Han myrdede løs, huggede hænderne af folk og brændte dem levende. Men da han foreslog Danmark at afskaffe slaveriet, sagde danskerne nej

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I midten af 1700-tallet åbnede Marokkos unge kronprins Sidi Muhammed Ben Abdallah op over for Europa. Han blev senere sultan i 1757.

Marokko havde indtil da været et lukket land, og Abdallahs far, den brutale sultan, og Abdallah førte jihad mod europæiske magter, der havde fæstninger på Marokkos kyst. Kronprins Abdallah knyttede jødiske rådgivere til sig, og Samuel Sumbel fik ansvaret for de diplomatiske kontakter med europæiske lande.

Sultanen og Sumbel foretrak Danmark som det land, som man ville lave en freds- og handelstraktat med. De øvrige lande lå Marokko i krig med, og Abdallah forsøgte at erobre de europæiske fæstninger på Marokkos kyst. Kontakten med Danmark blev oprettet, og kong Frederik V sendte snart fregatter med diplomatiske forhandlere til Marokko.

Let var det nu ikke, og da Abdallah mistænkte Danmark for at ville bygge en fæstning på kysten, fængslede han 45 danskere. For at få danskerne befriet sendte Abdallah sin kun 26-årige toprådgiver, Samuel Sumbel, til København.

Han fik audiens hos kongen, og i 1753 blev en freds- og handelsaftale mellem de to nationer underskrevet. Den gjorde Danmark til Marokkos vigtigste partner i de næste 40 år.

I aftalen indgik, at de to lande ikke skulle have slaver. Slaveri var ellers ganske normalt, og alle havde slaver i 1700-tallet – sorte, farvede og hvide. Det indgik i Abdallahs politik at forsøge at lave fredsaftaler med andre europæiske magter, og når det lykkedes, indgik han aftaler om ikke at acceptere slaveri.

Det er sandsynligt, at Abdallahs ønske om at afskaffe slaveri var en konsekvens af, at hans hellige krig mod de kristne led skibbrud. Ganske vist havde han smidt portugiserne ud af fæstningsbyen Mazagan i 1769, men da han forsøgte at erobre den spanske fæstning Melilla i 1775, måtte han opgive. I stedet for jihad satsede Abdallah på at befri muslimske slaver, hvilket han opfattede som en religiøs pligt.

I 1777 viderebragte Samuel Sumbel et forslag om afskaffelse af slaveri over for europæiske lande og Rusland. Man kan følge forslaget i franske, svenske og danske konsulers rapporter og i rigsarkiver. Forslaget blev fremsat den 10. september 1777, hvor sultan Abdallah via Samuel Sumbel foreslog at udveksle slaver.

Forslaget blev sendt til kong Frederik i Danmark, og man bad om, at Danmark videresendte forslaget til zarina Katarina i Rusland, for Danmark var i militær alliance med Rusland. Forslaget blev også sendt til den svenske konge, og den svenske konsul i Marokko skrev hjem: »Sekretæren Sumbel har givet mig et åbent brev fra kejseren, hvoraf et lignende er sendt til alle hoffer i Europa.«

Også den franske konsul Louis Chénier fik forslaget og skrev hjem: »Sumbel har sendt mig en meddelelse, som sultanen giver til forskellige magter, som enten er i krig med ham eller har fred med ham. Jeg vedlægger en kopi af dette stykke, som er mig tilsendt. Vi bør ignorere det.« Forslaget ligger i det danske rigsarkiv på både fransk og arabisk.

I København så udenrigsminister A.P. Bernstorff ikke positivt på forslaget. Han skrev, at han havde forelagt forslaget for Frederik V, og man var enige om et »contra forslag«, men man havde sendt Marokkos forslag til zarina Katarina.

Konsul Andreas Æreboe i Marokko og Departementet for Udenrigske Anliggeder fandt forslaget overflødigt, fordi man med fredstraktaten fra 1753 allerede havde en aftale om at begrænse slaveri.

Hvad kontraforslaget gik ud på, ved vi ikke. Det findes ikke i arkivet, men A.P. Bernstorff og kongen syntes at mene, at Marokkos forslag kun omfattede krigsfanger, men det havde i virkeligheden et bredere sigte. Fra dansk side mente man, at Abdallahs forslag ikke var seriøst, og man ville gerne undgå, at Marokko sendte en ambassadør til Danmark. Den slags var altid dyrt og besværligt for værtslandet.

Men Abdallah og Sumbel gav ikke op og genfremsatte forslaget over for Ludvig XVI i Paris. Anledningen var, at Marokko havde taget mange franske søfolk som slaver, og Abdallah ønskede at bruge slaverne til en politisk åbning over for Frankrig. Marokkanske kapere i piratbyen Salé kaprede ofte franske skibe, og de to lande var reelt i krig.

Abdallah foreslog kong Ludvig XVI, at mænd over 70 år og kvinder ikke skulle kunne blive slaver, og at mandlige slaver under 70 år skulle frigives efter et år efter en underskrevet aftale. Men den franske konge var ikke interesseret i at forhandle med Marokko. Det var under hans værdighed.

På trods af afvisningen fortsatte Abdallah aktivt med at forsøge at løskøbe muslimske slaver i Europa og benyttede anledningen til at indgå nye fredsaftaler med flere lande. Og Abdallah genfremsendte den 27. september 1778 forslaget til de europæiske hoffer.

Den danske diplomat Georg Høst, konsul i Marokko og forfatter til en biografi om sultan Abdallah, skrev om forslaget: »Man havde ikke ventet sådan et fra en maurisk fyrste; men man må ikke heller tro, at det var hans hensigt at holde den længere, end han derved fandt sin Regning [behag].«

Hvad var så forklaringen på sultan Abdallahs forslag? Var det reelt ment, eller var det blot et slag i luften? Kunne slaveri være afskaffet årtier tidligere? Danmark afskaffede transatlantisk slaveri i 1792 (gældende fra 1803) og slaveriet i kolonierne på De Vestindiske Øer i 1848. Kunne vi have afskaffet det i 1777-1778?

Historikeren Nabil Matar har i sine bøger om Marokkos udenrigspolitik tegnet et portræt af Abdallah som en humanist, der af religiøse grunde ville afskaffe slaveriet. Og den franske historiker Jaques Caillé skrev, at forslaget kunne være blevet en del af international lov og have lagt stærke begrænsninger på eller ligefrem forhindret slaveri, hvis altså de kristne nationer havde været interesseret.

Det er ikke tidligere beskrevet i dansk litteratur, at Danmark fik forslaget. Mindskede det værdien af Abdallahs forslag, at det var religiøst motiveret for at frigøre muslimske slaver? Man kan argumentere for, at et religiøst motiv ikke er mindre humanistisk end et moderne sekulært ønske om at gavne medmennesker.

Og Abdallah havde virkelig sine medmenneskers velbefindende på sinde, for i 1778 havde han foreslået, at hvis et skib med proviant blev kapret, så skulle man lade skibenes proviant gå fri. Det ville hjælpe folk, der var plaget af sult. At tage fødevarer ville koste menneskeliv. Penge og andre varer i lasten kunne kaperne derimod tage.

Man skal selvfølgelig ikke tro, at sultan Abdallah var en rendyrket humanist. Han myrdede gerne folk i blodige krige, huggede hænder af folk og fastholdt slaveri. Og så truede han Samuel Sumbel med at blive brændt levende, når han var utilfreds med de aftaler, som Sumbel lavede med europæiske magter. Men selv despoter kunne få gode idéer, der ville have gavnet menneskeheden.