Ingen af os kan det hele, men de fleste kan nok alligevel lidt mere, end politikerne tror

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I en tid, hvor stort set alle udfordringer italesættes som kriser, undrer det mig, at en af velfærdsstatens største kriser sjældent nævnes: ansvarskrisen.

Som Henning Fonsmark for over 30 år siden viste i bogen ”Historien om den danske utopi”, er den danske velfærdsstat »som følge af sin konstruktion dømt til på et tidspunkt at kollapse under sin egen vægt«.

Fonsmark har heldigvis ikke fået ret endnu, men selvom mange i øjeblikket har indtrykket af, at vi har en sund og endda overholdbar økonomi, er der flere ting, der tyder på, at velfærdsstaten ikke for alvor er fremtidssikret på den lange bane.

Som den tidligere økonomiske vismand Nina Smith har påpeget, er det tid til, at vi begynder at være mere ærlige om fremtidens udfordringer og behovet for reformer, hvis vi ønsker »at der også i fremtiden skal være en universel velfærdsmodel med relativt lille ulighed imellem svage og stærke borgere«. For som hun uddyber, hviler mange af de økonomiske modeller, der forudsiger en holdbar økonomi fremadrettet, på urealistiske antagelser. F.eks. antages det, at ingen vil gå yderligere ned i arbejdstid frem imod 2030, hvilket står i kontrast til den aktuelle trend.

Derudover er det fortsat meget tvivlsomt, om forudsætningerne om den stigende pensionsalder holder. Umiddelbart har jeg i hvert fald selv svært ved at forestille mig at arbejde, indtil jeg fylder nogle og halvfjerds (ligesom 86 pct. af danskerne).

Ansvarskrisen består i, at det ikke er lykkedes at formulere en økonomisk bæredygtig vision for fremtidens velfærdssamfund, hvor ansvaret for den enkelte er fordelt på en social retfærdig, men samtidig holdbar måde mellem borger og stat. Som ung er jeg i hvert fald oprigtig bekymret for, at velfærdsstaten risikerer at kollapse i min levetid.

Lidt karikeret virker det til, at der aktuelt kun synes at være to bud på at løse ansvarskrisen: Alex Vanopslaghs »du kan alt« og Jacob Marks »du kan ingenting«.

Men der er behov for en midterposition mellem Alex Vanopslagh og Jacob Mark, som myndiggør os unge (og alle andre generationer) uden at underkende eller undervurdere følgerne af social arv. Paradoksalt nok er det ikke tilfældet, selvom vi i øjeblikket har en midterregering.

For umiddelbart skulle man tro, at det netop er deri, at legitimering for SVM-regeringen ligger: at træffe de svære, men nødvendige valg for at fremtidssikre velfærdssamfundet. Det har den dog stadig til gode at vise, at den kan. I stedet har SVM-trioen sat en streg under, at der indtil videre stadig ikke er midterpartier, der for alvor er er villige til at prioritere.

Det virker til, at velfærdsstatens vokseværk har nærmet sig et punkt, hvor pengene tages for givet, og det personlige ansvar er ved at blive helt udvisket. I min egen kommune, Roskilde, bliver vi unge aktuelt mødt i bussen med opfordringer til at henvende os til kommunen, hvis vi har lyst til et gratis rygestopkursus, eller hvis vi blot har almindeligt ondt i livet. Senest har byrådet endda vedtaget en strategi om at assistere os i aktivt at »udleve vores drømme«.

Den slags eksempler på statens altomfattende ansvarstagen står ikke alene, men er blot nogle få billeder på velfærdsstatens efterhånden religiøse dogme: at intet må koste nogen noget. Flere af landets kommuner (inklusive Roskilde) har endda besluttet at afskaffe noget så bagatelagtigt som bøder på offentlige biblioteker i den sociale uligheds navn.

Efter selv at have været bosat to et halvt år i Afrika er jeg på den ene side ufattelig taknemmelig for velfærdsstaten. Men på den anden side virker det også til, at grænserne mellem, hvad der er ”nice to”, og hvad der er ”need to”, er blevet udviskede, når det kommer til velfærdsydelser i Danmark.

Men det er også kun naturligt. Fordi generationer – som min egen – vokser op med nye normer og tager velfærdsydelserne for givet, begynder et flertal af os automatisk at opfatte mange af de tilbud, der oprindeligt var ”nice” som ”needs”.

Problemet er, at den nuværende diskurs i samfundet, hvor velfærdsstaten anses for et overflødighedshorn, der skal agere garant for det gode liv, giver ungdommen falske og uholdbare fremtidsforventninger. Og som med så mange andre udfordringer kommer det til at gå ud over de svageste i samfundet. Derfor har vi efter min opfattelse brug for et opgør med, at velfærdsstaten skal stå for alt fra vugge til krukke.

Ansvarskrisens centrale udfordring er, at ydelser, der er gratis, uden undtagelse resulterer i et overtræk på ressourcerne. Det sympatiske forslag om, at unge ml. 18-24 skal have gratis psykologhjælp, har f.eks. blot medført en eksplosion i antallet af henviste og lange ventelister. Derfor er en af de forestillinger, der skal gøres op med også, at velfærdsydelser skal være gratis. Delvis brugerbetaling vil næppe underminere velfærdsstaten, men være med til at sikre en bedre balance mellem fællesskabets og den enkeltes ansvar.

Hvis et lægebesøg kostede omkring 100 kr., ville det sjældent afholde syge mennesker fra at bestille tid. Til gengæld ville brugerbetaling øge borgernes ansvarsbevidsthed og ifølge Cepos reducere lægekonsultationer med hele 25 pct. årligt – og dét uden at forringe folkesundheden.

Et andet sted, vi kunne skrue på for at løse ansvarskrisen, er samspillet mellem offentlig og privat velfærd.

Forholdet mellem det offentlige sundhedsvæsen og privathospitaler giver et godt billede på et paradoks ved det nuværende system. Hvorfor må man f.eks. tjene penge på at gøre folk syge, imens det er ilde set at tjene penge på at helbrede dem? Det er lovligt at sælge cigaretter, slik og alkohol. Altså lungekræft, sukkersyge og leversvigt til et lille udsnit af overforbrugerne. Dét, imens de private udbydere af kemoterapi, diabetesmedicin og levertransplantationer bliver set ned på.

I fremtiden er der behov for et større samspil mellem offentlig og privat velfærd, så systemet ikke sander til. At udbrede frit valg og i højere grad lade pengene følge borgeren forekommer mig at være et ansvarligt sted at starte. Det vil i hvert fald kunne bidrage betydeligt til at løfte velfærdsbyrden.

Fonsmark får måske ikke ret i sin velfærdsprofeti lige med det samme, men han har stadig en vigtig pointe, som fortjener at blive genbesøgt – måske især af min generation: I takt med at velfærdsstatens mål har ændret karakter fra at være negativt definerede (dvs. at udrydde fattigdom, sygdom osv.) til at være positivt bestemte (at sikre sundhed, trivsel, et lykkeligt liv m.m.), har velfærdsstaten efterhånden fået lov til at vokse uhæmmet med henblik på at realisere nogle urealiserbare målsætninger.

Den udvikling er ikke holdbar. Behov kender ingen grænser. Derfor bliver vi også nødt til at sætte nogle selv. Det er et paradoks, at vi aldrig har brugt så mange penge på velfærd, samtidig med at mange oplever, at det aldrig har stået værre til, og at der mangler penge over det hele.

Hvis Danmark fortsat skal have en af verdens bedste velfærdsstater med en velfungerende offentlig sektor om 20 år, skal vi have løst ansvarskrisen og fremtidssikret velfærdssamfundet, så det ikke ender med at parodiere det franske: dyrt og dårligt.

For at løse ansvarskrisen skal balancepunktet mellem, hvad der er kernevelfærd, hvad der skal medfinansieres, og hvad der er et personligt (med)ansvar, justeres – og det gælder på tværs af hele det offentlige system.