Drømmen skal leve
Frivillige kræfter og lokal opbakning er fundamentet for landets mindre idrætsforeninger. Også her lever ambitioner og drømme om gode resultater, og når de små klubber præsterer ud over det sædvanlige, er det vigtigt med både kommunal og national støtte.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Som frivillig sportsdirektør i Brabrand IF har jeg fundet ud af, hvor besværligt det egentlig er, når de små for alvor krydser klinger med de store. Drømmen lever, som den danske pokalturnerings motto så smukt hedder. Drømmen om, at de mindre hold på dagen kan drille de store. Drømmen om, at det, der på papiret ikke burde kunne lade sig gøre, så alligevel sker. Drømmen har sammen med andre drømme betydning for de mange frivillige kræfter, der involverer sig i det danske klublandskab. Engagerede forældretrænere og andre lokale ildsjæle er klubfacadens spartelmasse.
Når drømmen så udleves, som det skete for Brabrand i dette års pokalturnering, er det bare, som om den ikke længere passer sammen med fodboldens udvikling. Det rejser nogle dilemmaer. På den ene side hylder de fodboldbegejstrede iagttagere, at den lille klub når kvartfinalen og spiller lige op med tre superligahold i streg. På den anden side ser man også med en pæn portion ængstelighed mod Udkantsaarhus, hvor den frivillige forening igen forbereder sig på kampafvikling med tusindvis af tilskuere, en dyngvåd bane og skærpede sikkerhedsforhold. Tv-transmittering og en modstander, der af gode grunde er vant til helt andre betingelser.
Fortjener det kræsne fodboldpublikum til en pokalkvartfinale ikke helt andre rammer? Svaret er, at fodbolden har brug for, at den slags sker. Jeg skriver ikke dette med henblik på nok en gang at kaste et snævert fokus på vores eventyrlige pokalrejse. Ligeledes er det heller ikke intentionen at rette opmærksomhed mod eventuelle huller i den massive støtte og opbakning til klubben. Vi kan kun ydmygt takke for den velvillighed og venlighed, som vi er stødt på. Ikke bare fra de frivillige og lokalsamfundet. Også fra modstanderhold, kommune, divisionsforening, sportsmedier og andre centrale aktører.
Der kan ikke være en velorkestreret plan for, at et 3. divisionshold skal nå en pokalkvartfinale, men når vi er stødt på problemer undervejs, så har mange villet træde til. Alligevel har besværlighederne hobet sig op, og flere gange har jeg tænkt på kalkulen for fundamentet i en gennemtænkt fodboldstrategi. Den stammer fra Dan Hammer og Mads Davidsens bog ”Hvor svært kan det være”. Årsager til, om en klub kan spille med om mesterskabet, skyldes for 70 pct. vedkommende økonomiske ressourcer, 20 pct. fodboldfaglige kompetencer og 10 pct. held. Det er de sidste procenter, der gør, at fodbold er noget andet end aktiekurser. Trods små økonomiske muskler og beskedne spillerbudgetter, så indtræffer fodboldmiraklerne lejlighedsvist. Ikke kun i den danske pokalturnering, men også da OB slog Real Madrid ud af UEFA Cuppen i 1994, eller da Leicester vandt Premier League i 2016.
Drømmen og håbet må ikke opgives, fordi fodbold på den måde kan give noget ganske særligt tilbage. Til klubben, til tilhængerne og til alle dem, der på den ene eller anden måde er involveret. Tilbagebetalingen sker i en særlig valuta i en klub som Brabrand IF. Her er fodboldstjernerne for de yngste af klubbens medlemmer ikke Jude Bellingham eller Vinicius Junior. Det er de lokale spillere fra divisionsholdet. Det kunne man forvisse sig om, da klubbens medlemmer bestormede banen efter slutfløjtet i de omtalte pokalopgør. Under sikkerhedsmæssige forsvarlige vilkår vel og mærke.
Det stiller krav til spillerne. De skal være der for de unge. Som gode forbilleder på og uden for banen. Det at komme så tæt på stjernerne er af naturlige årsager ikke altid muligt andre steder. Klubbernes professionelle afdelinger er udskilt fra moderklubben og frister dermed en ofte ret løsrevet tilværelse fra det fundament, der egentlig skal bidrage til eliten. F.eks. hele ungdomssiden. Sådan er udviklingen. Det kan næppe være anderledes, hvis man for alvor vil være en del af det professionelle selskab.
Det betyder blot, at det fuldstændig klare billede af, at talentudvikling og bredde er grundpillerne i alle danske klubbers dna og hinandens forudsætninger, godt kan blive lidt sløret. Brabrand er og skal aldrig være et storstilet talentcenter. Dertil har byen AGF. Brabrand er i talentmæssig henseende potentiel fødekæde, men ikke uden gensidighed og lokal forankring. Brabrand skal kunne spotte, udvikle og pleje talenter, hvis AGF skal have gavn af at integrere dem. Brabrand skal også være en eliteklub i den udstrækning, at den er et attraktivt tilbageløb for de mange, der ikke har udsigt til fuld spilletid i Superligaen nu eller i fremtiden.
En klub som Brabrand er afhængig af både attraktive udviklings- og tilbageløbsmuligheder, hvis talentplejen og elitefodbolden skal fastholdes i et lidt bredere perspektiv end kun Superligaen. Også netop fordi det kan komme Superligaen til gavn på sigt.
Det understreger blot vigtigheden af at værne om de øjeblikke, hvor der så rent faktisk kan ske en sammensmeltning mellem elite og bredde. Som når små hold kan afvikle pokalkampe hjemme i beskedne omgivelser, eller når AGF’s superligaspillere tager på besøg hos deres aarhusianske samarbejdsklubber.
For en klub i et perifert beliggende dansk lokalsamfund drejer det sig om meget mere end at vinde kampe. Den er et samlingspunkt. Bag hvert eneste billede på væggen eller under pokalerne i skabet gemmer der sig fortællinger om storhed og fald. Om spillere, der kom og gik, om kampe, der blev vundet eller tabt. Der er møderne mellem ungdommen og seniorerne, mellem bredden og eliten og mellem klubben og lokalsamfundets indbyggere.
Klubber som Brabrand IF er funderet på frivillighed og lokalsamfundets økonomiske og mentale opbakning. Brabrand IF kæmper mod de generelle strømninger med massive krav om luksuriøse tribuner, aflukkede udebaneafsnit og dyrebare lysanlæg. Brabrand IF har uden fuldtidsansatte og velpolstrede spillerkontrakter og trænerlønninger alligevel indimellem snuset til de øverste hylder.
Visionen er, at Brabrand IF fortsat skal være en fodboldklub, som forener den forskellighed, som lokalområdet byder på. Divisionsholdet er en del af denne vision, hvorfor det ikke bare er en klub i klubben. Når frivillige hjælper med at afvikle divisionskampe og levere opbakning til førsteholdet, så returneres opbakningen, ved at divisionsholdets spillere også involverer sig i klublivet. Og det gør de i Brabrand IF, hvis de vil være en del af holdet.
Når vi skærer alle besværligheder fra, så bindes en fodboldklub også sammen af ambitionerne. Ambitionerne om at gøre en forskel for børn og unge og give dem muligheder, som de ikke får andre steder. Bare i det hele taget være et rart sted at være. Men når vi går til kampene – fra division til ungdom – så bindes vi også sammen af et helt konkret ønske. Vi vil vinde. Derfor er det vigtigt, at vi bevarer drømmen.
Også andre mindre klubber, der udgør dele af fundamentet for de store eliteklubber, har brug for at drømme, men drømmene kan kun realiseres, hvis der er nok frivillige kræfter og lokal opbakning. Det er der ikke altid, og derfor skal klubberne have støtte kommunalt og nationalt, så hjemmekampene i pokalturneringen kan afvikles der, hvor de hører til. På klubbernes hjemmebane.