Der skal ikke så meget som én eneste palæstinensisk flygtning til Danmark

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I lyset af den seneste optrapning i Israel-Palæstina-konflikten vil der – helt forventeligt – rejse sig et krav om, at Danmark og andre vestlige lande skal tage imod flere palæstinensiske flygtninge. For mange lyder det måske som et humanitært og retfærdigt initiativ men som et land, der gerne vil passe på sine egne borgere, må vi overveje de langsigtede konsekvenser af en sådan beslutning. Erfaringerne viser nemlig, at det med al sandsynlighed bliver en kriminalitetsmæssig, kulturel og økonomisk belastning, vi som samfund ikke bør påtage os.

I 1992 tog Danmark for første gang imod en betydelig gruppe palæstinensiske flygtninge. Idéen var simpel: Vi ville hjælpe mennesker i nød, som vi havde gjort med andre flygtninge førhen. Hurtigt stod det dog klart, at vi havde været naive. For det er ikke alle flygtningegrupper, der integrerer sig lige godt i Danmark, og der er klare forskelle på, hvor stor en belastning forskellige grupper er for samfundet. Palæstinenserne viste sig desværre at være de værste.

Ifølge Danmarks Statistik er hele 64 pct. af de palæstinensiske flygtninge, der kom hertil i start-1990’erne, nemlig blevet dømt for en forbrydelse, mens hele 34 pct. af deres børn ligeledes er blevet dømt for en forbrydelse. Disse tal er ikke blot bekymrende, de burde få alle politikernes alarmklokker til at ringe.

Man kan spørge sig selv, hvorfor netop palæstinensiske flygtninge synes at klare sig så dårligt i det danske samfund. Men det er ikke kun et dansk problem; lignende tendenser ses i andre europæiske lande, hvor man også ser en overrepræsentation af dømte kriminelle i denne gruppe. Men det er også et spørgsmål om kultur. Vi lever i et samfund bygget på tillid, hvor det enkelte individ har rettigheder, men også et ansvar over for fællesskabet.

Disse værdier synes ikke altid at blive videreført i de kulturer, hvor første- og andengenerations palæstinensiske flygtninge opvokser. Det munder desværre ud i en markant statistisk overrepræsentation i kriminalitetsregistrene.

Derudover ser vi ofte en stærk ideologisk tilknytning til konflikter fra hjemlandet, der importeres til Danmark. Den antisemitisme og radikalisering, som har rod i konflikten mellem Israel og Palæstina, er ikke noget, der forsvinder ved grænsen. Tværtimod ser vi, hvordan denne konflikt overføres til danske gader, hvor demonstrationer, hadforbrydelser og radikalt islamisk tankegods skaber splid og utryghed. Det er ikke bare en integrationsudfordring – det er en sikkerhedstrussel, som vi ikke kan ignorere.

Nogle vil måske indvende, at det er uretfærdigt at dømme en hel befolkningsgruppe på baggrund af nogle negative statistikker, og at vi må skelne mellem mennesker i nød og dem, der misbruger gæstfriheden. Men vi kan ikke ignorere, at de tidligere erfaringer med palæstinensiske flygtninge i Danmark og resten af Europa påviser en markant udfordring for integration og sociale sammenhænge. Vi kan vælge at ignorere statistikkerne, men det gør dem ikke mindre sande.

Desuden er det ikke tilfældigt, at ingen af de arabiske nabolande er villige til at tage imod palæstinensiske flygtninge. Disse lande forstår, hvad det indebærer at tage imod mennesker, der i høj grad har svært ved at integrere sig i deres egen kulturkreds – så hvorfor skulle dog vi tro, at de vil passe bedre ind i vores?

I den vestlige verden har vi en tendens til at tro, at hvis vi bare tager mennesker ind, vil de naturligt tilpasse sig vores værdier og levevis. Men integration kræver meget mere end blot velmenende tiltag og det reelle ønske om at hjælpe.

Det kræver viljen til at tilpasse sig, og det kræver en kultur, der er kompatibel med den danske tillidskultur. Vi har oplevet gentagne gange, at netop palæstinensiske flygtninge ikke har den nødvendige forståelse eller respekt for dansk lovgivning, og det har allerede haft alt for omfattende konsekvenser for Danmark.

At tage imod flere palæstinensiske flygtninge er ikke bare en kortsigtet beslutning, der vil få dertilhørende kortsigtede konsekvenser nu og her. Det er en beslutning, der vil forme Danmark mange år frem. Flere flygtninge vil lægge pres på vores velfærdssystem, vores uddannelsesinstitutioner og vores retssystem. Og med de dystre statistikker, vi allerede har på hånden, virker det mere end naivt at tro, at historien ikke vil gentage sig – også denne gang.

Danmark er ikke forpligtet til at tage imod enhver gruppe af mennesker, der står i en vanskelig situation. Vi kan vælge at hjælpe der, hvor vi kan – men det må aldrig være på bekostning af vores egen sammenhængskraft og sikkerhed.

Vi har allerede oplevet konsekvenserne af, hvad der sker, når vi negligerer udfordringerne med integrationen og bagatelliserer betydningen af kulturelle forskelle. Eksempelvis da Omar El-Hussein tog livet fra Dan Uzan og Finn Nørgaard i terrorangrebet mod synagogen og Krudttønden den 14. og 15. februar 2015. Omar El-Hussein havde også palæstinensisk baggrund.

Palæstinensernes egen historik i de arabiske nabolande er bevis nok på, at integration og sameksistens kan være en vanskelig opgave. Hvis lande, som deler sprog, religion og mange kulturelle aspekter med palæstinenserne, vælger at afvise dem, så burde vi nok tage det som et vink med en vognstang snarere end et kald til at vise, hvor meget vi kan klare.

På papiret er palæstinenserne desuden statsløse, hvilket i praksis betyder, at man ikke ville kunne tage deres eventuelle danske statsborgerskab fra dem, når først de har fået det. Med andre ord slipper vi aldrig af med dem igen – uanset hvor meget kriminalitet de begår – når først statsborgerskabet er givet.

Vi må snart komme til den erkendelse, at Danmark er et lille land med begrænsede ressourcer, og at vores samfundsmodel fungerer, fordi vi har en høj grad af tillid, gensidig respekt for hinanden og lave kriminalitetsrater. Danmark har allerede taget imod mange flygtninge gennem årene og har på mange måder strakt sig længere end de fleste lande, når det kommer til at tage imod flygtninge.

Vi står derfor nu ved en skillevej. Vi kan vælge at fortsætte med at påtage os en byrde, som vi allerede ved vil føre til problemer, eller vi kan droppe messias-komplekset og tage en fast beslutning om at beskytte vores samfund, vores værdier og vores fremtid.

Men det er ikke et svært valg. Vi bør lytte til erfaringerne og træffe et valg, der tjener Danmark bedst på lang sigt. Vi skylder både os selv og de kommende generationer at tage en så skæbnesvanger beslutning som denne med fornuften frem for med følelserne.

Vi må konfrontere realiteterne om den palæstinensiske flygtningegruppe med en langt hårdere og mere ærlig tilgang. Erfaringerne fra både Danmark og resten af Europa har vist, at denne gruppe ikke blot har svært ved at tilpasse sig, men aktivt modarbejder integration i værtslandene.

Det er ikke længere nok at tale om kulturelle forskelle som en forklaring – vi står over for en fundamental uforenelighed mellem værdierne i palæstinensisk kultur og de grundpiller, det danske samfund bygger på. Det er en gruppe, der uanset de ressourcer og muligheder, vi tilbyder, har vist sig uvillig til at respektere vores normer og love. Og derfor skal ikke så meget som én eneste palæstinensisk flygtning til Danmark.