Det politiske kaos i Tyskland råber på en ny retning for europæiske socialdemokrater

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Olaf Scholz, Tysklands socialdemokratiske kansler, står efter alt at dømme til at miste kanslerposten efter det kommende valg, mens landets yderste højrefløj sandsynligvis stormer frem.

Den tyske regering kollapsede den første uge af november som konsekvens af stor intern uenighed over igangværende budgetforhandlinger, hvorefter Scholz ikke så anden udvej end at fyre sin finansminister, Christian Lindner, fra det liberalistiske FDP-parti.

De mislykkede budgetforhandlinger er altså den direkte årsag til, at regeringen falder netop nu. Men der er mere underliggende og strukturelle årsager til Tysklands udfordringer og højrefløjens fremmarch. Det handler om den stigende økonomiske ulighed og den ukontrollerede migration til landet.

Som socialdemokratisk europaparlamentariker har jeg min daglige gang blandt socialdemokrater fra hele Europa.

Når jeg snakker med mine tyske kolleger, lægger de ikke skjul på, at den radikale højrefløjs fremmarch bekymrer dem. De bekymrer sig om AfD’s tætte bånd til Putin, deres modvilje mod alle grønne klima- og miljøtiltag og deres ulighedsskabende økonomiske politik. Og så bekymrer de sig særligt for den stigende polarisering i samfundet, kvinders rettigheder og de helt grundlæggende demokratiske rettigheder. Jeg må ærligt indrømme, at jeg også selv er bekymret.

Den politiske udvikling i Tyskland skriver sig ind i en klar tendens. Kig til Sverige, Finland og Portugal. Alle lande, der ved seneste valg skiftede en socialdemokratisk ledet regering ud med en konservativ regering – i nogle lande regerer de med mandater fra den yderste højrefløj.

Det må give anledning til selvrefleksion, at progressive partier i Europa taber folkelig opbakning netop nu.

I Tyskland er den økonomiske ulighed steget. I starten af 00’erne gennemførte Tyskland en række arbejdsmarkedsreformer, hvor man reducerede sociale ydelser for at skabe mere arbejdsudbud. Men samtidig var resultatet en øget økonomisk ulighed. Antallet af familier under fattigdomsgrænsen steg. Derudover steg lønforskellen mellem topchefer og arbejdere i årerne omkring 00’erne markant. Fra at tjene otte gange så meget som de ansatte tjente topchefer nu i snit 17 gange så meget. Fattigdommen steg altså, mens de allerrigeste tyskere kun blev rigere.

Da Rusland invaderede Ukraine, og energi- og madpriser galoperede derudaf, var det brænde på bålet for følelsen af ulighed og uretfærdighed. Den tyske regering gennemførte flere hjælpepakker, men de formåede ikke at imødekomme inflationen tilstrækkeligt, og tyskerne oplevede et historisk fald i levestandard.

Andelen af husstande under grænseværdien for energifattigdom steg fra 26 til 43 pct. fra invasionens start til sommeren 2023.

Sidste sommer mente 80 pct. af tyskerne, at den økonomiske situation var uretfærdig. Men som sagt, det var ikke krigen i Ukraine, der kickstartede den stigende økonomiske ulighed.

Alt imens uligheden steg, kom over en kvart million migranter ulovligt til Tyskland i 2023, 33 pct. flere end i 2022.

Derudover er der problemer med hjemsendelsen af 80 pct. af de ankomne migranter, der ikke får tildelt flygtningestatus, og som derfor stadig opholder sig i Tyskland.

Efter en bølge af voldelige angreb lukkede den tyske regering så sine grænser i september. Den tyske regerings manglende evne til at håndtere de mange afviste asylsøgere og migranter har kun givet yderligere næring til mange tyskeres følelse af utilfredshed og uretfærdighed. En helt legitim følelse, hvis du spørger mig.

Siden Tyskland bød mere end en million asylansøgere velkommen under flygtningekrisen, har skiftende tyske regeringer ikke formået at tage tyskernes bekymring alvorligt og finde en bæredygtig løsning.

Den yderste højrefløj formår at italesætte den grundlæggende uretfærdighed, der er forbundet med den stigende ulighed og migration. På lange stræk italesætter de relevante og ægte problemer, men deres løsninger mener jeg er de helt forkerte. Ja, faktisk direkte skadelige.

AfD vil sætte en kæp i hjulet på den grønne omstilling, det vil stoppe støtten til Ukraine og forhandle fred med Putin, og så dyrker det nationalismen og modarbejder enhver form for europæisk sammenhold. Uligheden, uretfærdigheden og splittelsen bliver kun større med AfD ved roret.

Det må være en central mission for fremtiden at få stoppet den stigende økonomiske ulighed, vi ser overalt i den vestlige verden. Vi har brug for en mere fair økonomisk omfordeling, der sikrer, at ingen er tvunget til at vælge mellem varme i radiatoren eller mad på bordet.

Det er bl.a. derfor, at jeg støtter forslaget om at indføre en formueskat for de allerrigeste, som der forhandles om i G20. Og for at bekæmpe brugen af skattely, som koster de offentlige kasser milliarder og tvinger os til at spare på velfærden.

Derudover skal den grønne omstilling accelereres, for den er bydende nødvendig for at mindske den globale opvarmning og den ulighed, der følger. De høje og ustabile priser på fossil energi rammer socialt skævt. Ligesom klimaforandringerne rammer socialt skævt, når priserne på fødevarer stiger som konsekvens af hyppigere oversvømmelser og tørke.

Derudover skal Europa have styr på tilstrømningen af ulovlige flygtninge. Her vinder de danske socialdemokraters forslag om modtagecentre uden for Europa lige nu opbakning blandt mine europæiske kolleger. Det er fornuftigt, fordi tilstrømningen af flygtninge og migranter til Europa udfordrer vores velfærdsmodel. Med de stigende temperaturer og det geopolitiske klima kan det kun forventes at fortsætte.

Hvis ikke vi leverer klare svar på den stigende økonomiske ulighed, tackler klimakrisen og får styr på den ulovlige tilstrømning til Europa, så bliver det den radikale højrefløj, der kommer til at sætte retningen. Det bekymrer ikke kun mine tyske og europæiske kolleger, det bekymrer også mig.

Europa står over for historisk store udfordringer. Centralt for dem alle er, at de er grænseoverskridende. Hvis ikke vores europæiske naboer er ombord, så bliver der ingen løsning. Ingen grøn omstilling, ingen støtte til Ukraine og ingen fælleseuropæisk løsning på flygtningestrømmen til Europa.

For bare fem år siden havde vi syv socialdemokratiske statsledere i EU. Såfremt Scholz ikke bliver genvalgt som kansler, har vi tre. Og ja, USA og Europa er to meget forskellige størrelser, men det er svært ikke at trække en parallel til Harris og Demokraternes store nederlag i sidste uge.

Den nuværende politiske udvikling i Europa og i USA kalder på eftertænksomhed fra alle, der ønsker at tage ansvar. Vi er nødt til at tage fat om problemets rod.