Sindelag er blevet til gak og løjer-politik

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Politikere og medier underholder lige nu sig selv med sindelagssamtalerne.

Politik skal være underholdende, og politikerne har sammen med medierne en fest. Tre af ansøgerne om dansk statsborgerskab har været til dialogkaffe med Indfødsretsudvalget – samtalen er en »gestus« over for de tre ansøgere, mener et medlem af udvalget.

Formanden kalder det en meget speciel »gave«. Juristerne rynker på panden, men udvalgsformanden spejler sig i medielyset med et højstemt candyfloss-sprog, der får enhver brugtvognsforhandler på Vestfyn til at blegne.

Hemmelighedskræmmeriet, det tvetydige sprog og den underdrevne begejstring hos dele af udvalgsmedlemmerne efterlader et indtryk af, at de prøver at sælge en cykel til en fisk. Det har de seneste 10-15 år været stort set umuligt for flygtninge at opnå dansk indfødsret. Kravene er strammet, embedsmændene styres tættere, og udvalgets afgørelser tyder på, at politikernes følelser og mavefornemmelser har ændret sig.

Nu skal man ovenikøbet forhøres om subjektive holdninger til nogle ”danske værdier”, som et lille, tilfældigt udvalg af folketingsmedlemmer forfægter.

Det er interessant, at tre personer, der skal til politisk MUS-samtale, kan tage medierne med storm. Det er en skueproces, måske næsten en standret pakket ind i blomstersprog og nationalistiske glansbilleder. Det er ren popcornpolitik, og medierne har tydeligvis svært ved at navigere mellem det underholdende og det seriøse. Forløbet minder om en honey trap i agentverdenen: Journalisterne sweet talkes ind i en fælde, hvor de selv bliver en del af underholdningsformidlingen.

Værdier er altid til forhandling, og de er et klassefænomen. Politikerne tror, de er almengyldige, fordi de ikke ved bedre. Man kan sige: ”Jeg er en god mor”, og nogle vil være enige, mens andre vil være uenige. Rettigheder kan være noget, man kun har, hvis man kender dem, for andre er rettigheder noget, man har, og som man krav på, selv om man ikke har rettigheder.

Det kan være en værdi at spise aftensmad på gulvet, og det kan være en værdi at spise ved et bord. Det kan være en værdi at have hjemmearbejdsdage, mens det for andre er utopi. Det kan være en social værdi at være overvægtig, mens det for andre er tegn på amoralsk slap livsførelse.

For nogle er penge noget, man bruger den første uge, efter lønnen er kommet, for andre er det noget, man skal planlægge forbruget af, mens det for de mest velstillede er noget, man investerer og bygger strategier med. For nogle er uddannelse uopnåeligt, for andre er det en nødvendighed, og for nogle er det den eneste værdi.

Det politiske show om sindelag, værdier og den særlige gave i et dansk statsborgerskab er imidlertid et stort blufnummer, og det er samtidig et effektivt forsøg på at forskyde fokus fra den mere og mere udemokratiske og værdiforladte situation, som langt hovedparten af flygtninge i Danmark er fanget i.

Jeg har sammen med mine kolleger undersøgt knap 5.000 flygtninge med komplekse helbredsproblemer, fysiske handicap, psykiske sygdomme og krigsskader. Ingen af dem har fået dansk statsborgerskab.

Ganske få af de ældre har opnået permanent opholdstilladelse. De fleste har stærkt begrænset, midlertidig opholdstilladelse, hvor de hvert andet år skal søge om at få lov til at blive to år mere. De er konstant i alarmberedskab, fordi de enten skal til at søge eller venter på svar – og derefter er det deres ægtefælle eller deres børn, der skal søge og vente.

Uro, usikkerhed og skiftende krav fra samfundet er et livsvilkår. For dem er værdier noget, der kræver, at man kan læse, og rettigheder er kun for dem med indflydelsesrige venner. For dem bliver fast grund under fødderne aldrig til virkelighed.

Den eneste rettighed, de kender, er permanent midlertidighed. De eneste værdier, de kender, er eksklusion, tavshed og usynlighed. Der er ca. 200.000 flygtninge, der har midlertidig opholdstilladelse, som skal fornys hvert andet år.

De og deres børn vokser op uden for samfundet. Ikke fordi de bor i ghetto-områder, men fordi de ikke har råd til andet, og fordi de andre danskere flytter fra de områder, hvor de flytter ind. De er altid i medierne, men aldrig forstået. Den ene dag skal de til sindelagssamtaler, og den næste dag skal de have frataget deres førtidspension. De skal være usynlige, og de skal være synlige. De skal integrere sig, men ikke for meget. De skal holde sig væk, men vi river deres boliger ned, så de flytter hen til os igen.

Det er interessant at følge debatten om statsborgerskab og sindelag, når man nu ved, at det kun er en mulighed for yderst få af de mest velstillede flygtninge og migranter med det stærkeste netværk – oftest dem med forbindelser i de helt store byer. Langt hovedparten af flygtninge kommer aldrig i nærheden af den mulighed. Det er social og juridisk ulighed i særklasse.

Alligevel er der meget mere politisk kapital i de håndfulde indvandrere, der kommer gennem nåleøjet til dansk statsborgerskab. Medierne er enige, for debatten om sindelag er tilpas uklar til, at enhver vinkel er en god vinkel, og alle har en mening. Imens glider de 200.000 flygtninge helt ud af synsfeltet.

Strategisk tvetydighed er en moderne politisk strategi, der giver mere råderum til politikerne. Den slet skjulte hentydning til, at der kan være farlige elementer, som er ved at få dansk statsborgerskab, bygger på den politiske præmis, at verden er skrøbelig, usikker og for svær at tolke for almindelige mennesker. Politikere får lov til mere, når vi er bange. De kan være mere uklare og hemmelighedsfulde i deres budskaber. Men det er en politisk skabt baggrund.

Virkeligheden er, at Danmark er et af de sværeste lande i verden at opnå statsborgerskab i. Det til trods for, at der er forskning, der viser, at med en permanent opholdstilladelse får flygtninge højere uddannelse, højere løn og bedre livskvalitet, og samme gjaldt deres børn. Man bruger simpelthen alt for meget mental energi på at leve i permanent midlertidighed.

Efter over 5.000 samtaler med flygtninge, der aldrig opnår permanent ophold i Danmark, står det klart for mig, at netop de mennesker om nogen fortjener anerkendelse og fast grund under fødderne, for de har netop nogle af de værdier, som vi aldrig taler om. Værdier, som der med garanti ikke testes i til sindelagssamtaler.

Det er mennesker, der er formet af modgang, nederlag og forfølgelse. Det er mennesker, der er overlevet på trods. Det er mennesker, der har udviklet robusthed, nøjsomhed og livsduelighed. Det er mennesker, der ved, hvad uddannelse, familie og sikkerhed betyder. Det er mennesker, der ved, at det værste ved krigen er stilheden, og det sværeste ved krigen er, når den er slut.

Politikerne banaliserer og latterliggør de værdier og styrker, som flygtninge kommer med, og dermed nedgør og udstiller de dem som andenrangsmennesker.

Mange børn af flygtninge får at vide, at ”for at være lige så god som dem skal du være 1.000 gange bedre end dem”. Men det er ikke nok for politikerne. Og det er der, det bliver et mistænkeligt politisk projekt. Hvis statsborgerskab er så helligt og ædelt, hvorfor er det så så hemmeligt? Hvis det er så stor en gestus, hvorfor bliver den så afgjort af politikernes humør og mavefornemmelser?

Man kan kun få den tanke, at deres maveværdier ikke tåler dagens lys. Det sørgelige er, at de godt ved det, men har retten til at være ligeglade.