Han gav en generation stemme. Holger Mikkelsens stemme
Det er 100 år siden, en af efterkrigstidens mest markante forfattere blev født. Tage Skou-Hansen gav besættelsestiden et menneskeligt ansigt og skildrede velfærdssamfundets vækst, ikke mindst gennem figuren Holger Mikkelsen.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
»Han vil den af en eller anden grund, som ikke var til at sige.«
Med disse få ord beskriver Tage Skou-Hansen engagementet fra Holger, som er med i en sabotørgruppe, der blev dannet i slutningen af besættelsestiden, og hvis sabotagehandlinger udgør en væsentlig del af hændelsesforløbet i Tage Skou-Hansens debutroman, ”De nøgne træer”, der udkom i 1957.
Romanen, som fortsat er en af de mest læste romaner om Besættelsen, blev begyndelsen til et omfattende forfatterskab, hvoraf serien om Holger Mikkelsen (”De nøgne træer”, ”Tredje Halvleg”, ”Medløberen”, ”Den hårde frugt”, ”Over stregen”, ”På sidelinjen” og ”Frit løb”) og historierne ”Fra det runde bord” (”Springet”, ”Krukken og stenen”, ”Det andet slag” og ”Sidste sommer”) hører til de kendteste.
Den 12. februar er det 100 år siden, Tage Skou-Hansen blev født, og hans karriere begyndte, da Tage Skou-Hansen i begyndelsen af 1950’erne kom ind i kredsen omkring det litterære tidsskrift Heretica, der blev udgivet på Wivels Forlag skabt af Ole Wivel og Knud W. Jensen.
Den unge magister fra Aarhus indsender et banebrydende essay, ”Forsvar for prosaen”, hvor han sætter et kraftigt angreb ind på den kulturkritik, som han fra sidelinjen har kunnet følge i Hereticas første leveår, og rykker nu ud med et veldokumenteret forsvar for prosaen, som i højere grad end lyrikken tager ansvaret for de medmenneskelige relationer alvorligt.
Tage Skou-Hansen argumenterer for brugen af den menneskelige erfaring, der gøres midt i det moderne liv, og det skal senere i hans egen litterære produktion vise sig, at det netop er på erfaringen og indoptagelsen af den, at al ordentlig prosa skrives.
Det handler om digterens ansvar, men først i erkendelsen af den virkelighed, vi er fælles om, kan man vide, hvor ansvaret ligger, og hvem man i så tilfælde er ansvarlig over for. I erkendelsen af ansvarets placering i den konkrete virkelighed bliver ansvaret reelt, og der rejses hermed et krav til den enkeltes eget liv. Ansvaret går ikke ud på at frelse denne verden, men at erkende den, som den er, og herudfra bidrage med trodsigt håb i tale og skrift.
Digteren er udsat, og han kan ikke beskytte sig bag en ideologi eller en fra traditionen overtaget tydning. Han er netop forpligtet på sin oplevelse, men jo stærkere han lader sig forpligte, desto nærmere kommer han et etisk forhold. Forudsætningen for, at det overhovedet er muligt, er, at mennesket tillægger livet her og nu en absolut værdi, og at man lever, som om den allerede er givet.
Styrken i dette angreb på den værdinihilisme, der sad som en betændt byld i efterkrigstidens digtning, er denne insisteren på, at livet er livet værd og livet om at gøre. Kun tydet sådan er det muligt at komme i et etisk forhold til sin omverden og dens mennesker.
Denne erkendelse blev Tage Skou-Hansens basis for, hvad han siden skrev og tænkte, og erkendelsen blev bekræftet i de år, 1958-67, hvor Tage Skou-Hansen var lærer på Askov Højskole. Her kom han til efter et par år som medredaktør af det nye litterære tidsskrift Vindrosen, som afløste Heretica, da ledende kræfter i og omkring tidsskriftet, Knud W. Jensen og Martin A. Hansen, i 1953 havde overtaget forlaget Gyldendal og lukket Wivels Forlag.
På Askov Højskole mødte Tage Skou-Hansen nu den ungdom, som han hele tiden troede på ville og kunne bringe nyt håb og livsforventning ind i det fællesliv, som vi alle er forpligtet på, men han blev også i mødet bekræftet i, at han skulle vie sit liv til forfatterskabet.
I 1967 vender Tage Skou-Hansen så tilbage til sin hjemby, Aarhus, nu med sin hustru, Ellen, og deres tre børn, og her får han atter – efter udgivelsen af et par mindre gode romaner – fat i Holger Mikkelsen og hans insisteren på, at det ikke er en katastrofe, at verden ikke er fuldkommen, men netop i erkendelsen af dette åbner der sig altid af grunde, som ikke er til at udsige, nye veje og muligheder.
Men med erkendelsen af ikke at kunne begrunde sit håb ideologisk eller politisk hører Holger Mikkelsen dermed også til en af de mest sårbare skikkelser i moderne romanskrivning. Igen og igen bliver han slået tilbage til start, men igen og igen rejser han sig og prøver, fordi han har en stædig og trodsig tro på, at noget godt vil hænde ham før eller senere. Han tror på, at der gives en mulighed, at noget udefinerbart godt skænkes ham.
Eller som han med et ledende spørgsmål udtrykker i romanen ”På sidelinjen”. »Hvad skulle der blive af os, hvis vi ikke længere kunne stole på, at det går anderledes, end vi forestiller os, og fremtiden ikke havde andet i sig end det, vi selv havde fantasi til.« Anderledes sagt: Forventningen og dens opfyldelse ligger uden for en selv, uden for egen dømmekraft og fantasi. Men den er der, og det er det, der er og bliver så gennemtrængende i forfatterskabet.
Jeg lærte Tage Skou-Hansen at kende i slutningen af 1990’erne, hvor jeg udgav ”Den tavse Gud”, en læsning af Heretica med en præsentation af de bærende kræfter i og omkring tidsskriftet. Det udviklede sig til et stærkt, personligt venskab, hvor samtalerne, vi førte, dels handlede om Heretica, dels om fodbolden som en slags mikroverden, hvor det afsløredes, hvad det dybest set handlede om for Tage Skou-Hansen. At i spillet og kampen kan der pludselig opstå nye muligheder og erkendelser, som fører til noget, man ikke havde forudset ville komme.
Vi har fulgtes ned ad Stadion Allé, fulde af håb og tro på, at i dag skete det, at AGF kom tilbage på sporet. Vi har også gået turen tilbage, tavse og slukørede, når byens hold alligevel havde tabt. Men så pludselig en skøn sensommerdag skete det så alligevel, at ”De Hvi’e” vandt en afgørende kamp. Det samme hændte en majaften i 2005, hvor vi på tv sammen så Champions League-finalen mellem Milan og Liverpool. Vi holdt begge med Liverpool, men bagud 0-3 ved pausen var det omtrent umuligt fortsat at tro på, at de kunne vinde. Og så skete det alligevel, det fuldstændig uventede, at Liverpool på magisk vis vendte og vandt kampen.
»Ole, er du klar over, hvad vi lige har været med til,« udbrød Tage, da slutfløjtet lød. Jeg nikkede og vidste, at han atter havde fået bekræftet det, som han selv og hans alter ego, Holger Mikkelsen, havde levet på altid.
I en tid, hvor krige, katastrofer og kultursammenbrud truer med at tilintetgøre al fremtidshåb, er det en lise for sjælen at læse sig igennem forfatterskabet og især at slå følge med Holger Mikkelsen. Han ved godt, at det hænder, at verden igen lukker sig om en, og livsforventningen kun bliver bekræftet i en slags historiske parenteser. Men det er dog i sådanne parenteser, at man får tillid til fremtiden og håb om, at livsforventningen atter bekræftes. Eller som Holger selv udtrykker det i ”På sidelinjen”, at »jeg har altid taget afstand fra dem, der taler, som om verdens ende var nær. Erfaringer viser jo det modsatte. Det uforudsete indtræffer altid. Og vi kan påvirke historien, hvis vi vil«.
Selv var Tage Skou-Hansen som modstandsmand i det sidste besættelsesår med til at påvirke historien, og læst igen tydeliggør hans omfattende forfatterskab, hvor afhængig vi er af dem, der gennem levet liv og erfaringer fra dette i deres kunst udtrykker et førstehåndskendskab til værdierne. Ikke fordi de har erhvervet sig disse værdier som traditionsgods, hvad den politiske ideologi både på venstre- og højrefløjen mener er forudsætningen, men fordi den er erhvervet og tilkæmpet gennem egne erfaringer, man tør stå ved og lægge frem.
Det gjorde Tage Skou-Hansen i et af de forfatterskaber, der skænker sin læser en trodsig tro på, at livet er livet værd og livet om at gøre. Han døde i 2015.