Grønlændere drikker mindre end danskere, men fordommene lever
Ja, der er problemer med alkohol i Grønland. Men det er der sandt for dyden også blandt danskerne i Danmark. Faktisk er danskernes problemer med procenterne i den sydlige del af rigsfællesskabet større end grønlændernes.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Den seneste tids debat har igen bragt den åbenlyse diskrimination af og fordomme om grønlændere op til overfalden. Det er et problem, som har stået på i årtier – ja, længere endnu. Grønlændere bliver betragtet alene på baggrund af deres etnicitet og udseende.
Udtryk som ”grønlænderstiv”, ”grønlandske rundstykker”, ”den grønlandske ambassade” og ”grønlandsværtshuse” dukker op i det danske sprog og viser samtidig hårdnakkede fordomme om grønlænderes alkoholforbrug. Det er en udbredt fordom, at grønlændere drikker, og at det grønlandske samfund er gennemsyret af druk og social armod.
Fordommene og den stigmatisering, der samtidig sker, er veldokumenteret. En Yougov-undersøgelse fra 2012 viste, at 40 pct. af de mere end 1.000 adspurgte danskere associerede grønlændere med misbrug, sociale problemer og alkohol. Halvdelen var sikre på, at grønlændere drak mere end danskere.
Institut for Menneskerettigheder udgav i 2015 undersøgelsen ”Ligebehandling af grønlændere i Danmark” og beskrev heri, hvordan knap halvdelen af grønlændere bosiddende i Danmark oplever stigmatisering og en fordomsfuld attitude fra etniske danskere.
Der er mange eksempler på, hvordan grønlændere oplever, at deres baggrund fører til diskrimination, stigmatisering, fornærmende ord, dårlige vittigheder og dårlig service i kontakten med en skole eller anden uddannelsesinstitution.
En nylig undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder bekræfter, at grønlandske studerende i Danmark stadig oplever at blive mødt med fordomme, bliver dårligt behandlet af medstuderende og undervisere og må leve med nedsættende kommentarer på grund af deres grønlandske baggrund. Fordommene handler i vid udstrækning om danskernes forestillinger om grønlændernes brug af alkohol.
Passer disse fordomme: Nej, det gør de ikke. Det er rigtigt, at der tidligere har været et meget større alkoholforbrug i Grønland end i Danmark. Alkohol har været kendt i Grønland tilbage til 15-1600-tallet, men op til 1950’erne blev alkohol kun nu og da handlet med hvalfangere. Først efter grundlovsændringen i 1953, hvor Grønland blev en ligeberettiget del af Danmark, blev alkohol frigivet af det daværende landsråd.
Herefter steg alkoholforbruget til først syv liter ren alkohol i gennemsnit per voksen indbygger i Grønland i 1960, indtil forbruget toppede i 1987 med et forbrug på 22,2 liter ren alkohol. Siden er alkoholforbruget faldet støt i Grønland, og de seneste 10 år har alkoholforbruget været lavere end i Danmark. I 2023 var det gennemsnitlige alkoholforbrug per voksen indbygger således 8,5 liter ren alkohol i Grønland og 9,3 liter i Danmark.
Genstandsgrænserne i Grønland er syv genstande per uge for kvinder og 14 for mænd svarende til den lavrisikogrænse, vi havde i Danmark 2022, hvor vi ændrede den til 10 genstande per uge for både kvinder og mænd. Befolkningsundersøgelsen i Grønland fra 2018 viste, at 8,8 pct. af de adspurgte overskred de anbefalede alkoholgrænser, mens det tilsvarende tal i Danmark var 17,6 pct. som vist i Den nationale sundhedsprofil 2017.
Der var køns- og aldersforskelle mellem befolkninger: I Grønland var der flest kvinder i aldersgruppen 15-24 år, som overskred de anbefalede alkoholgrænser (19 pct.) i Grønland. For mænd var andelen ligeledes størst i aldersgruppen 15-24 år (9,0 pct.). I Danmark var de tilsvarende tal i Danmark hele 30,9 pct. for kvinder og 23,9 pct. for mænd.
Der er flere grønlændere, som slet ikke drikker, men også flere, som har rusdrikkemønster, det vil sige drikker mere ved en enkelt lejlighed. Essensen er, at man drikker mindre i Grønland end i Danmark.
I Grønland har man arbejdet meget mere målrettet og har haft langt større vilje til at arbejde med forebyggelse. Man har benyttet sig af redskaber som tilgængelighed af og pris på alkohol og derved brugt de former for strukturel forebyggelse, som man ved virker. Rusmiddelbehandlingen i Grønland koordineres og varetages af Allorfik. Tilbuddet er udfordret af geografien, men Allorfik har alligevel formået at etablere fem behandlingscentre i de største grønlandske byer.
Allorfikcentrene giver 62 pct. af befolkningen direkte adgang til behandlingen. Borgere i byer uden et Allorfikcenter behandles lokalt gennem tilrejsende behandlere fra Katsorsaavik Nuuk, som selvstyret har aftale med. Borgere fra bygder behandles oftest i Nuuk. Samtidig har alle borgere et tilbud om behandling over telefon eller internet. Det har været en succeshistorie med mere end fordobling af antallet af behandlede borgere.
Det er på mange måder et meget bedre tilbud end i Danmark, hvor der ikke er ensartethed i behandlingen. Hertil kommer, at Allorfik systematisk evaluerer behandlingen ved hjælp af solide data og gennem forskningsprojekter. Også her er grønlænderne altså længere fremme, end vi er i Danmark.
Der bor cirka 17.000 grønlændere i Danmark, og de fleste er velintegrerede i det danske samfund. Et mindre antal, størrelsesordenen 1.000-1.500, er socialt udsatte. En tredjedel af dem, der overvejer at flytte fra Grønland til Danmark, gør det for at få noget at bo i.
30 pct. har ønske om at komme væk fra en konflikt eller et problem, og 22 pct., fordi de ønsker en ny start (Fra Grønland til gaden. En undersøgelse om migration mellem Grønland og Danmark, 2020). En grund kan også være, at både alkohol og hash er meget billigere i Danmark.
Undersøgelsen ”Sundhedsprofil for socialt udsatte grønlændere i Danmark” fra 2019 viser, at 40 pct. af socialt udsatte grønlændere har et alkoholmisbrug, hvor den tilsvarende andel blandt øvrige socialt udsatte er 13 pct. Andelen, der er hjemløse, er næsten dobbelt så stor blandt socialt udsatte grønlændere i Danmark (50 pct.) i forhold til 24 pct. blandt øvrige socialt udsatte.
19 pct. socialt udsatte grønlændere får ofte ikke mad nok, så fattigdom er også et stort problem. Derimod er der mange flere socialt udsatte grønlændere i Danmark, der har et netværk, og som ofte ser venner og bekendte, men til gengæld færre, der ser familie.
Mange af fordommene om grønlændere er forældede og forkerte. Langt de fleste grønlændere er fuldstændig velfungerende. Er der alkoholproblemer i Grønland og blandt grønlændere – ja, det er der. Men der er også mere end 60.000 danskere, der har et svært alkoholproblem, så generelt at stigmatisere samtlige grønlændere som et særligt drikfældigt folkefærd, det er der ikke belæg for. Det er urimeligt ud fra ethvert synsvinkel.
Det er rigtig vanskeligt og en langvarig proces at ændre på stigmatisering og fordomme. Det handler om at styrke kendskabet til hinanden, om undervisning, ligestilling på uddannelsesinstitutioner, sproglig hjælp, facilitering af arbejdstilbud og meget mere.
I den aktuelle debat om Donald Trumps ønske om at kontrollere Grønland melder tanken sig, om amerikansk kontrol vil være en løsning. Det er meget lidt sandsynligt. Et land, hvor social velfærd er en by i Rusland eller op til private initiativer, og som har en alenlang historie med diskrimination og fordomme, er næppe løsningen.
Vi skal derimod gribe i egen barm og fjerne diskriminering og fordomme over for grønlændere. Vi skal glæde os over mangfoldigheden i vores rigsfællesskab og begynde at lære af hinanden. Når det gælder alkoholpolitik, forebyggelse og opbygning af behandling, kan vi danskere lære meget af grønlænderne. Til USA må vi bare sige, at landet ikke har vist, at det har forudsætningerne for at løse problemer med udsathed og fordomme.