Ulven tester vores sande holdning til naturen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Som biolog var fascinationen selvsagt stor, da den første ulv genindvandrede til Danmark i 2012, og særligt da det viste sig, at de har etableret sig.

I november 2024 blev det anslået, at der findes 22-42 voksne ulve, og at der i løbet af 2024 er født 38 hvalpe. Tal, som overgår den forventede udvikling. Et muligt tegn på, at de befinder sig ganske godt i det danske landskab.

Jeg forstår, at ikke alle deler denne fascination, og hos flere er genindvandringen snarere forbundet med frygt og problemer. Jeg forstår godt frygten, for danskerne har været mere eller mindre afskåret fra naturen og al dens pragt og vildskab.

Ulvens ry som skurk i Disney er ofte det eneste kendskab, vi har til det ellers sky dyr. Jeg forstår, hvor skræmmende det kan være at se et top-rovdyr på en villavej. Jeg forstår også, hvor frustrerende det må være at miste et husdyr, som er en vigtig indkomstkilde, samt de ressourcer, denne problemstilling kræver.

Ulven er kommet, og det er noget, vi må forholde os til. Alt nyt er lidt skræmmende i starten. I det politiske landskab er scenen dog sat. Vi prædiker biodiversitet og natur i Danmark, og derfor vil jeg også mene, at vi må varetage ulvens genindvandring.

Billedet i Europa er nu engang sådan, at ulvens arealer indsnævres, og faktum er, at det tvinger dyrene inde i menneskelige territorier. En problemstilling, der ikke er unik for Danmark, men som er et dilemma over hele kloden. Stod det til dyrene selv, forblev de helst væk, og de vil lige så vel som dig helst undgå al kontakt. For ulven er ikke et blodtørstigt dyr, der går efter mennesker. De få sammenstød, der er sket mellem ulve og mennesker, bunder i, at ulven har følt sig truet og ikke sulten.

De politiske bud er mange på denne nylige human-wildlife conflict, som vi befinder os i. Et bud har været at sende ulvene til Sjælland. Hvad tanken bag det forslag er, er svært at sige.

Er det et forsøg på at eliminere den lokale frygt? Er det for at dele glæderne ved den kærkomne natur med sjællænderne? Eller er det et biologisk initiativ for at fremme ulven og biodiversiteten? Det lugter mere af lokalpolitisk kalkule.

Vi må stille os selv spørgsmålene: Er der plads til ulven, og vil den kunne tilpasse sig på Sjælland? Er der videnskabeligt belæg for en translokation af det fredede dyr? Og bliver problemet ikke bare det samme? De problemer, ulven giver, vil fortsætte, også på Sjælland. Ulvens vækst i Jylland vil fortsætte, og jyderne bliver derfor ikke fri for ulven. Denne løsning er derfor hverken holdbar for ulven eller danskerne.

Et andet bud er helt at udrydde ulven i Danmark. Det må anses som resultat af, at vi ikke kan håndtere naturen.

At vi ikke kan have ulve i Danmark, kan være en ærlig konklusion. Men hvis vi ikke vil fremstå hykleriske, må vi acceptere, at andre lande handler lige så uanfægtet, uanset om det er ulve eller løver i Afrika og tigere i Asien. Kan vi i så fald tillade os at lade os fascinere af de ikoniske dyr i de eksotisk lande?

Jeg bliver dog først forvirret over, hvad formålet med alle de regulativer for at fremme klimaet og biodiversitet er, hvis vi ikke er klar til det. Derfor kan jeg ikke undgå at sætte spørgsmålstegn ved denne ellers noble dagsorden, når vi stikker halen mellem benene, lige så snart naturen banker på døren.

Ja, det vil kræve ressourcer, og ja, det vil være forbundet med større problemer for nogle end andre. Men hvorfor viser vi ikke ulven samme tålmodighed som alle de andre natur- og klimaregulativer. Eller er sandheden bare, vi helst vil af med dem også?

Mit håb er, at klima- og biodiversitetskrisen ikke bare er en endeløs mission sat i verden for en populistisk agenda, men at vi stadig har noget reelt at kæmpe for.

Hvis vi vil fremme biodiversiteten i Danmark, kan man ikke se bort fra ulvens vigtighed i økosystemet. Ulven er en af Europas få top-prædatorer. De regulerer græsædere ved direkte prædation og influerer derved også indirekte på vegetationen, insekter og andre smådyr.

I et land som Danmark, hvor rovdyr er næsten fraværende, har overpopulation af rådyr længe været et problem. Ifølge Aarhus Universitets årlige vildtudbyttestatistik er der i perioden 2009-2024 skudt mellem 68.000 og 133.000 rådyr om året. På trods af det høje udbytte har det vist sig utilstrækkeligt for at vedligeholde en sund population, og det har gjort, at sygdomme har spredt sig.

Ulvene indtræder i det danske økosystem som en naturlig regulator af rådyr, samtidig med de opretholder en sundere population ved primært at jage svage og syge dyr. Top-prædatorers rolle i at bevare en bæredygtig balance i økosystemerne kan ikke undervurderes, og dermed kan vi heller ikke se bort fra ulvens rolle i det danske økosystem.

Jeg tror på, at løsningen er information og nysgerrighed. Vi vil så gerne sige, at vi vil bevare naturen og redde dyrene, men forstår vi virkelig, hvad det er, vi vil redde?

Natur bliver mere og mere fjern for os, og derfor skal læren om dyr, deres adfærd og natur i højere grad prioriteres i undervisningssystemet. Selv blev jeg ikke undervist i dyrenes hemmelige verden, og jeg måtte derfor ty til biblioteket for at opnå forståelse for de dyr, vi omgås.

Derfor kender jeg svaret, når jeg får stillet spørgsmålet fra mine jævnaldrende venner efter en tur til Sydafrika: »Var du ikke bange for, om elefanten kunne finde på at spise dig?«

De selvsamme venner, hvis politiske barometer er stærkt præget af klima, dyrevelfærd og andre grønne spørgsmål. Derfor kan det bekymre mig, om naturbevarelse er sat på dagsorden for at rense vores samvittighed, og hvorvidt naturen rent faktisk betyder noget for os.

Hvis vi kunne implementere forståelse for dyrenes adfærd fra barnsben, ville det efter min bedste overbevisning fremme løsningerne på de kriser, vi befinder os i dag. Hvis vi kan fremavle en generation, som forstår vigtigheden af natur og sætter pris på den, ville vi i stedet for at bruge frygt og fordrivelse som våben væbne os med nysgerrighed og tålmodighed og spejle os i videnskab for at finde vedvarende løsninger.

Lad os ikke være bange for at lære af afrikanske lande, hvor human-wildlife conflict altid har været et emne. Lad os inspirere af alternative løsninger som i Tanzania, hvor noget så simpelt som chilihegn holder en flok hærgende elefanter på afstand af livsnødvendige afgrøder. Eller som i Namibia, hvor anatolske hyrdehunde vogter geder og kvæg for at holde geparder væk.

Hvis konklusionen er, at vi vil have natur, så lad os retfærdiggøre alle de politiske initiativer og afsætte midler til forskning i ulve, så vi kan forstå dem og fremme deres kår og vores tryghed. Lad os dele vores viden, så vi kan lære at omgås ulvene, og vi kan få mulighed for at høste frugten af alle de ressourcer, vi har ofret i naturens tjeneste. Lad os finde løsninger, hvor mennesker kan føle sig beriget af naturen og dyrene snarere end begrænset.