Forsvaret blev skåret ned, fordi man ville indkassere fredsdividenden. Og resultatet ser ikke kønt ud

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der er et billede, der står skarpt i erindringen: Under et Nato-topmøde formelig pløjer daværende præsident Trump sig igennem skaren af Nato-regeringschefer. Macron og Merkel bliver puffet til side, og Trump placerer sig med en overlegen mine i første række.

Han har fortsat ikke nogen større respekt for de små europæiske landes regeringer, og regnskabets time, hvor Europa selv skal betale for sit forsvar, nærmer sig.

Set fra USA er det svært at forstå, at en økonomisk stormagt som Europa skal subsidieres af USA. Hidtil har USA båret 75 pct. af omkostningerne i Nato. Hvis de 51 forenede stater kan pulje ressourcerne, hvorfor skulle de 27 i Europa så ikke kunne det?

Europa skal være taknemmelig, hvis USA fortsat vil være medlem af Nato, men det kommer til at koste. Putin vejrer antagelig morgenluft med valget af Trump, der jo mener, at Amerika gaber over for meget. Hvis USA’s vilje til at forsvare Europa svækkes, ser Putin et svagt og uenigt Europa for sig, hvor han kan skabe yderligere splittelse, et Europa uden en samlet forsvarskommandostruktur og uden en forsvarsindustri, der kan hamle op med Ruslands.

Det er i den sammenhæng, at bogen ”Forsvarsløs. Når den største trussel kommer indefra” af journalist og tidligere reserveofficer Peter Ernstved Rasmussen rammer hårdt ind i den danske politiske debat. Bortset fra lejlighedsvise skandaler har Forsvarets indretning og ressourcer ikke haft den store interesse i den offentlige debat, og bogen klargør, at Forsvarets egne folk kun i meget begrænset omfang selv deltager i debatten i modsætning til f.eks. Norge. Det er ikke karrierefremmende, og den militære kultur og disciplin befordrer det formentlig heller ikke.

På den måde har der været ret frit spil for politikerne til at høste ”fredsdividenden” efter Sovjetunionens opløsning og nærmest nedlægge vores territorialforsvar for at spare de mange nemme milliarder. På få år er Danmark gået fra at bruge 3 pct. af bnp på Forsvaret til 1,3 pct.

Det er på sin vis forståeligt. Vi har vel alle syntes, at det var oplagt, nu der ingen reel fare var østfra. De andre nordiske lande reagerede imidlertid ikke på samme måde og slet ikke Finland og Norge. Strategisk er Danmark også ganske udsat, så årsagen til manglen på rettidig omhu kan man blot gisne om.

Forsvarets Efterretningstjeneste har bl.a. ansvaret for at råbe vagt i gevær, og bogen anklager også dem og antyder, at de har sovet i timen, fordi det var mest politisk opportunt. Efter Ruslands annektering af Krim og dele af Georgien såvel som Putins revanchistiske taler kunne man godt have hejst et gult flag.

Det er terrortruslen, der har optaget sindene og dermed Danmarks aktivistiske udenrigspolitik med udsendelsen af ”skarpe” tropper til fjerne lande. Med livet som indsats har vores soldater udmærket sig og vundet respekt i Nato, og det kan vi være stolte af.

Kynisk set har de tilmed sparet Danmark for differencen mellem de 2 og 1,3 pct. af bnp til Forsvaret, som vi egentlig burde have betalt yderligere, hvis vi ikke på denne måde over for alliancen havde kunnet demonstrere vores offervilje.

Den de facto nedlæggelse af territorialforsvaret, som bogen så udmærket dokumenterer, har det ikke været sjovt at opleve for de ansatte, som lige så stille er sivet. Man har ikke været forudseende nok til at beholde tilstrækkelig kerne eller rygrad, hvorfor det vil tage mange år at opbygge et dueligt forsvar. Som der står i bogen, tager det 10 år at uddanne en kaptajn i Hæren.

Bogen retter en sønderlemmende kritik af den måde, man har organiseret Forsvaret på. Det er blevet umyndiggjort og desavoueret af politikerne. Korpsånden er kuet, og sektoren søgt ”civiliseret”.

Den afgørende ændring var nedlæggelsen af Forsvarskommandoen og sammenlægningen af den med Forsvarsministeriets departement med den konsekvens, at det reelt blev departementschefen, der blev forsvarschef. Forsvarschefens direkte referat til ministeren blev fjernet.

Adgangen skulle gå igennem ministeriet, og forsvarschefen blev nedgraderet til – med Trine Bramsens formulering – »styrelseschef« på linje med en række andre styrelser i ministeriet.

Hidtil var det Forsvaret selv, der ud fra en række kriterier indstillede til ministeren, hvem de anbefalede som forsvarschef. Nu blev stillingen imidlertid opslået, og en officer udvalgt til posten af ministeriet uden om den sædvanlige kreds af kandidater, som i protest undlod at søge stillingen.

Hermed knæsattes en føjelig militærfaglig ledelse til at implementere politikernes ønsker. Til gengæld nød ledelsen ingen større respekt nedad i systemet. Bl.a. ved hjælp af konsulentbistand fra McKinsey blev der ifølge bogen iværksat besparelser, der var ødelæggende for Forsvaret, fordi Forsvarets egne fagligt funderede synspunkter blev ignoreret.

Det minder uhyggeligt om den tilsvarende proces, der blev iværksat inden for Skatteministeriet, og sagen synes blot at afvente en kulegravning af professor Jørgen Grønnegård, der hudflettede skattereformerne.

Organiseringen af Forsvaret har også ifølge bogen haft den virkning, at faderskabet for en hel række dårlige beslutninger ikke har kunnet konstateres. Tilmed har antallet af styrelser koordineret af departementet forvirret billedet og ført til de dårlige beslutninger såvel som ansvarsforflygtigelsen.

Bogen anfører, at departementet »har udviklet sig fra 149 årsværk i 2013 til 682 årsværk i 2023!« (Udråbstegnet er bogens). Her kommer man uvægerligt til at mindes salig Northcote Parkinson, der påpegede, at det engelske admiralitet i 1800-tallet var vokset enormt – samtidig med at flåden indskrænkedes.

Politikernes hensigt har været at få gennemført besparelserne uden for megen brok og offentlig kritik af dispositionerne. Alle har været enige om, at fredsdividenden skulle indkasseres, så bogens forargelse over besparelserne er set i bagklogskabens ulideligt klare lys.

Politikerne havde sat sig for, at det skulle ske, og djøf’erne har loyalt eksekveret ønskerne, men har dog samtidig haft tilfredsstillelsen af at blive sat til at styre tingene og centralisere beslutningerne.

Set nedefra i Forsvaret har det ikke set kønt ud, men man kan måske undre sig over, hvor lidt civilcourage og offentlige protester fra Forsvarets folk der har været. Baggrunden for den delvise umyndiggørelse af Forsvaret har formentlig også været, at politikerne har haft begrænset tillid til Forsvarets egne evner til at administrere sig selv, hvad der har givet djøf’erne let spil.

Det er, hvad der kommer ud af at holde lav profil, smække hælene sammen og overlade det til andre at skabe fortællingen. Bogen har ret i, at det er helt utroligt, så langsomt det går med at sætte gang i en genopretning af Forsvaret og dets ”operative kapaciteter”. Selv efter at man har fået tilført 200 mia. kr. godt nok over 10 år, skal der spares. Langsommeligheden skyldes måske, at regeringen har haft hænderne fulde af hjælpen til Ukraine.

Det er et befriende engageret og åbenlyst ensidigt skud for boven, bogen leverer, men overdrivelse fremmer forståelsen, og denne udlægning set fra Forsvarets side af et påtrængende vigtigt samfundsanliggende er hårdt tiltrængt og i sidste øjeblik.

Si vis pacem para bellum eller ”Hvis du vil have fred, så bered dig på krig”, har været god latin siden de gamle romere. Peter Ernstved Rasmussens bog peger på, at Danmarks omlægning til territorialforsvar kræver en omorganisering af Forsvaret, hvis ikke pengene skal spildes.