolkningens modtagelse af pjecen, men nogle få tv-klip viser interviewpersoner, der brysk afviser pjecen med det ræsonnement, at hvis ”Bomben” falder, så nytter det alligevel ikke noget. Og heri ligger noget centralt. Der var simpelthen for langt mellem det trusselsbillede, som myndighederne anså for realistisk, og så det billede, som den almindelige dansker havde.

For myndighederne havde nemlig ikke patent på krigsforestillingen. En meget aktiv fredsbevægelse præsenterede et helt andet billede: Her ville ikke bare Danmark men hele kloden blive bombet tilbage til stenalderen. De få overlevende ville misunde de døde i en nedbrudt samfundsorden med den stærkes ret, hvor ligene flød i gaderne, og intet ville kunne dyrkes og gro. Her hjalp det ikke at have dåsemad til et par uger.

Og mon ikke myndighederne kunne lære noget af det? Godt nok er det næppe det atomare ragnarok, der afholder folk fra at preppe i dag som under Den Kolde Krig, men en uoverensstemmelse mellem trusselsbillederne er en hindring for lysten til at følge anvisningerne.

Endvidere kan man pege på den uklarhed, der karakteriserer beskrivelsen af truslen i ”Forberedt på kriser”. For nutidens folder tør ikke rigtig tage livtag med den krise, de vil have befolkningen til at forberede sig på. »Menneskeskabte hændelser« er temmelig diffust, og det bliver ikke meget bedre af at blive specificeret som »sabotage« og »cyberangreb«.

Myndighederne har til gengæld gjort et stort nummer ud gentagende gange at sige, at der ikke er en militær trussel mod Danmark – samtidig med at der oprustes i vildskab. Det er mixed messages i bedste fald og giver rigelig plads til usikkerhed. Og de fleste vil vel have den opfattelse, at kommer stormfloden, så advarer DMI i forvejen, og så kan man nå at skaffe sandsække (at det så bliver et problem, hvis alle andre har tænkt på samme måde, og der derfor bliver rift om dem, er en anden sag).

Adfærdsforsker og professor i statskundskab Michael Bang Petersen peger i DR på to årsager til den manglende prepping: Dels tænker mange at truslen ikke er akut, dels er der en udbredt forventning om, at sikkerhed er statens ansvar. Begge årsager virker plausible.

Den hype, der midlertidig var om beskyttelsesrum, da krigen i Ukraine brød ud, viste meget godt, at manges respons var at forvente, at staten stillede et beskyttelsesrum til rådighed, ikke selv at forberede en nødbeholdning, og at hypen døde igen, da krigen ikke kom til Danmark, og truslen ikke virkede så akut.

Ligesom under Den Kolde Krig handler prepping ikke (kun) om rednecks, der har kælderen fyldt af ammunition til automatvåben, men om at hver enkelt borger bidrager til at bringe samfundet bedst muligt gennem en krise, uanset om den er klima- eller menneskeskabt, fordi staten ikke skal bruge ressourcer på at brødføde eller varme hr. og fru middelklasse-Danmark, hvis de selv har sørget for det. I stedet kan de koncentrere sig om særligt udsatte.

Det understreges i forordet til pjecen, men man skal også turde italesætte truslerne, så de ikke fremstår vage og som noget, der ”bare sker”, uden man ved hvorfor, eller hvorfra de kommer. Der bruges sølle otte sætninger på at italesætte mulige kriser, og hvad det kan få af indvirkning på en almindelig husstand.

Det hjælper ikke, at rådene om vand og mad er nok så konkrete, hvis læserne ikke er overbeviste om, at de skal følges eller i hvert fald følges lige nu. En lærdom fra Den Kolde Krig er, at der kan florere forskellige versioner af, hvad det er for en trussel, man skal forberede sig på, og at langt de fleste mennesker har slet ikke lyst til at tænke på den slags. Der er en dyne af apati, der skal trænges igennem, som også Beredskabsstyrelsens forgænger, Civilforsvaret, måtte sande. Og det er ikke klaret med en pjece i e-boks.