Lad professoren være i fred

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Klimaprofessor Sebastian Mernild, Syddansk Universitet, har her i avisens spalter sat gang i en debat om vores personlige ansvar i klimakampen. Et årligt antal CO₂-kvoter til hver eneste person i verden er løsningen, lyder forslaget.

Et system, hvor hver persons forbrug og dermed hverdag skal overvåges og registreres. Hvor der skal indføres en årlig personlig grænse for, hvor meget mad du må spise, afhængig af hvor meget CO₂ det har udledt i forbindelse med produktion og transport. En personlig grænse for, hvor langt du må køre i din benzinbil. En personlig grænse for, hvor ofte du må sætte dig på et fly eller bruge CO₂ på fest og hyggeligt samvær med venner og familie. Et system, der kan opgøre præcist, hvor meget CO₂ der er udledt fra lige præcis den pose kartofler, du køber i Netto, mens tallet kan være noget andet i Føtex. Som i det øjeblik, du bruger dankortet, kan afvise købet, hvis du ikke har CO₂ tilbage på din personlige kvotekonto.

Uagtet at jeg har stor sympati for og deler Sebastians Mernilds klimabekymring, så synes jeg ikke, at hans forslag er tænkt til ende – og jeg tror slet ikke på, at det kan fungere i virkeligheden. Og da jeg nu også kan se, at debatten – og surheden mod forslaget – er løbet løbsk og på helt uacceptabel vis har ført til upassende personlige kommentarer mod Mernild, vil jeg komme både ham og de danskere i møde, der med rette bliver skræmt over den form for indblanding i privatlivet og et overvågningssamfund, der følger i halen på forslaget.

For jeg er heller ikke tilhænger af den individuelle overvågning, som forslaget vil indebære at realisere, og jeg tror ikke på, at der kan skabes et system, der bare tilnærmelsesvis vil ramme rigtigt. For hvad skal tælles med, og hvordan og hvem skal kontrollere vores adfærd og forbrug?

For skal jeg bruge min egen kvote, når jeg møder ind på arbejde? Er det mine eller fødselarens kvoter, der skal i spil, når jeg inviteres til fødselsdag? Må dem med færrest penge sælge kvoterne videre til de rigeste, så de kan udlede mere? Hvad, hvis jeg et enkelt år formår at spare penge sammen til to ferier, men året efter ikke ønsker at bruge penge på at rejse – må jeg så have et midlertidigt overtræk på klimakontoen i et enkelt år?

Og hvad gør vi, hvis en familie har opbrugt sine kvoter og nu ikke har flere kvoter tilbage til at kunne købe mad resten af året? Hvad med dem, der sætter børn i verden, skal deres kvote være mindre end dem, som ikke træffer den beslutning?

Spørgsmålene er mange. Svarene mere uklare.

Lad mig gøre det meget klart, at jeg bifalder folk og ikke mindst forskere som Mernild. Folk, der bidrager til klimadebatten og forsker i behovet for handling, skal vi have respekt for. For jeg er fuldstændig enig med Mernild i, at vi på globalt plan slet ikke gør nok for at bekæmpe klimaforandringerne og holde temperaturstigningen nede. Se bare den utilstrækkelige klimaaftale, der blev indgået på COP29.

Jeg er også enig i, at vi alle bør overveje, hvad vi i det daglige kan gøre for at få vores klimaskadelige forbrug begrænset. For lad os være ærlige. Du og jeg ved jo godt, hvilke fødevarer i køledisken der har påført kloden mest CO₂, eller hvilken rejseform der er bedst for klimaet. Det har vi alle en pligt til og et personligt ansvar for at handle på, selvfølgelig med respekt for hver persons muligheder.

Derfra stopper enigheden også. Ikke desto mindre har Mernilds forslag sat mine tanker i gang. For kunne vi da ikke i stedet opfinde et system, hvor vi satte et loft over, hvor meget CO₂ vi på tværs af samfundet må udlede, og som i modsætning til Mernilds forslag kan fungere i den virkelige verden? Kan vi komme på en bedre og lettere idé? Jeg tror det. Her kommer mit bud.

Forestil dig, at vi f.eks. i EU besluttede os for at lave et system, hvor vi hvert år udsteder et bestemt antal CO₂-kvoter, svarende til hvor meget CO₂ vi alle samlet set kan tillade os at udlede på tværs af EU om året for, og for at vi på den måde kan indfri de klimamål, vi har sat?

Et antal kvoter, som vi dernæst reducerer hvert år, så vi i 2040 udleder mindst 90 pct. mindre CO₂ sammenlignet med 1990, som den danske regering har anbefalet, og i 2050 er nede på nul, så vi kan blive klimaneutrale i EU. Et antal kvoter, som de, der vil udlede CO₂ via deres forbrug, kan købe.

Forestil dig dernæst, at vi med et løbende lavere loft over antallet af CO₂-kvoter vil se prisen på CO₂-forurening vil stige, så det blev dyrere at udlede CO₂. Så den højere pris på CO₂ kunne sætte gang i grøn handling. Tænk dig, hvis det ville sætte sig i priserne på de varer, du køber, så de varer, der udleder mest CO₂, ville blive dyrere end det klimavenlige alternativ. Så det ville få prisen til at stige på varme lavet på gas og olie eller på fossildrevet transport.

Tænk dig, hvis vi med dét system kunne skabe et økonomisk skub til, at du ville skifte over til grøn varme og af økonomiske grunde ville vælge elbilen, når du står hos bilforhandleren næste gang? Et system, hvor vi bruger de registre, der allerede findes for brugen af fossil energi, og dét register bruger vi til at opkræve energiskatter i hele EU.

Ja, tænk, hvis sådan et system fandtes? Kunne det ikke være fedt? Lad mig så fortælle dig en hemmelighed. Dét system findes allerede i EU. Det har det gjort siden 2005. EU’s kvotesystem. Det har sikret et loft over udledninger fra fossil energi på tværs af landene i hele EU.

Først i energisektoren og i industrien, og fra 2027 omfatter det også, når du tanker benzin og diesel nede på tankstationen, og når du skruer op for dit gas- eller oliefyr derhjemme. Og stod det til mig, så bør vi også få landbrugets udledninger ind under samme system – og opfordre andre dele af verden til at indføre samme system, så vi fanger alle udledninger på tværs af lande og sætter en høj pris på CO₂.

Så til jer, der skriver grimt til Sebastian Mernild. Lad være med at gå amok. Hans idé er drevet af desperation over, at verden ikke er på vej til at nå klimamålene. Det skal der være respekt om. Men hans idé om individuelle forbrugskvoter er også unødvendig og dømt til at fejle, når den rammer virkeligheden.

Og til Sebastian og alle andre, der i desperation bruger kræfter på at bringe utopiske og noget ubrugelige idéer på bordet: Glæd jer i stedet over, at vi har et system, der eksisterer og på mange planer virker. Lad os i stedet få en debat om at gøre det eksisterende kvotesystem bedre og mere ambitiøs. Lad os indrette det efter et ambitiøst klimamål for EU i 2040, hvor vi hurtigere skærer antallet af kvoter ned, og lad os udbrede systemet til at inkludere udledninger fra alle drivhusgasser, inklusive landbrugets.

Med andre ord: Glem professorens idé, men husk at lytte til hans og andres bekymring for verdens klimatilstand, og brug den konstruktivt. Lad os debattere i en ordentlig tone. Lad os komme tilbage til den virkelige verden og bruge kræfterne på de politiske tiltag, der virker. For klimaets skyld.