Vi kan ikke frasige os det individuelle CO2-ansvar

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Klimatopmødet COP29 i Baku er afsluttet. Det har vist sig som endnu en kold afvaskning.

Endnu en COP-fiasko, når det kommer til at bringe verden på rette klimakurs. Der er ingen tvivl om, at oliestaterne løb med sejren i Baku – både i forhold til drivhusgasreduktioner og finansielle forhold fsva. klimatilpasning mod et varmere, vådere, mere intenst og ekstremt vejr.

Verden er blevet og bliver fortsat et hastigt varmere sted at bo på grund af de menneskeskabte drivhusudledninger med hyppigere og mere intense klimaekstremer.

Se blot, hvad der er observeret af ekstremhændelser i Europa og Danmark over de seneste år – af både hedebølger, tørke, intens nedbør med efterfølgende oversvømmelser.

Se blot, hvad der er observeret af atypiske vejrforhold på årstider, hvor man ifølge kalenderen ville forvente andet. Vi forstår klimafysikken og statistikken.

Vi ser tydelige tendenser. Fra i dag og mod 2100 vil der forventeligt observeres en dobbelt så hurtig forandring i den globale middeltemperatur sammenlignet med, hvad vi har set siden 1850 og til i dag. Folk bliver ramt, nogle dør af disse ekstremhændelser, hvilket koster samfundet milliarder af kroner.

2024 bliver endnu en global varmerekord og det første år, hvor vi går forbi en middeltemperaturstigning på 1,5 grader og dermed passerer Parisaftalens nederste røde linje.

Vi ved fra videnskabelige studier, at tipping point for henholdsvis indlandsisen og det vestantarktiske isskjold vil indtræffe i middeltemperaturintervallet mellem en stigning på 1,5 og 2,0, tættest på de 1,5 grader.

Da politikerne i forbindelse med Parisaftalen har vedtaget en maksimal temperaturstigning på 2,0 grader (for altid ud i tid), da har de dermed implicit accepteret, at tipping point af både indlandsisen og Vestantarktis vil finde sted – med havvandsstigninger og alvorlige kystnære konsekvenser til følge, herunder for danskerne, med hyppigere oversvømmelser.

At holde temperaturstigningen under 2,0 bliver meget svært. Lige nu forventes en middeltemperaturstigning på lidt mere end 3,0 grader. Langt over niveauet fra Parisaftalen, hvor yderligere tipping points vil finde sted i vores store fysiske systemer.

Det er bekymrende viden, at det politiske system – med åbne øjne – tillader, at indlandsisen og det vestantarktiske isskjold passerer tipping points med hastigt stigende havvand til følge.

Hvordan skal det forklares over for de mange danskere, der lever og bor i kystnære områder eller i danske kystnære købstæder, at de ud mod 2100 statistisk hvert andet til tredje år vil blive ramt af en stormflod, som den vi så i oktober sidste år – med milliard-skader til følge?

Objektivt må det erkendes, at COP-møderne til dato ikke har leveret de nødvendige drivhusreduktioner – i forhold til at minimere klimaforandringerne. Som samfund og som individer står vi derfor med alvorlige klimaudfordringer.

Forandringer og nytænkning skal til. Vi skal alle turde tænke nyt – i særdeleshed politikerne – også selvom der ikke er valgstemmer og taburetter i de klimabeslutninger, der vedtages.

Klimaet er ikke kun et politisk ansvar, men et fælles ansvar. Vi skal alle på banen.

Og her peger ansvaret i høj grad på os mennesker – på vores adfærd. Vi løser ikke store og komplekse samfundsudfordringer, uden at hvert enkelt menneske yder sit. Fordi noget er svært, friholder det os ikke fra et personligt ansvar.

Vi kan ikke frasige os et individuelt CO₂-ansvar, når hver dansker i gennemsnit udleder 13 tons CO₂ pr. år. En verdensborger udleder i gennemsnit seks tons CO₂ pr. år. Vi skal ned på omkring tre tons CO₂ pr. år i et klimaperspektiv. Rejsen er lang i forhold til, hvor vi i dag står, og hvor vi skal hen.

Vi må erkende, at mennesker og vores adfærd er problemet, når det kommer til drivhusgasudledningerne og klimaet, men også nøglen til løsningen. Vi kan ikke fortsætte med at skubbe ansvaret fra os og over på politikerne. Og samtidig pege fingre ad det politiske system.

Vi kan ikke blot lægge vores håb i EU (som klimaministeren nævner i JP-kronikken 27/11) til et EU CO₂-kvotesystem, der har været i spil siden 2005.

Siden 2005 er klimaet kun blevet varmere. Derfor rejses der tvivl om et EU CO₂-kvotesystem som en fremtidig løsning på vores klimaudfordring.

Hvis EU’s kvotesystem på CO₂-reduktioner har været en succes, som nævnt af ministeren, hvad har da holdt politikerne tilbage for at give kvotesystemet global synlighed med håbet om global forandring?

Klimaet er især et personligt ansvar, fordi det påvirker os alle. Der er akut brug for, at der tænkes anderledes. Forslaget om et personligt CO₂-kvotesystem er blot udtryk for, hvilken radikalitet og nytænkning der er brug for.

Mennesket er og bliver den største, vigtigste og hidtil mest oversete drivkraft i at løse klimakrisen.

Men fordi vi har overset det potentiale i så mange år og opbygget så stort et efterslæb, er vi desværre tvunget til at gribe til mere utraditionelle metoder for at skabe det folkelige engagement og det medansvar, som er en helt fundamental betingelse for at løse klimakrisen.

Det gøres ikke med politiske kvotesystemer, men med systemer, der motiverer det enkelte menneske, den enkelte familie til markante adfærdsændringer.

Vores forslag om personlige kvoter har skabt debat og modstand fra blandt andre en klimaminister. Men vi mangler fortsat det svar og de input, som kan sikre, at vi aktivt, hurtigt og forpligtende får inddraget mennesket og vores voldsomt klimabelastende overforbrug i de langsigtede klimaløsninger.

Lykkes det ikke, kan intet COP-møde eller nye teknologier hindre, at temperaturerne fortsat vil stige, hvor konsekvenserne bliver stadig alvorligere – i særdeleshed for os mennesker.

Vi kan da opleve en dag, hvor vi tvinges til at opfinde langt mere drastiske indgreb end de personlige CO₂-kvoter. Som det første skridt bør vi være åbne for en konstruktiv demokratisk dialog – mens tid er.