Ane Halsboe-Jørgensen vil sætte beskæftigelsesindsatsen fri – og efterlader virksomheder og ledige på perronen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Et nyt forhandlingsudspil fra regeringen, “Oversigt over initiativer i en beskæftigelsesreform”, er nu offentliggjort takket være medierne.

Hidtil har beskæftigelsesministeren og statsministeren retorisk gjort nedlæggelsen og udskamningen af jobcentrene til den afgørende parameter for besparelseskravet på 3 mia. kr. Jobcentrene og organiseringen har dog i sig selv ingen betydning. Men det virker og påvirker. Spin, spin, spin.

Men det politiske spin og udskamning og nedsættende udsagn om jobcentrene og de ansatte er ikke længere nok.

Nu nærmer vi os realiteterne. Mere end 3 mia. kr. i besparelser skal udmøntes – og gerne mere. Det er regeringens dagsorden. Liberale, positive udsagn om frihedsgrader, individuelle behov, fleksible tilbud, intensiv indsats og en værdig behandling af ledige fra beskæftigelsesministerens side har været budskabet, men nu slår de indholdsløse plusord ikke længere til.

Besparelser i denne størrelsesorden har en høj pris og klares ikke med smart symbolsnak om jobcentre, der skal nedlægges, og om regelforenkling, der skaber positive mirakler uden konsekvenser. Så stor tak til pressen for det fortrolige notat, som kan bidrage til at skabe klarhed.

Reformudspillet er et absolut lavpunkt i nyere tid og får meget alvorlige konsekvenser for det samlede arbejdsmarked, hvor indsatsen i forhold til såvel virksomheder som ledige i fremtiden bliver på et absolut minimum. Øget ulighed og en helt utilstrækkelig indsats bliver resultatet.

98 kommuner får den ultimative frihed til at beslutte deres egen løsrevne beskæftigelsesindsats uafhængig af andre kommuner og staten. Der er ingen fælles metoder og ingen sikkerhed for kvalitet i den indsats, der i fremtiden tilbydes. Der er heller ikke længere en statslig styring og koordinering, der sikrer en sammenhængende indsats på tværs af kommunegrænser på et arbejdsmarked, der ikke kan afgrænses rationelt og meningsfuldt inden for de enkelte kommunegrænser. Arbejdsmarkedet følger som bekendt ikke kommunegrænserne.

Der er ingen mål eller ambitioner om en strukturel indsats – forstået som en indsats, der kan sikre, at virksomhederne får løst deres rekrutteringsproblemer, ligesom indsatsen for borgere med længere ledighed nærmest nulstilles og gøres fuldstændig virkningsløs.

Det er desværre de direkte konsekvenser af regeringens udspil.

Beskæftigelsesministeren har valgt at foreslå forenklinger og afbureaukratiseringsforslag, som ganske vist reducerer kompleksiteten, men også betyder en massiv fjernelse af de mest udsatte lediges rettigheder til konkrete beskæftigelsesindsatser. Der skæres i samtaler, på puljer, særlige ordninger og selvstændige lovgivninger som revalidering, rehabiliteringsteam m.m. for mere end 1 mia. kr., hvor mange års faglighed skrottes, og hvor der ikke foreslås et alternativ.

Der gennemføres derudover massive besparelser på kommunale medarbejdere og en række vejlednings- og kvalificeringstilbud til ledige.

Notatet fremhæver igen og igen, at kommunerne får større frihed med fokus på de individuelle behov, og slår fast, at »det er op til de enkelte kommuner at beslutte, hvilken intensitet indsatsen skal have – og hvad der giver bedst mulig mening for de ledige«.

Hvor er kravet til en national forankret indsats med tillid, dialog og værdighed i mødet med mennesker, der ønsker job eller uddannelse? Det er et meget arrogant udsagn fra en beskæftigelsesminister, der burde vælge en helt anden retorik.

Samlet set vil kommunerne som konsekvens af regeringens forslag blive pålagt rammer, der vil betyde en stærkt nedsat beskæftigelsesindsats i Danmark, hvor der i øvrigt ikke er krav om en mindsteindsats fra kommunernes side og dermed et besluttet bundniveau for en årlig beskæftigelsesindsats. Det fremgår tydeligt af notatets “krav” til resultater, som ikke indeholder mål for et mindste ambitionsniveau, men alene vurderer kommunernes indsats relativt.

Det betyder, at en ladeport vil åbne sig, hvor ledige i frit fald bevæger sig over på førtidspension, uden at der iværksættes en forebyggende eller afhjælpende indsats. Det bliver dyrt for samfundet og vil have store konsekvenser for de mange borgere, der bliver placeret passivt på førtidspension. Og virkningen vil forstærkes markant i en fremtid med en stigende ledighed – i en situation med en eventuel afmatning og lavkonjunktur.

Desuden vil kommunernes velfærd komme under pres i de kommende år på grund af oprustning m.m., og det pres vil uden tvivl betyde en yderligere markant nedprioritering af beskæftigelsesindsatsen, da området politisk er lavt prioriteret i forhold til de store velfærdsområder som børn og unge, ældre og sundhed.

Nye, “smarte“, forenklede forslag om sygedagpenge uden kvalificeret opfølgning vil i modsætning til notatets positive beregninger give et stigende udgiftspres. Det viser al praktisk erfaring. Og det bliver dyrt for statskassen og samfundet.

Virksomhedsindsatsen med fokus på løsning af flaskehalsproblemer vil samtidig blive klemt, og virksomhederne vil opleve stigende udækkede behov og uløste rekrutteringsproblemer.

Samlet set vil en strukturel ledigheds- og virksomhedsindsats være tæt på nul, samtidig med at en helt nødvendig, landsdækkende indsats på tværs af kommunegrænserne ikke længere vil være en del af en samlet beskæftigelsesindsats.

Det kan kommunerne ikke bebrejdes. Det kan til gengæld regeringen, som skaber helt umulige økonomiske rammer for kommunerne.

Det fortrolige notat afspejler beskæftigelsesministerens lukkede tilgang til dialog og manglende vilje til at drøfte regeringens forslag med befolkningen og med de mange interessenter på arbejdsmarkedet. Ministeren ønsker åbenbart forhandlinger bag lukkede døre, der kan munde ud i en aftale, hvor kritik og indvendinger kan afvises, og hvor debatten lukkes ned fra starten. Det må forventes, at en samlet forligsaftale kommer til at ligge tæt op ad regeringens udspil.

Det er dermed et farvel til en beskæftigelsespolitik til gavn for virksomhederne og de mange ledige – og til en politik, der løser reelle problemer på arbejdsmarkedet – ikke mindst med bevidste nedprioriteringer af indsatsen til de mest udsatte ledige på arbejdsmarkedet. Respekt og værdighed i forhold til borgerne er svær at få øje på. Det er sølle.

På trods af vores dystre vurderinger og forventninger vil vi foreslå tre offensive forslag, der burde kunne få opbakning fra alle med viden og engagement, som ønsker at løse synlige udfordringer på arbejdsmarkedet:

1. Give ledige ret til et ordinært job gennem jobformidling og/eller relevant opkvalificering/praktik fra kommunen. Tilbud om få eller mange ordinære timer.

2. Give virksomhederne ret til kvalificeret hjælp til rekruttering og kvalificering af arbejdskraft, hvis de har behov.

3. Sikre, at staten får et ansvar for en samlet aktiv indsats i Danmark og en koordinerende rolle, der sikrer den nødvendige beskæftigelsesindsats på tværs af kommunegrænserne.

De tre forslag flytter reelt magten og indflydelsen til basis på arbejdsmarkedet – borgerne og virksomhederne – og vil forpligte myndighederne til at levere den mest relevante indsats på arbejdsmarkedet – og det vil virke!

Vi vil derfor opfordre Folketingets partier til at overveje forslagene – og dermed redde en nødvendig beskæftigelsesindsats for dem, det drejer sig om, nemlig de borgere, der udgør kerneopgaven i en moderne arbejdsmarkedspolitik – virksomhederne og de ledige.

Toget vil køre, og der bliver plads på perronen, hvis de tre forslag gennemføres.