Syrien åbner muligheden for at skabe enighed gennem FN’s Sikkerhedsråd

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der er skrevet meget om den nylige udvikling i Syrien, hvilket har været nødvendigt, for billedet er mudret. Dog er to faktorer blevet en anelse underspillet, og det er to faktorer, der både giver anledning til panderynker, men samtidig også til håb.

For det første var Assad selv og toppen af regimet meget passive. Vi så ikke offentlige dundertaler fra Assad for at styrke moralen blandt hæren og befolkningen. Assad virkede resigneret, som om han vidste, at spillet var ude. Hans nærmeste familie blev sendt ud af landet, inden regimet kollapsede.

Man kan endda, uden at virke helt skør, spekulere i, om Assad har vidst det i noget tid, fordi han i slutningen af oktober undlod at deltage i Briks-topmødet i Kazan. Her kunne han have styrket sin position handelsmæssigt ved at nærme sig denne koalition og måske endda have indgået i dialog med eksempelvis Erdogan, der jo netop endte med at spille en stor rolle i at fjerne Assad.

Den første interessante faktor er altså, at det, der er sket i Syrien, virker mere som et planlagt regimeskifte end et folkeligt oprør – omend alt tyder på stor tilfredshed med Assads afgang blandt den syriske befolkning.

Den anden faktor er ret åbenlys og hænger sammen med den første, nemlig at situationen og udviklingen i Syrien handler om geopolitik. Mere specifikt om konflikten mellem et Rusland og Kina, der ønsker en ny verdensorden, som ikke er domineret af Vesten/USA, og så netop USA/Vesten, der ønsker at opretholde den nuværende orden.

I denne konflikt finder aktørerne svage punkter hos hinanden og presser, hvor det gør mest ondt, og hvor det er opportunt, uden nødvendigvis at overveje konsekvenserne for civile. Eksempler er Ruslands moralske støtte til Hamas i dets kamp mod USA’s allierede Israel, Ruslands våbensalg til houthierne i Yemen for at destabilisere den internationale handel, USA’s støtte til Ukraine for at svække Rusland, USA’s våbensalg til Taiwan for at afskrække Kina samt Kina og Ruslands ageren i Briks, hvor man har optaget Iran for at styrke en USA-antagonist i Mellemøsten. Situationen i Syrien er endnu et eksempel på denne geopolitiske konflikt.

Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at tropper har fået lov at samle sig netop i (Nato-landet) Tyrkiet og forberede samt lancere indtoget i Syrien, samtidig med at Rusland har meget travlt med at erobre land i Ukraine, inden denne konflikt forventeligt fastfryses, når Donald Trump kan blande sig helt officielt. Det er påfaldende, at islamistiske grupper som den mest dominerende Hayat Tahrir al-Sham, der er stemplet som terrorister af USA, EU, Tyrkiet og Rusland m.fl., har fået lov at operere forholdsvis frit, når USA skyndte sig at bombe en anden islamistisk gruppe, IS, kort efter Assads fald.

USA og flere andre har altså kendt til og støttet regimeskiftet og måske også ladet Assad vide, at hans tid var slut. Israel har også virket forholdsvis velforberedt, hvilket ses ved Israels verserende operation om at udvide sin tilstedeværelse i Syrien. Rusland er sandsynligvis blevet taget lidt på sengen, og der er efter sigende stærk utilfredshed med Erdogans ageren i Kreml, hvilket spiller ind i nedenstående, mere optimistiske forklaring på, hvorfor Syrien kan blive en mulighed for det internationale samfund at agere samlet – gerne gennem FN’s Sikkerhedsråd.

Den 24. februar 2018 vedtog FN’s Sikkerhedsråd en resolution, hvis primære mål var at stoppe kamphandlingerne i Syrien og derefter institutionalisere FN-styret humanitær hjælp (når kamphandlingerne var stoppet). Resolutionen blev vedtaget enstemmigt. Det var altså en resolution med en ordlyd, som Rusland (der jo støttede Assad aktivt) kunne acceptere. Siden er flere resolutioner vedrørende humanitære indsatser blevet vedtaget. Syrien er altså et eksempel på mindre grad af uenighed blandt de permanente medlemmer af sikkerhedsrådet end eksempelvis Ukraine og Gaza.

Det er en af grundene til et vist håb om, at stormagterne kan blive enige om at forsøge at forhindre et nyt blodbad i Syrien. Godt nok har Rusland mistet en vigtig partner i Assad som regent og meget specifikt en vigtig flådebase i Syrien. Uagtet om Rusland beholder flådebasen, så vil det være rationelt af det kommende styre i Syrien ikke at fjendtliggøre Rusland, der jo stadig arbejder sammen med Syriens nabo Iran, blandt andet i Briks-koalitionen.

Selvom Iran og Rusland har bekriget aktører, der er med i den mosaik, som kommer til at udgøre det syriske styre, så ønsker styret i Syrien nok ikke et alt for fjendtligt Iran mod øst. Derudover tænker man i Kreml nok også, at Erdogan er blevet overmodig og har ført en politik, der umiddelbart tjener USA.

Derfor vil Rusland gerne være involveret i forholdet mellem det kommende syriske styre og det internationale samfund – for at stække Erdogans indflydelse i Syrien. Det kan Erdogan ikke gøre så meget ved, hvis en indgribende resolution kommer til afstemning i sikkerhedsrådet, da Tyrkiet jo ikke besidder vetoret, som eksempelvis Rusland gør.

Ligeledes har Erdogan jo heller ikke altid danset efter USA’s pibe og ses af flere i Washington som en ustabil allieret. Derfor kan USA nok godt acceptere en tilgang til Syrien, der stækker Erdogan. Det kunne eksempelvis være ved at tilgodese kurdernes territoriale og politiske ønsker – en gruppe, som både USA og Rusland har samarbejde(t) med i bekæmpelsen af IS, men som er fjender af Erdogan-styret.

USA’s allierede Israel virker tilfreds med situationen og kan nok holdes tilbage fra at tage meget mere land af USA, fordi alliancen har nok at se til vedrørende Gaza og Libanon og heller ikke ønsker at fjendtliggøre det kommende syriske styre, hvilket kunne skubbe styret over til at have for stærke bånd til Rusland.

Den største udfordring kunne blive Iran. Tehran har mistet en vigtig kobling mellem sig selv og Hizbollah i Libanon. Men Iran er svækket. Hamas’ angreb på Israel og den efterfølgende krig i Gaza har ikke skadet Israel i international politik i en grad, som Iran havde håbet, og Hizbollah virker ukampdygtige i en årrække frem og kan ikke true Israel synderligt lige nu.

Irans vigtigste prioritet må være at forhindre, at Syrien bliver alt for domineret af sunni-muslimske Hayat Tahrir al-Sham og samtidig bliver for tætte med USA og Vesten. Derfor er det ikke urealistisk, at Iran kan tænkes ind i en diplomatisk løsning.

Kineserne vil ikke forhindre sikkerhedsrådet i at gribe ind, så længe der ikke bliver tale om eksempelvis Nato-tropper på jorden i Syrien, hvilket også er urealistisk, når Donald Trump overtager i USA. Men selvom Kina ikke er lige så involveret som USA og Rusland, så ønsker Kina heller ikke en løsning i Syrien, der svækker Rusland så meget, at Kina-Rusland-aksen svækkes i forhold til USA/Vesten.

Frankrig og Storbritannien vil være med på den løsning, som USA støtter. Landene har ikke stemt nej (brugt veto) i sikkerhedsrådet siden 1989.

Håbet i forhold til situationen i Syrien bunder altså i det ikke nødvendigvis velsmagende faktum, at stort set alle krigshandlinger er resultater af geopolitik fra stormagterne, hvilket dog også viser, at begivenhederne ikke er tilfældige, og at dette nogle gange muliggør fredelige løsninger.