Det giver mere mening at få danskerne til at blive lidt længere på arbejdet end at pille ved pensionssystemer

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det danske pensionssystem er internationalt anerkendt som værende et stabilt og velfungerende pensionssystem og endog blandt verdens bedste, herunder at være langsigtet bæredygtigt også med de forventede ændringer i befolkningens sammensætning.

Det skyldes især kombination af et offentligt pensionssystem, der er kombineret med et overenskomstbaseret arbejdsmarkedspensionssystem, som er finansieret gennem løbende opsparinger. Samlet er det et finansielt holdbart system, selvom vi ser ind i en årrække med flere ældre og færre yngre. Det kombinerer dermed fordele ved et pensionssystem baseret på skatter og afgifter med opsparing.

På trods af det er der ofte diskussioner om en række elementer i vores pensionssystem. Senest er der åbnet for en debat om, hvorvidt pensionsalderen, når den i 2025 forventeligt er besluttet forhøjet til at blive 70 år i 2040, også skal forhøjes i 2030 til 71 år. Når pensionsalderen er forhøjet til 70 år, er den forhøjet med i alt fem år siden 2019.

Logikken har været, at når vi lever længere, så kan vi også godt arbejde i flere år, så der bliver en balance mellem antal år på arbejdsmarkedet og antal år, vi er uden for. Antallet af år uden for arbejdsmarkedet, hvor man er på pension, har været ønsket til at blive omkring 14,5 år. Et tal, der naturligvis kan diskuteres, da der for den enkelte kan være forskellige ønsker til, hvor mange år der skal arbejdes, og hvor mange år på pension.

Forhøjelserne af pensionsalderen er sket med et meget langt tilløb med det argument, at befolkningen skal have tid til at vænne sig til og kunne planlægge efter, hvornår de kan modtage offentlig pension. Derudover har et argument været, at ændringer i folkepensionsalderen kan bidrage til en normdannelse om, hvornår det forventes, at personer går på pension i Danmark.

Men spørgsmålet er, om det stadig er vigtigt med så lang en tidshorisont til at ændre pensionsalderen, eller om det også uden udfordringer for den offentlige sektors økonomi og hele samfundsøkonomien er muligt at vente med at tage stilling til yderligere forhøjelser af pensionsalderen?

Det er der flere grunde til.

Den ene er, at det faktisk er vanskeligt at vurdere arbejdsmarkedets udvikling 15 år frem i tiden – ja, det kan endda være vanskeligt at gøre det mere end omkring fem år frem.

Den anden er, at vi nu har et endog meget velfungerende arbejdsmarkedspensionssystem, som giver langt hovedparten af danskere et solidt fundament under deres pensionstilværelse, uanset om det bliver et eller to år før eller senere, de går på pension. Det er dog stadig for mange helt afgørende med folkepensionen og ATP for at sikre en økonomisk tryg alderdom.

Den tredje er, at kombinationen af arbejdsmarkedspensioner og privat opsparing allerede i dag betyder, at mange, især de bedre lønnede, har økonomisk mulighed for selv at bestemme, hvornår de trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Den fjerde er, at vi nu har set en markant udvikling, hvor mange forbliver på arbejdsmarkedet efter at have nået pensionsalderen.

Den femte er, at selvom vi lever længere, og mange har et godt helbred, så er der også en stor gruppe, som er fysisk eller psykisk nedslidte, og som dermed ikke har mulighed for at blive på arbejdsmarkedet ved en højere pensionsalder.

De seneste 10 år er der samlet set færre, der modtager førtidspension, seniorpension, tidlig pension (kendt som Arne-pensionen) og efterløn. Især som følge af en nedgang i antallet af efterlønsmodtagere. Der har været en stigning i antallet af personer på førtidspension, men det kan i høj grad forklares med en forhøjelse af folkepensionsalderen, da stigningen i antallet først begynder at komme fra 2019.

Ved en yderligere forhøjelse af folkepensionsalderen vil der være en risiko for, at flere vil have brug for en sådan ydelse. Samtidig vil en forhøjelse af folkepensionsalderen også medføre, at det med de nuværende regler vil betyde, at tilbagetrækningsydelser også først kan modtages et år senere end i dag. Ændringer i konjunkturer og teknologi kan også medføre, at der vil være brug for tilbagetrækningsordninger for et betydeligt antal personer i det danske samfund.

Omvendt kan de raske og rørige arbejde, og når de når folkepensionsalderen, kan de modtage folkepension. Altid grundbeløbet, men tillægget kan blive reduceret, eksempelvis ved en høj opsamlet privat pension eller arbejdsmarkedspension, da disse modregnes i pensionstillæg, når de har et vist niveau. Dem, der kan arbejde, kan også opsætte deres folkepension og senere få enten et engangsbeløb eller en højere folkepension.

Det har man besluttet, bl.a. med henblik på, at få flere til at arbejde længere. Men det øger uligheden som følge af forskellen i, hvem der arbejder og kan arbejde, efter de har nået den officielle folkepensionsalder. De kan få en økonomisk ydelse, de ikke nødvendigvis har brug for.

Flere bliver på arbejdsmarkedet, efter at de er fyldt 65 år. En stigning for mænd de seneste 10 år på mere end 14 procentpoint til hver tredje, og for kvinder er der en stigning til næsten hver sjette – en stigning på ca. fem procentpoint.

Ser vi alene på, hvor mange personer over 67 år, som er i beskæftigelse, er tallet de seneste 10 år vokset med godt 30.000 mænd og 15.000 kvinder. Det er især, men ikke udelukkende, personer med lange videregående uddannelser, der bliver på arbejdsmarkedet. Der er dermed sket en klar ændring i, hvor mange der bliver på arbejdsmarkedet efter at have nået folkepensionsalderen – typisk personer, som udover et godt helbred, også har en god økonomi.

Med fortsat sund aldring vil flere blive længere på arbejdsmarkedet. Om end ikke alle på fuld tid. Det illustrerer, at en gradvis tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet kan være et af instrumenterne til at øge arbejdsudbuddet, herunder at deltid ikke behøver at være så problematisk, som det ofte fremstilles. Det kan måske endda betyde, at der er mere arbejdskraft til rådighed, end der ellers ville være.

Derfor er spørgsmålet også, om det ikke er mere relevant at sikre, at det bliver muligt for endnu flere at forlænge tiden på arbejdsmarkedet, måske ikke fuld tid, så på nedsat tid, i stedet for at drøfte pensionsalder langt ude i en usikker fremtid.

Med de regler, der er for modtagelse af folkepension, er der næppe flere økonomiske incitamenter, som vil kunne have en virkning på arbejdsudbuddet for personer over folkepensionsalderen.

En god indretning af arbejdsmarkedet kan bidrage til at sikre det øgede arbejdsudbud, som har været et af de centrale argumenter for forhøjelsen af folkepensionsalderen. Det kan være flere stillinger som nævnt før på nedsat tid, men også ændringer i arbejdets indhold, færre dage med belastende arbejdstider, mindre fysisk og psykisk belastende arbejdsmiljø m.v.

Der er mange og meget forskellige udfordringer ved ændringer af folkepensionsalderen, og der vil være såvel vindere som tabere ved enhver forandring. Inden man beslutter sig for det ene eller det andet, er der måske større grund til at se på arbejdsmarkedets måde at fungere på end at fokusere udelukkende på grænsen for, hvornår man kan få folkepension.