Lad os tale åbent om stress

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det kan ske for alle og enhver, selvom mange mennesker påstår, at det ikke rammer dem.

Jakob Ellemann-Jensen, Iben Hjejle, Mikkel Hansen, Lisbet Dahl og Sebastian Klein har allesammen prøvet det. Det koster samtidig 1.400 danskere livet hvert år, en tredjedel af alle danskere har haft det, 74 pct. har oplevet tegn på det, og regningen lyder på 14 mia. kr. hvert eneste år.

Jeg taler selvfølgelig om ”folkesygdommen” stress, der kun bliver værre år for år med en stigning på svimlende 12,2 pct. siden 2010.

Alligevel er det, som om vi ikke rigtig tager problemet alvorligt eller ikke rigtigt forstår, hvad det handler om. Det viser nogle af de udtalelser, der kom i kølvandet på de kendtes sygemeldinger.

”Det er sejt, at han trækker stikket”, er en udtalelse, der forudsætter, at den stressramte har taget et bevidst valg om at stoppe. Sådan fungerer stress eller rettere en stressbelastning ikke.

Stress er sådan set en god ting. Det er nemlig vores krops måde at reagere på, når der er noget, der presser os. Hvis vi f.eks. har en vigtig deadline og bliver nødt til at give den ekstra gas, frigiver kroppen adrenalin og kortisol, som gør vores hjerne og reflekser skarpere. Det er den samme refleks, vi bruger, hvis vi bliver forfulgt af en glubsk tiger. Det er kroppens alarmberedskab, der gør, at vi i en kort periode kan bringe os ud af en farlig situation. Kroppen prioriterer og sørger for vores overlevelse.

Problemerne opstår, når vi er stressede over en længere periode, for så tager kroppen skade. Når adrenalin og kortisol banker rundt i vores krop i lang tid, begynder det bl.a. at påvirke vores hukommelse, humør, blodtryk, søvn og immunforsvar.

Vi oplever hovedpine, hukommelsesbesvær, forhøjet blodtryk, irritation, tankemylder og manglende lyst til alting, der i sidste ende kan føre til depression og angst.

Det er logisk, at kroppen ikke kan holde til at være i alarmberedskab i måneder eller år. Det slider og giver os en belastningsreaktion. Til sidst er kroppen så belastet, at den lukker helt ned.

Vi lever samtidig i et samfund, hvor arbejde er en integreret del af vores identitet eller ligefrem er vores identitet. Kan vi ikke arbejde eller overskue vores arbejde, er vi derfor ikke noget, hvis man sætter den på spidsen. Hvor ofte har jeg ikke oplevet det indledende spørgsmål: Hvad laver du?

Og kan jeg ikke svare med en jobtitel, er jeg allerede smidt i kassen af ubrugelige individer, der ikke betaler min skat og bidrager til samfundet. Vores identitet er uvægerligt helt eller delvist hængt op på vores job. Det er også grunden til, at stress er skamfuldt, og vi kan have så svært ved at acceptere den præmis, at vi er sat ud af funktion og arbejdsmarkedet for en stund.

Her mangler vi viden om, hvad stress egentlig er, så vi ikke går rundt og tror, at stress er noget, skrøbelige mennesker får. Hvis man tror det, bliver stress i endnu højere grad forbundet med skam og noget, man ser ned på, selvom der ikke er videnskabeligt belæg for, at stress er forbundet med bestemte personlighedstyper.

Derimod tegner der sig et billede af, at det at være uden et arbejde er mere stressende end at være på arbejdsmarkedet. Det er i hvert fald, hvad den nationale sundhedsprofil fra 2021 viser. Her ligger arbejdsløse, førtidspensionister og andre uden for arbejdsmarkedet nemlig over dobbelt så højt på stressskalaen end folk, der er i beskæftigelse. Det falder meget godt i tråd med, at der er et stort pres på de mennesker, der ikke har et job, fordi job er omdrejningspunktet og værdigrundlaget for hele vores samfund.

Der mangler ellers ikke informationer og manualer til lederne om håndtering af stressramte medarbejdere, for det er ledernes ansvar at sørge for, at de ansatte ikke udsættes for langvarig og skadelig stress. En undersøgelse fra 2018 viser da også, at dårlig ledelse giver mere stress og flere sygemeldinger på arbejdspladsen. Det er naturligvis dobbelt slemt, at det er den selvsamme dårlige ledelse, der skal tage hånd om den ansatte, der er ramt af stress.

Det undrer mig meget, at det ikke er et lovkrav, at hver eneste virksomhed i Danmark har en drejebog eller manual i forhold til stressramte medarbejdere. Jeg mener, at det er afgørende, at ledelsen i alle virksomheder bliver uddannet i, hvad stress og stressbelastninger er. Ledelsen skal dog ikke bare uddannes i stress, men virkelig forstå og leve sig ind i, hvor korrumperende stressbelastninger er. Det gør, at vi som stressramte ansatte står meget bedre, når det hovedsageligt er ledelsen, der står for håndteringen af stressbelastede medarbejdere.

Vi har også brug for de rigtige ord, når vi taler om stress, og ikke bruger ordet i flæng. Der er en kolossal forskel på, om man er stresset eller har fået stress.

Det er vigtigt, at vi skelner mellem den sunde, kortvarige stress og den længerevarende og usunde stress, der fører til belastningsreaktioner. Det gør, at vi får en større forståelse for, hvad usund stress er, og at den stressramte hurtigere accepterer sine belastningssymptomer og måske ikke går rundt i måneder, som jeg gjorde det, og ikke vil acceptere præmissen.

Vi må samtidig forstå, at moderne stress oftest er abstrakt og åndelig i form af for krævende arbejdsopgaver, for høje forventninger, bekymringer om økonomi eller helbred eller noget helt andet. Det er ikke noget, vi bare lige kan løbe væk fra, men kroppens reaktioner er lige så voldsomme, som blev vi jagtet af den tidligere omtalte, sultne tiger. Stress er dermed primært i vores hoved, men er lige så virkeligt for os som en fysisk fare.

Vi må nødvendigvis nedtone betydningen af at have et arbejde, men i stedet fokusere på arbejdsglæde, trivsel og lykke i det hele taget. At vi er hele mennesker, hvor arbejde kun er en del af vores liv, og at jobbet på ingen måde definerer, hvem vi er. Så ser vi ikke i så høj grad fravær fra jobbet som et identitetstab og noget skamfuldt, når vi bliver ramt af stressbelastning.

Jeg tror dog, at den allerstørste udfordring ligger i at overvinde vores egne normer, vores egen indre politibetjent. Det er ham, der får os til at ignorere vores krops signaler og behov og at køre på, selvom det ikke er sundt for os. Det er ham, der driver os til at være pligtopfyldende og at ville knytte alle de løse tråde og få ordnet den tårnende mængde arbejdsopgaver samvittighedsfuldt.

Og det er ligeledes ham, der får os til at glemme vores arbejdsglæde eller vores ulyst til et job, der for længst er blevet rutinepræget eller for uoverskueligt for os.

Lad os ikke være bange for at snakke om, hvad der gør et stykke arbejde meningsfuldt for os. Hvad der gør os glade på vores arbejdsplads. Det er uhyre vigtigt at føle, at man lykkes, og at man er en del af et fællesskab.

Lad os heller ikke være konfliktsky, når det gælder om at påpege de ting, som ikke fungerer, og som står i vejen for vores oplevelse af, at vi gør en forskel. Her må vi også blive bedre til at sige fra, når vi ikke kan honorere og overskue de krav, der bliver stillet til os på arbejdspladsen. Det skal være helt legalt at gøre opmærksom på, når det er for meget, og at vi ikke kan klare mere.

Hvis vi gør disse ting, er vi efter min bedste overbevisning på vej mod et mere stressfrit samfund, hvor vi åbent taler om problemer og løsninger i forhold til stress og stressbelastninger. Stress kan ramme alle og rammer næsten alle danskere, så lad os én gang for alle tage folkesyndromet stress alvorligt.